Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Målmandsdrop giver Jores Okore og co. første ligasejr siden august

Ny dødsulykke ved Dakar Rally.

Annonce

Fodbold: Det blev til en sikker sejr til Sevilla og tyve minutter på banen til Michael Krohn-Dehli i aftenens lokalopgør i den spanske pokalturnering, Copa del Rey. Efter 2-0 til Sevilla i det første opgør var der stadig chancer for et comeback fra Real Betis. Comeback-håbene blev dog hurtigt punkteret af et tidligt mål til Sevilla, der endte med at vinde 4-0 og dermed er videre til kvartfinalen på overbevisende vis.

Fodbold: Der er nok nogle fodboldfans i Birmingham, der får sig en over tørsten i aften. Aston Villa har nemlig slået Crystal Palace 1-0 i Premier League. Holdet har ikke vundet en ligakamp siden starten af august. Den seneste hjemmesejr ligger tilbage i sidste sæson. Jores Okore var med fra start i den mindre spændende kamp, hvor målet kom på plads, da Wayne Hennessey i Crystal Palaces mål fedtede bolden over stregen, efter et hovedstød fra Joleon Lescott.

Fodbold: Det spanske fodboldforbund har afvist en appel fra Barcelona angående Luis Suarez' straf på to spilledages karantæne. Topscoreren er blevet straffet for at provokere spillere fra Espanyol efter et hadsk pokalderby mellem de to hold i sidste uge. Dermed er skarpretteren ikke med, når de to hold mødes til returopgøret i ottendedelsfinalen i morgen. Kampen spilles på Espanyols hjemmebane, hvor Barcelona går på banen med en 4-1-sejr i ryggen.

Motorsport: Efter flere ulykker ved årets Dakar Rally blev det igen fatalt i dag. Ifølge nyhedsbureauet dpa var flere biler - herunder en bil fra Dakar Rally - involveret i en ulykke, der kostede en enkelt person livet.
Det er det andet dødsfald i løbet af årets løb, efter en tilskuer i lørdags mistede livet, da han blev påkørt af Mitsubishi-køreren Lionel Baud, beretter Ritzau. Årets løb var tæt på at starte med dødsfald, da den kinesiske kører Guo Meiling på løbets førstedag mistede herredømmet over sin bil, som bragede ind i en gruppe tilskuere. 12 blev skadet, men de slap med livet i behold.

Cykling: Cykelsportens verdensforbund, UCI, har appelleret en dopingdom til sportens højeste domstol, CAS, efter den russiske cykelrytter Olga Zabelinskaya er blevet frikendt for doping. OL-bronzevinderen blev taget for doping i 2014, men forsinkelser i sagsbehandlingen har ført til, at det russiske cykelforbund i sidste måned frikendte deres atlet.

LÆS OGSÅ:Bjørnen skal danse, hvis den vil med til Rio

Fodbold: Manchester City har ikke tænkt sig at styrke angrebet med en ny skarpretter. Det siger klubbens træner, Manuel Pellegrini, der i stedet peger på den nigerianske teenager Kelechi Iheanacho. Den nigerianske spiller har scoret fem gange i løbet af sæsonen, hvor han har optrådt som indskifter. Holdets spydspids Sergio Aguero har været skadesplaget igen i denne sæson. Wilfred Bony, Raheem Sterling og Iheanacho er dog nok backup, siger træneren ifølge Reuters. Ifølge Pelegrini er Wilfred Bony, Fernandinho, Vincent Kompany, Eliaquim Mangala og Samir Nasri ude med skader, mens David Silva og Yaya Toure meldes klar til i morgen.

Fodbold: Skadesplagede Liverpool forsøger at lappe midterforsvaret. Klubben fra Merseyside har hentet den 24-årige midterforsvarer Steven Caulker på lån fra Championship-klubben QPR. Dermed afbrydes englænderens lejeophold i Southampton med øjeblikkelig virkning, og spilleren kan allerede få debut i den røde trøje i morgen, når Liverpool møder Arsenal. Liverpools skadeshelvede har særligt ramt midterforsvaret, hvor fire spillere manglede til weekendens FA Cup-kamp mod Exeter. Kolo Toure og Mamadou Sakho meldes dog klar igen, siger BBC. Caulker, der har spillet en enkelt kamp for det engelske landshold, startede karrieren i Tottenham, men undervejs været på adskillige lejeophold i mindre klubber.

Fodbold: Nicklas Bendtner vil ikke væk fra Wolfsburg. Det siger Klaus Allof, der er sportsdirektør i den tyske storklub, til Kicker.

»Der ligger ikke nogen bud på mit bord. Vi ønsker heller ikke at afgive nogen«, lyder det fra tyskeren.

»Det er heller ikke Nicklas eget ønske, at han skal væk«, siger Klaus Allofs til kicker.de.

Flere medier har ellers spekuleret i, at danskeren er på vej væk fra klubben, som han ikke for alvor har slået til i. Wolfsburg, der gik til vinterpause på Bundesligaens syvendeplads, genoptager ligaen om mindre end to uger, når holdet gæster Eintracht Frankfurt.

Tennis: Frederik Løchte Nielsen er færdig ved en challengerturnering i Bangkok. Danskeren tabte tirsdag 4-6, 3-6 til russiske Mikhail Youzhny, der var modstanderen i første kamp. 33-årige Youzhny, der er tidligere top-10-spiller, er topseedet i Thailands hovedstad.

Fodbold: Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) åbner 28. februar et museum i Zürich i Schweiz. Det sker to dage efter, at Fifas medlemslande har valgt en afløser for Sepp Blatter på en ekstraordinær kongres. Fifa har brugt næsten 1 milliard kroner museet på 3.000 kvadratmeter, der strækker sig over 3 etager. Fifa håber på 250.000 besøgende om året.

Fodbold: Luis Suárez har lavet 26 mål, mens Lionel Messi og Neymar har bidraget med hver 18 scoringer i denne sæson for Barcelona. Men når det er sagt, så er der ikke rigtigt andre målscorere i truppen. Træner Luis Enrique vil derfor gerne købe en forstærkning til angrebet, inden transfervinduet lukker. »Men det er svært at købe i vintermarkedet, da ingen vil give afkald på de gode spillere«, erkender Barcelona-træneren på et pressemøde inden pokalkampen mod Espanyol onsdag.

Doping: En 45-årig brite er under mistanke for at have produceret store mængder doping siden 2009 på et laboratorium nær München. Anklageren i München mener, at briten med hjælp fra en 36-årig tysk mand har solgt anabolske steroider til atleter og bodybuildere over hele Tyskland. Yderligere fire tyskere er mistænkt for at have købt doping. De seks personer skal for retten på mandag.

Fodbold: Hannover 96's evigt uheldige midtbanespiller Leon Andreasen er igen kommet galt af sted. Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at Andreasen pådrog sig en ledbåndsskade mandag i en testkamp mod Hertha Berlin under klubbens igangværende træningslejr i Tyrkiske Belek. Det er under to måneder siden, Andreasen kom til skade i sit hjem, da han skulle åbne en stor pakke. Kniven fik fat mellem tommel- og pegefinger og forårsagede et dybt snitsår, så venstre hånd og underarm måtte i gips.

Cykling: Tour de France-vinder Chris Froome har forlænget aftalen med Sky-holdet til udgangen af 2018.

Fodbold: Ekslandstræner Morten Olsen har fået jobtilbud efter farvellet i Parken for små to måneder siden, men det rigtige er ikke dukket op. Han lufter endda tanken om at stoppe som træner. »Hvis jeg skal fortsætte, skal det være noget spændende og unikt, og indtil videre har der ikke været noget, der har været netop dét«, siger 66-årige Olsen til dr.dk. En eventuel ny arbejdsgiver skal ikke kun være interessant for Olsen, den skal også gennem nåleøjet hos hustruen. Hun har nemlig vetoret.

Fodbold: Forventningerne til Manchester United er altid enorme. For tiden har storklubbens spillere imidlertid svært ved at indfri dem. Nu erkender selv manager Louis van Gaal, at holdet til tider spiller så kedeligt, at også han keder sig. »Der har været kampe, jeg har nydt, og der er kampe, hvor jeg keder mig meget eller er vred, fordi vi ikke får flyttet rundt på modstandernes forsvar. Men sådan er fodbold«, siger Louis van Gaal ifølge nyhedsbureauet AFP. United spiller i aften på udebane mod Newcastle.

Håndbold: Danmarks tidligere kvindelandstræner Jan Pytlick må sige farvel til storklubben HC Vardar før tid. Pytlick stopper i den makedonske storklub efter denne sæson, selv om han havde kontrakt for et år mere. »Det var en meget trist dag for mig, fordi jeg er meget glad her, og fordi det er en af de største klubber i Europa... Men jeg er nødt til at tænke på min familie. Jeg vil gerne være tæt på familien«, siger Jan Pytlick videre.

Fodbold: Italienske Palermo har erstattet træner Davide Ballardini efter kun to måneder på posten. I stedet har Simon Kjærs tidligere klub ansat den tidligere argentinske landsholdsspiller Guillermo Barros Schelotto. 42-årige Schelotto har tidligere som træner vundet Copa Sudamericana, der i europæisk målestok svarer til Europa League, med argentinske Lanus. Fyrede Davide Ballardini er dermed træner nr. 30 (!) i Palermo, der er blevet afsat, siden Maurizio Zamparini overtog klubben i 2002.

Quiz: Hvor mange etaper kører vinderen af Tour de France i den gule trøje? Hvem vinder Superligaen? Og hvor mange medaljer vinder Danmark ved OL i Rio? Du kan deltage i sportsredaktionens årlige nytårsløjer her.

Fodbold: Liverpool-angriberen Divock Origi var udset til et muligt comeback onsdag i ligakampen mod Arsenal, men belgieren må i stedet indstille sig på en måneds pause efter en operation. Liverpool-manager har dermed kun Christian Benteke klar til frontlinjen.

Fodbold: Swansea står til at tjene godt på salget af en af de spillere, den tidligere manager Michael Laudrup hentede relativt billigt til klubben. Midtbanemanden Jonjo Shelvey blev hentet i Liverpool i 2013 for ca. 45 millioner kroner, men ifølge BBC er der indgået aftale om et salg til Newcastle. Pris: 120 millioner kroner.

Ballon d’Or: Italien er traditionelt en af verdens store fodboldnationer, og derfor er det blevet bemærket, at Italien slet ikke afleverede stemmer, da Lionel Messi mandag blev kåret som verdens bedste. I Italien var der harme over, at landsholdsmålmand Gianluigi Buffon slet ikke var nomineret til prisen. Italienerne var vrede over, at Buffons navn end ikke var med blandt de første 59 udvalgte, selv om han var ankermand på et hold, som både vandt det italienske mesterskab og nåede finalen i Champions League. I sin egenskab af landsholdsanfører havde Gianluigi Buffon selv stemmeret ved kåringen, men i samråd med Italiens fodboldforbunds topchef Carlo Tavecchio undlod Juventus-keeperen at stemme. Det samme gjorde landstræner Antonio Conte.

Motorsport: Den førende Sebastian Loeb og makkeren Daniel Elena slap uskadt fra den kolbøtte deres Peugeot-bil slog 30 km fra målet på 8. etape af Dakar Rally i Argentina. Uheldet kostede til gengæld føringen. Loeb og co. er nu blot nr. 8 med en afstand på 1.05,16 timer til de nye førstemænd, Stephane Peterhansel og Jean-Paul Cottret (Peugeot).

Fodbold: Juventus-spilleren Paul Pogba blev valgt ind på årets hold ved Fifa-gallaen i aftes i Zürich, men det var primært for sit valg af jakke, den unge franskmand fik opmærksomhed. Her i selskab med mor.

Ishockey: Jannik Hansen missede natten til tirsdag sin anden kamp i træk for NHL-holdet Vancouver Canucks. Danskeren udgik med en skade i sidste uge, men det forlød i første omgang, at skaden ikke var alvorlig. Vancouver vandt natten til tirsdag 3-2 hjemme over Florida Panthers, som ellers kom med sejre i 12 kampe i træk.

Boksning: Dennis Ceylan er blevet skadet og skal opereres i sin venstre hånd. Sammen med Micki Nielsen skulle Ceylan være hovednavn ved boksestævnet Nordic Fight Night i Aarhus 6. februar. Sauerland Promotion har derfor valgt at aflyse boksestævnet.

Fodbold: Hvis Brøndby skal forstærke sig i januars transfervindue, kræver det sandsynligvis, at klubben først får sagt farvel til flere spillere i truppen. Mandag solgte Brøndby Fredrik Semb Berge og udlejede Elbasan Rashani, men truppen skal slankes yderligere, siger sportsdirektør Troels Bech. »Vi har 26 spillere i truppen efter de to, der har forladt os mandag. 26 spillere er mange, og behovet for en ny spiller ville være større, hvis vi var 23«, siger Troels Bech.

Tennis: Angelique Kerber er seneste top-10-spiller, der må betragtes som tvivlsom ved Australian Open. Hun trak sig i nat fra turneringen i Sydney. Serena Williams, Maria Sharapova, Garbiñe Muguruza, Petra Kvitova og Agnieszka Radwanska døjer også med mindre skader.

Håndbold: Bagspilleren Michael Damgaard bliver klar til EM i januar trods en forstuvning.

Ishockey: Rigmanden Lars Seier Christensen har kastet sin kærlighed på ishockey i Rungsted, hvor han bliver navnesponsor. Ligaklubben vil i fremtiden hedde Rungsted Seier Capital med henvisning til Lars Seier Christensens eget investeringsfirma Seier Capital. Lars Seier Christensen trådte allerede ind i ejerkredsen i ishockeyklubben i sommer, hvor klubben også blev omdannet til et aktieselskab.

Ishockey: Der var budt op til topkamp i Haderslev, da Metal Ligaens nummer to, mestrene fra Sønderjyske, tog imod topholdet Frederikshavn White Hawks. Trods 2-0-føring til Frederikshavn kom sønderjyderne tilbage og endte med at vinde kampen med 4-2. Sejren betyder, at Sønderjyske nu kun er to point efter Frederikshavn i toppen af ligaen.

Basketball: Golden State Warriors fra Californien har fortsat denne NBA-sæson i stærk stil efter sidste sæsons finalesejr. Holdets hjemmesejr nr. 36 i træk kom, da Miami Heat blev besejret 111-103. Stjernespilleren Stephen Curry stod for 31 af pointene for Golden State Warriors. Holdet fra Oakland nær San Francisco har vundet 36 og kun tabt to af sæsonens første 38 kampe. Næstbedst i den statistik er San Antonio Spurs, som har vundet 33 og tabt seks af sæsonens første 39 kampe.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce