Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: NFL-træner kvitter efter 12 sæsoner

Tennis-kvinderne bliver slidt af hårdt program. Wozniacki arbejder med ny fysioterapeut.

Annonce

Amerikansk fodbold: Tom Coughlin annoncerer, at han træder tilbage som træner efter 12 sæsoner i New York Giants. 69-årige Coughlin nåede at vinde Superbowl to gange, men har valgt at trække stikket efter et par sæsoner uden den store succes.

New York Giants er ikke med i årets play-off kampe - for fjerde år i træk.

»Jeg tror fast på, at dette er det rette tidspunkt for mig og min familie«, lyder det fra træneren, der også siger, at det er i klubbens bedste interesse.

Begge Super Bowl mesterskaber blev sikret med overraskende sejre over New England Patriots i henholdsvis 2007 og 2011.

Fodbold: Premier Leagues helt store positive overraskelse fra Leicester City har i dag købt ind. Klubben har hentet kantspilleren Demarai Gray i Birmingham til omkring 40 millioner kroner.

Klubben forsøgte allerede i sommer at hente spilleren, men fik afvist deres bud. Denne gang sikrede de sig den unge spiller ved at matche hans købsklausul. Den 19-årige kantspiller nåede at spille 78 seniorkampe for Birmingham.

Håndbold: FCM Håndbold har givet sig selv et lille forspring i toppen af Primo Tours Ligaen med en sejr i aftenens topkamp mod Team Tvis Holstebro. De regerende mestre vandt 24-20 og fører dermed kvindernes topliga. De kan dog allerede miste pladsen i morgen, hvis Team Esbjerg slår Randers HK.

Fodbold: Dagens helt store nyhed fra fodboldens verden er fyringen af Rafael Benitez i Real Madrid. Spanieren nåede blot at sidde på trænerposten i syv måneder. Han bliver afløst af klublegenden Zinedine Zidane.

LÆS OGSÅ:Benitez er fyret i Real Madrid

OL: Lysene er slukket på det olympiske stadion i Rio, der skal danne rammen, når medaljerne i atletik skal fordeles til sommer. Årsagen er manglende betaling af elregningerne for omkring halvanden million kroner, beretter AP.

Rådhuset i Rio og fodboldklubben Botafogo skændes i øjeblikket om, hvem der står med ansvaret, da fodboldklubben har haft ansvaret for regningerne siden maj, men føler, at de har penge til gode hos rådhuset.

Brasilien er i øjeblikket ramt af recession, hvilket har konsekvenser for forberedelserne til verdens største sportsbegivenhed.

Fodbold: Stoke kan glæde sig over at have Geoff Cameron til rådighed, når de i morgen møder Liverpool i den første del af semifinalen i Capital One Cup. Spilleren stod ellers til tre spilledages karantæne, da han i weekenden fik direkte rødt kort for at skubbe til West Bromwich Albions Claudio Yacob.

Det røde kort er her til aften blevet annulleret af det engelske fodboldforbund, FA.

FODBOLD: FC Barcelona præsenterede mandag 77 nye spillere i samme hug. Den massive indmeldelse af nye spillere er en følge af den transferkarantæne, som Barcelona blev idømt i sommeren 2014 - og som nu er blevet løftet, så det spanske mesterhold igen kan købe og registrere nye spillere.

HÅNDBOLD: Landsholdsspilleren Henrik Møllgaard er blevet solgt til Paris Handball. Den 31-årige Skjern-spiller var i forvejen udlejet til den franske håndboldklub i denne sæson. Lejeopholdet er gået så godt, at Paris har lagt et tilbud på Møllgaard. Tilbuddet var så attraktivt, at Skjern ikke kunne takke nej.

Læs ogsåSpanske spillere: Hvor har I fundet Møllgaard - i en skov?

»En sund økonomi er altafgørende i forhold til at drive en professionel topklub, så da vi fik endnu et flot tilbud fra PSG, kunne vi ikke sige nej«, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen i en pressemeddelelse.

HÅNDBOLD: Samtidig med, at en dansker er på vej til udenlandsk tophåndbold, er en anden dansk profil ved at stoppe i en storklub i udlandet. Efter snart ni sæsoner i FC Barcelona er stregspiller Jesper Nøddesbo på vej væk fra det spanske mesterhold. Den 35-årige Nøddesbo, der er med i den danske EM-trup og deltager i den øjeblikkelige træningslejr, forhandler med Barca-ledelsen om en aftale, som – siger Nøddesbo til Politiken – »både klubben og jeg kan være tilfreds med«.

TENNIS: Ruslands sportsminister, Vitalij Mutko, skal mødes med en gruppe inspektører fra Det Internationale Atletikforbund, IAAF, i Moskva 11. januar. Det skriver nyhedsbureauet RIA. Rusland er suspenderet af IAAF, da en rapport fra Det Internationale Antidoping Agentur, Wada, i november afslørede systematisk doping og forsøg på at skjule det.

HÅNDBOLD: Den knæskade, som har sendt René Toft Hansen ud af EM i Polen, har betydet, at træningerne i høj grad har haft vægt på forsvarsarbejdet. Det fortæller landstræner Gudmundur Gudmundsson på mandagens pressemøde forud for Golden League-stævnet i Frankrig.

Læs ogsåLandstræner sætter semifinale som EM-mål

»Vi har haft ni træninger, og i fem-seks af dem har vi haft fokus på forsvaret, fordi vi jo fik René Toft skadet«, siger landstræneren.

TENNIS: Tennisstjernen Andy Murray er parat til at droppe ud af Australian Open før en eventuel finale for at overvære sit kommende barns fødsel. Skottens kone, Kim Sears, er sat til at føde om en måned. Derfor er der en reel risiko for, at fødslen kan falde oveni finalen i årets første grand slam-turnering, som spilles fra 18. til 31. januar.

FODBOLD: Saudiarabiske fodboldklubber har indleveret et krav om at få flyttet de kampe, der skal finde sted på iransk grund i den asiatiske udgave af Champions League. Det sker efter en diplomatisk eskalering i spændingerne mellem de to nationer.

Læs ogsåSaudiaraber skudt under ildkamp i henrettet sheiks hjemby

Det sunnimuslimske Saudi-Arabien henrettede lørdag den shiamuslimske leder Nimr al-Nimr. Det betød, at demonstranter i Iran brød ind på den saudiarabiske ambassade og satte ild til bygningen, og Iran erklærede guddommelig krig mod Saudi-Arabien.

BASKETBALL: Chicago Bulls Jimmy Butler boltrede sig efter behag, da han søndag aften dansk tid scorede hele 40 point i en halvleg i kampen på udebane mod Toronto Raptors i NBA. En helt utrolig bedrift, som ingen i Chicago Bulls før har præsteret. End ikke legendariske Michael Jordan, der lavede 39 point i en halvleg i 1989 mod Milwaukee Bucks.

NFL: Søndag markerede sidste spillerunde i den amerikanske fodboldliga, NFL. Dermed er der kun tolv hold tilbage, der skal kæmpe om Super Bowl-trofæet. For de resterende 20 hold begynder forberedelserne til næste sæson. Traditionelt kalder man mandagen efter sidste spillerunde for 'black monday', fordi sæsonen gøres op, og trænerne møder fyringer i de evigt ambitiøse NFL-klubber. Der er også i år masser af dårlige nyheder for NFL-trænere. Tre er allerede fyret, og flere afskedigelser ventes at følge.

FODBOLD: Det trængte bundhold Hobro ruster sig, inden der tages hul på forårets 15 afsluttende kampe i Alka Superligaen. Klubben har indgået en aftale med den amerikansk-nigerianske forsvarsklippe Babajide Ogunbiyi, der tidligere har tørnet ud for Vendsyssel FF og Viborg FF. Kontrakten har en varighed på halvandet år, skriver Ritzau.

FODBOLD: Real Madrids cheftræner, Rafael Benitez, deler roser ud til sine spillere efter endnu et pointtab i den spanske liga, Primera Division. Kongeklubben måtte søndag nøjes med 2-2 ude mod et Valencia-mandskab, der ellers ikke har vundet i seks ligakampe i træk.

Læs ogsåReal Madrid ser rødt og snubler i Valencia

Rafael Benitez, der i sin tid slog sit trænernavn fast ved at føre Valencia til to ligatitler, er en presset mand i Madrid, hvor spanske medier gentagne gange har beskrevet, at han er tæt på en fyring. Men træneren mener, at hans spillere fortjener stor ros for kampen mod Valencia.

»Når der spekuleres i min fremtid, kigger man kun på resultatet af kampen. Men holdet fortjener stor ros for deres indsats, mere end de fortjener noget andet«, siger Benitez efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

NFL: Hjemmepublikummet i Denver fik deres legendariske quarterback Peyton Manning på banen i 27-20-sejren mod divisionsrivalerne fra San Diego Chargers søndag. Med otte minutter tilbage i tredje quarter kom Manning på banen for første gang siden uge 10 i årets NFL. Han blev efter den lange skadesperiode mødt med stående ovationer fra Denvers fans. Manning orkestrerede efter sin entré fire scoringer til Denver Broncos og bragte holdet tilbage på sejrskurs efter en lang række boldtab.

FODBOLD: Årets ubetingede succeshistorie i Premier League er Leicester City, der sensationelt er med i kampen om titlen i England. Men nu skal en af holdets vigtigste spillere, Jamie Vardy, igennem en mindre operation, der vil koste den engelske landsholdsspiller to ugers pause. Det siger BBC Radio i Leicester ifølge nyhedsbureauet AFP.

FODBOLD: Flemming Pedersen har sat sin underskrift på en fornyet, lang kontrakt med London-klubben Brentford i den næstbedste række. Kontrakten offentliggøres i dag og er gældende til sommeren 2019. Den 52-årige Flemming Pedersen, der har den højeste træneruddannelse, har arbejdet tæt sammen med Kasper Hjulmand både i FC Nordsjælland og i Mainz 05 i Bundesligaen. I Brentford bliver han 'chef for fodboldfilosofien'.

TENNIS: Kvindetennis er blevet en stor global succes, men der er en bagside for spillerne: Det hårde turneringsprogram slider så hårdt på spillerne, at størstedelen af top-20 var skadet i løbet af 2015-sæsonen.

TENNIS: Fokus på fysikken og kroppen er da også vejen frem for tennisstjernen Caroline Wozniacki i det nye år, efter en 2015-sæson præget af skader og skuffende resultater. Hun har allieret sig med fysioterapeuten Mark Abildhauge. Fra 8. december har de sammen lagt grundstenene til den kommende sæson.

Læs ogsåNyansat skal styrke Wozniackis krop

»Vi har lagt et program og trænet næsten hver dag. Og så har vi kigget på, hvordan og hvornår skaderne opstod i 2015, så vi undgår, at det sker igen«, fortæller Mark Abildhauge til Ritzau.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce