Annonce
Annonce
Annonce
Sport 12. mar. 2007 KL. 14.51

Skøjteklubber frygter for fremtiden

KSF er Danmarks ældste ishockeyklub, men eksistensen er truet, hvis ikke Københavns Kommune vælger at opføre en ny skøjtehal på grunden ved Østre Gasværk.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Københavns Kommune har fire mulige løsninger for opførelsen af en ny skøjtehal som erstatning for den, der må vige pladsen på Østerbro for at skabe plads til Parkens nye multihal.

Kun den ene af løsningerne - en ny skøjtehal på grunden ved Østre Gasværk - er spiselig for skøjtehallens brugergruppe, der var den eneste taber, da planerne for idrætsfaciliteterne omkring Parken i dag blev præsenteret.

Klubberne risikerer at dø
Henrik Skovlund, der repræsenterer de omkring 1.000 medlemmer i Skøjteklubben København og KSF - Danmarks ældste ishockeyklub - forudser, at tre af de fire skitserede løsninger vil betyde døden for de to klubber.

»For mig at se, er det den bagvendte måde at gøre det på. Vi var blevet lovet, at der lå en plan for en ny skøjtehal, inden den gamle bliver revet ned. Hvis vi i en periode står uden faciliteter, risikerer vi at medlemmerne forsvinder og klubberne dør ud«, siger Henrik Skovlund.

1. maj er deadline for en løsning
Kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) afviser, at skøjteklubberne skulle have fået et sådan løfte, men han har sat 1. maj som deadline for en hurtig politisk beslutning om, hvilken af de fire løsninger, der skal bruges.

De fire løsningsmodeller er:

  • En nedgravning under B.93's tennisbaner ved Østerbro Stadion.
  • En ny hal på grunden ved Øster Gasværk.
  • En ny hal i Ørestaden Nord.
  • En ombygning af Club Danmark Hallen i Valby, hvor der i øjeblikket er en umoderne indendørs fodboldbane omkranset af en løbebane.

For de øvrige brugere af faciliteterne omkring Parken blev dagens plan modtaget med tilfredshed.

Mere plads til både atletik og fodbold
På Østerbro Stadion skal tribunen mellem Idrætshuset og fodboldbanen rives ned og erstattes med en mindre, så både løbebanen og fodboldbanen kan udvides.

»Det har været et krav fra vores side, at vi kunne blive ved med at spille fodbold på Østerbro Stadion, så vi er fint tilfredse«, siger B.93's direktør, Claus Borre, der deler pladsen med stadion med atletikklubben Sparta, hvis formand, Niels Jørgen Holdt, glæder sig over muligheden for at kunne tilbyde medlemmerne ordentlige indendørs træningsforhold i en ny atletikhal.