Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Skihopper hasteopereret efter voldsomt styrt

Smukt solomål gør Braithwaite til pokalhelt.

Annonce

Fodbold: To mål fra reserven Munir El Haddadi gav Barcelona en 0-2-sejr mod rivalerne fra Espanyol. De to hold havde mødt hinanden to gange inden for kort tid i sidste uge, hvor det blev til 20 gule kort og to røde. Aftenens opgør var dog mere afdæmpet. Sejren sender Barcelona videre til kvartfinalerne ved Copa del Rey med 6-1 samlet.

Fodbold: Favoritterne fra PSG kom her til aften videre i den franske ligacup. Lucas Moura blev matchvinder i 2-1-sejren over Lyon, og de franske mestre er nu klar til semifinalen i turneringen.

Fodbold: Swansea tog her til aften imod Sunderland, der lå på den forkerte side af nedrykningsstregen - blot fire point under waliserne.
»Det er uden nogen tvivl sæsonens største kamp«, lød vurderingen inden kampen fra den tidligere Swansea-spiller Leighton James over for BBC inden opgøret. Gæsterne fra det nordlige England kom foran efter blot tre minutter, da Jermaine Defoe fandt nettet efter en ripost, hvor han godt nok stod offside. Halvvejs i halvlegen sørgede Gylfi Sigurdsson for balance i regnskabet, da han scorede på et dybt ufortjent straffespark. Ved stillingen 1-1 fik Swanseas Kyle Naughton et direkte rødt kort for en stempling, og det blev dyrt, selv om Swansea tog en 2-1 føring. Sunderland vandt bundbraget 2-4 efter et hattrick af veteranen Defoe.

Håndbold: Team Esbjerg har været flyvende i denne sæson, men fik her til aften ligaens første liganederlag mod Silkeborg Voel. Midtjyderne tog sejren i en tæt kamp, der sluttede 28-27. En sejr til FC Midtjylland over bundproppen Sønderjyske giver FCM en ligaføring på tre point ned til esbjergenserne i kvindernes topliga.

Fodbold: Martin Braithwaite indtog rollen som helt, da Toulouse her til aften slog Marseille ud af den franske pokalturnering. Danskeren kom på banen i det 76. minut og sendte sit hold i semifinalen efter et flot solomål i den forlængede spilletid ved stillingen 1-1. Danskeren modtog en dyb stikning og satte derefter to modspillere af i feltet, inden han flot lagde bolden forbi Ali Ahamada i Marseille-målet.

Fodbold: Det har været hårdt at være Charlton-fan på det seneste. Holdet fra det østlige London er sunket til en skuffende 23. plads i den næstbedste engelske række efter ni kampe uden sejr. I weekenden blev det tilmed til et FA Cup-exit mod Colchester fra den tredjebedste række. I går modtog holdet en 5-0 lussing mod Huddersfield. De 166 Charlton-fans, der tog turen derop kan nu se frem til at få deres penge tilbage, lover holdets anfører, Johnnie Jackson, på Twitter.

Det seneste nye er, at klubben har valgt at fyre træner Karel Fraeye. Han nåede kun at sidde i to måneder.

Skihop Den østrigske skihopper Lukas Müller kom ualmindeligt galt afsted under et træningshop op til VM i Østrig i dag. Den 23-årige østriger kom ud for et voldsomt styrt på den frygtede Kulm-bakke, hvor han blev slået bevidstløs. Efterfølgende fortalte Müller, at han havde mistet følelsen i benene - et symptom der forbindes med skader på rygsøjlen. Ifølge AP er skihopperen her til aften blevet opereret i netop rygsøjlen.
»Det er en meget alvorlig rygsøjleskade med endnu uforudsigelige konsekvenser«, lyder den dystre melding fra lægen Ulf Karner over for det østrigske presseagentur. Konkurrencerne ved VM afholdes fra fredag til søndag.

Fodbold: Pierre-Emerick Aubameyang afviser rygter, der vil have ham til Arsenal eller Barcelona. I et interview med Sport Bild siger den lynhurtige angriber fra Gabon, at han har tænkt sig at blive i Dortmund, skriver BBC. Angriberen blev for nyligt kåret som årets Afrikas bedste spiller. Hans har været flyvende i denne sæson, hvor han har nettet 18 gange i 17 ligakampe.

Doping: Maratonstjernen Edna Kiplagat kræver syv millioner kroner i erstatning fra dopingsyndere. To af hendes værste konkurrenter har nemlig snydt hende for en million dollar i præmiepenge ved at snyde sig til sejre, mener kenyaneren. Den 36-årige langdistanceløber blev toer - og gik dermed glip af 500.000 dollar - i både 2010/11 og i 2013/14, da henholdsvis Liliya Shobukhova og Rita Jeptoo overgik hende. De to er siden blevet dømt for doping.

Fodbold: Det koster nu, at latinamerikanske fans har optrådt homofobisk ved landskampe. FIFA straffer Argentina, Chile, Mexico, Peru og Uruguay for »forhånende og diskriminerende råb«.
Chile fik den største bøde på knap en halv million kroner for episoder ved fire forskellige kampe, oplyser AP.

Fodbold: Den FCK-ejede målmand Jakob Busk måtte hente bolden af nettet en enkelt gang, da han spillede samtlige 90 minutter i en testkamp for tyske Union Berlin. Spanske Villarreals andethold sejrede 1-0 på en soloscoring efter pausen. Busk var i sidste uge til prøvetræning i Union, og da træneren kunne lide, hvad han så, tog han den tidligere U21-landsholdsmålmand med til forårsforberedelserne i det sydlige Spanien.

Fodbold: Der er to spændende kampe på programmet i Premier League onsdag aften. Topholdet Arsenal skal en tur til Liverpool, hvor Jürgen Klopps tropper venter, mens Christian Eriksen og Tottenham og Kasper Schmeichel i Leicester er de danske islæt i topkampen mellem rækkens nr. 4 og 2.

Fodbold: FC Nordsjælland har solgt angriberen Bruninho til den kinesiske klub Guangzhou FC. Salget er et af de største i Farum-klubbens historie.

Trav: Et flertal af aktionærerne på Billund Travbane valgte tirsdag aften at frasælge en lille del af arealet til en pris af 2,4 millioner kr., hvorved man har sikret driftsudgifterne til afholdelse af væddeløb i 2016. Dermed opfylder banen kravet fra Hestesportens Finansieringsfond, som kvitterer med at give præmietilskud til årets væddeløb. Direktør Christian Hundebøll siger: »Vi er glade for aktionærernes afgørelse. Nu kan vi selv afgøre vores egen fremtid, når den politiske afgørelse om hestesporten foreligger«. Alternativet havde været at standse med travløb eller at sælge hele arealet for 45 millioner kr., hvorefter Billund-travløbene med sikkerhed ville være ophørt med udgangen af 2016.

Formel 1: Briten Jolyon Palmer og Pastor Maldonado fra Venezuela er allerede bekræftet som Renault-holdets kørere i denne sæson. Men det kan der laves om på. I kulissen spøger angiveligt danske Kevin Magnussen. Den britiske avis The Telegraph mener således at vide, at Magnussen forhandler med mandskabet om en tjans som reservekører. The Telegraph skriver endvidere, at politisk ustabilitet i Venezuela kan have konsekvenser for de sponsorer, som Pastor Maldonado bakkes op af.

Fodbold: Hvor mange millioner kostede Neymar egentlig, da Barcelona købte ham i Santos i 2013? Neymar er blevet beordret til at møde op i retten 1. og 2. februar og forklare, hvad han ved om sit eget klubskifte. En fond, der for år tilbage erhvervede 40 procent af rettighederne til Neymars skifte ud af Brasilien, har anlagt sag, fordi de mener, de er blevet snydt i forbindelse med handlen. Barcelona holdt i lang tid fast i, at transfersummen var på 428 millioner kroner, men har efter pres erkendt, at de nok nærmere betalte omkring 700 millioner kroner for angriberen. Sagen har endvidere affødt sager om skatteunddragelse, der kan koste Champions League-mestrene et trecifret millionbeløb og sende klubpræsident Josep Maria Bartomeu og forgængeren Sandro Rosell bag tremmer.

Fodbold: Rygterne om Nicklas Bendtners nært forestående Wolfsburg-exit har svirret i nogen tid, men nu har den danske landsholdsspillers situation forandret sig i den tyske klub. Rivalen Bas Dost brækkede nemlig foden under tirsdagens træning, og skaden vil holde den hollandske midterangriber ude i seks-otte uger, skriver fodboldmagasinet Kicker.

Fodbold: Halvdelen af de 38 runder i den italienske Serie A er afviklet – og nu har over en tredjedel af ligaens trænere fået en fyreseddel. Seneste offer er Romas Rudi Garcia, der efter bare en sejr i de seneste 10 kampe er sat fra bestillingen. Roma ligger 5’er i Serie A. Den tidligere Roma-træner Luciano Spalletti er ifølge den italienske rygtebørs den nye boss i Roma.

Skiskydning: I World Cuppen i tyske Ruhpolding skal feltet onsdag eftermiddag ud på den ganske usædvanlige distance 19,8 km. Og hvorfor så det? Jo, der er akut mangel på sne. Derfor er strækningen blot 3,3 km og skal tilbagelægges seks gange. Under almindelige forhold ville der blive tilbagelagt fire runder á 5 km.

Tennis: Kvalifikationen til Australian Open i Melbourne måtte natten til onsdag dansk tid stoppes, da termometret var klatret op på 41,6 grader. Hovedturneringen begynder på mandag, hvor den ekstreme hedebølge er væk. Der er blot varslet temperaturer på 30-32 grader.

Forberedelser.  Andreas Cornelius (i midten) og resten af FCK-holdet var man dag tilbage på træningsbanen efter at have holdt ferie lidt over en måned. Angriberen er en af de spillere i FCK, der har alderen til at kunne deltage ved OL. - Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/NYHEDSTJENESTEN

Fodbold: Det danske U21-landshold kvalificerede i sommer Danmark til OL i Rio, men det bliver efter alt at dømme et landshold i en skrabet udgave, der skal af sted. Turneringen kolliderer nemlig med vigtige opgaver for holdene i Superligaen, og allerede nu melder topklubberne ud, at man ikke har i sinde at lade spillerne få fri til OL. »Der er ikke nogen af vores prioriterede spillere, der kommer til at spille OL«, lyder det fra FCK-direktør Anders Hørsholt til DR Sporten. Han får støtte fra FC Midtjylland. »De resultater, vi laver i europæisk fodbold, koster i de næste fem år«, siger FCM-sportsdirektør, Claus Steinlein, med henvisning til kvalkampe til Europa League eller Champions League, der ligger i OL-perioden 5.-21. august.

Fodbold: Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, har fyret generalsekretær Jerome Valcke med øjeblikkelig virkning. Valcke var i forvejen suspenderet, fordi han mistænkes for svindel.

Fodbold: Midterforsvareren Kenneth Emil Petersen forlader AaB efter denne sæson og fortsætter karrieren hos OB. Petersen har underskrevet en tre år lang kontrakt gældende fra 1. juli. Dermed genforenes han med sin tidligere træner Kent Nielsen, ligesom han kender OB's sportsdirektør Jesper Hansen fra sin tid i Horsens.

Fodbold: Efter halvanden sæson i OB skifter allrounderen Lasse Kryger til AC Horsens i den næstbedste fodboldrække. Dermed vender Kryger tilbage til den klub, hvor han spillede med pæn succes i fire år mellem 2010 og 2014. Lasse Kryger nåede 32 kampe for OB, men måtte ofte starte på bænken, og det er hovedårsagen til skiftet, forklarer han til OB's hjemmeside.

Fodbold: Superligaens tophold, FC København, har forlænget aftalen med sportsbeklædningsfirmaet Adidas, så den nu løber frem til 2020.

Fodbold: Målmanden Jakob Haugaard fik i weekenden sin debut for Premier League-klubben Stoke. Den 23-årige vogtede målet i stedet for Jack Butland, da Stoke spillede sig videre til 4. runde i FA Cuppen med en udesejr på 2-1 over Doncaster. »Det er fantastisk at have fået min første officielle kamp, og jeg er glad for, at sejren sendte os videre… Jeg vil blive ved med at presse på, og forhåbentlig får jeg chancen for at få debut på Britannia Stadium«, siger Haugaard til Stokes hjemmeside. Stoke spiller onsdag aften mod Norwich.

NFL: Holdejerne har natten til onsdag godkendt, at St. Louis Rams flytter tilbage til Los Angeles, hvor holdet tidligere hørte hjemme. For første gang siden 1994 vil NFL dermed have et hold til stede i USA's næststørste by. Ejerne godkendte Rams’ plan med stemmerne 30-2 i favør for at flytte holdet fra St. Louis og bygge et nyt stadion med plads til 70.000 tilskuere i Los Angeles-bydelen Inglewood. Tre hold havde indsendt en ansøgning om skifte til LA. San Diego Chargers og Oakland Raiders trak i første omgang Sorteper, men Chargers får mulighed for at rykke til LA om et år. Raiders bliver i stedet kompenseret økonomisk.

Atletik: Skandalen omkring de statsstøttede doping i Rusland fortsætter. Dokumenter, som AP er kommet i besiddelse af, afslører at det internationale atletikforbund (IAAF) allerede i 2009 henvendte sig til lederne i det russiske forbund. Blodværdier var ifølge AP's oplysninger på grænsen til det livsfarlige.

Fodbold: Barcelonastjernen Luis Suárez må se sit holds næste to pokalkampe fra tribunen, efter at Barcelonas appel mod uruguayanerens karantæne er blevet afvist. Suárez blev tildelt to kampe i skammekrogen for at have optrådt provokerende i minutterne efter Barcelonas møde med lokalrivalen Espanyol i 1/8-finalens første opgør i sidste uge. Der er returkamp i aften, hvor Barcelona skal forsvare en 4-1-føring.

Basketball: Stjernen Kobe Bryant har store problemer med bentøjet i sine sidste måneder som aktiv NBA-spiller. Den 37-årige veteran måtte humpe fra banen med akillesseneproblemer efter blot 16 minutters spil, da hans klub, Los Angeles Lakers, natten til onsdag dansk tid hentede en sjælden sejr på 95-91 over New Orleans Pelicans. Han lavede 7 point på de 16 minutter, men missede alle sine fem forsøg fra trepointstregen.

Ishockey: Nikolaj Ehlers kan klistre endnu en NHL-scoring ind i scrapbogen, men det halter fortsat for hans klub, Winnipeg Jets, i kampen om playoff-pladserne. Winnipeg tabte natten til onsdag dansk tid med 1-4 på egen is til San Jose Sharks, og så var det en fattig trøst for Ehlers, at han undervejs i kampen udlignede til 1-1. Den danske forward er oppe på 15 point i 43 kampe (7 mål og 8 assister) i sin første NHL-sæson.

Ishockey: Andetsteds i NHL var natten mere opmuntrende for en anden dansk hurtigløber Mikkel Bødker, der sammen med Arizona Coyotes besejrede Edmonton Oilers med 4-3 efter overtid. Bødker blev noteret for en assist til 3-3-scoringen i tredje periode, men stod lidt i skyggen af holdkammeraterne Oliver Ekman-Larsson og Max Domi, der blev kampens store profiler.

Redaktionen anbefaler

Svensk stjerneback i klemme mellem OL og FCK

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce