Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Topklub byder på Superligaens topscorer

Åge Hareide debuterer mod Island, mens NFL får sin første kvindelige fuldtidstræner.

Fodbold: Topscoreren i Superligaen kan være tabt for dansk fodbold. Den portugisiske storklub Sporting Lissabon har nemlig budt på AaB's farlige angriber Lukas Spalvis. Det bekræfter spillerens agent over for Ekstra Bladet.

Læs ogsåAaB overvintrer på andenpladsen

Litaueren har scoret 14 gange for AaB-mandskabet, som er rykket helt frem mod toppen, inden forårssæsonen sættes i gang. Det forlyder, at Sporting er villige til at betale omkring 14 millioner kroner for Lukas Spalvis.

Fodbold: Alexis Sánchez kan få comeback for Arsenal, når Premier League-førerholdet søndag tager imod det falmede mesterhold, Chelsea, i et London-derby. Arsenals manager, Arsène Wenger, gør sig dog sine overvejelser i forhold til, om han vil bruge sin stjerneangriber i kampen, efter at Alexis Sánchez har siddet ude i næsten to måneder.

Læs ogsåPointdeling efter drømmekamp på Anfield

»Jeg er forsigtig med ham (Alexis Sánchez, red.), for vi kan ikke tåle et tilbagefald med ham. Et tilbagefald vil betyde, at han kommer til at sidde ude i meget lang tid, så den risiko ønsker vi ikke at løbe, siger Arsène Wenger til Arsenals hjemmeside.

Håndbold-EM: Det var noget af en overraskelse, da Frankrig tirsdag tabte 25-31 til Polens værter i den tredje og sidste kamp i gruppe A ved EM-slutrunden i håndbold.

Læs ogsåVerdensmestrene sat på plads efter polsk magtdemonstration

Det nederlag fik tilsyneladende skabt fornyet motivation hos Frankrigs regerende OL-, EM- og VM-guldvindere, og det gik torsdag ud over Hviderusland i den første kamp i mellemrunden.Hviderusserne blev gennempryglet i Krakow og tabte 23-34.

Fodbold: Ifølge TV3 Sport er den tidligere landsholdsspiller for Danmark, Nicki Bille, efter kun et halvt år i Esbjerg på vej væk i dette transfervindue. Angiveligt skulle den polske klub Lech Poznan og Esbjerg lige nu være i forhandlinger om et klubskifte for angriberen.

Fodbold: Víctor Valdés har muligvis fundet en ny klub, efter at han for et halvt år siden blev kasseret af Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal. I hvert fald har den mangeårige FC Barcelona-målmand offentliggjort en meddelelse på Twitter, som kraftigt indikerer et skifte.

»Tak til alle for jeres støtte til mig gennem disse måneder med hårdt arbejde, jeg vil aldrig glemme det. Vi ses snart«, skriver 34-årige Víctor Valdés i en meddelelse, der er ledsaget af et billede med Manchester Uniteds navn.

Fodbold: Når Danmark den 24. marts møder Island på MCH Arena i Herning, bliver det for første gang med Åge Hareide på trænerbænken for landsholdet. Der hviler ikke et stort sportsligt pres på nordmanden, da der er tale om en testkamp. For Island er der dog tale om et led i forberedelserne til sommerens EM-slutrunde i Frankrig.

Fodbold: Javier Mascherano har i dag fået en dom på et års fængsel for skattesvig. Den argentinske spiller forventes dog ikke at skulle ruske tremmer, beretter nyhedsbureauet AP. Barcelona-spilleren har derudover fået en bøde på omkring seks millioner kroner.
Ifølge Reuters erklærede Mascherano sig skyldig i at have snydt den spanske statskasse for over 10 millioner kroner ved at hemmeligholde indkomster via skuffeselskaber i USA og Portugal. Argentineren mødte kortvarigt op i retten i dag, hvor han modtog sin straf. Ifølge Reuters er det normal kost i Spanien, at domme på mindre end to års fængsel ikke føres ud i livet.
Ifølge BBC skal en dommer nu tage stilling til, om argentineren kan undgå at ruske tremmer mod at betale en større bøde.
Det britiske medie fortæller, at argentineren i dag har udsendt et tweet, hvor han skriver:
»Jeg er en sportslig professionel, jeg har ikke det store kendskab til skatter og love«.

Fodbold: Maurizio Sarri har fået to spilledages karantæne og 150.000 kroner i bøde. Dommen kommer i kølvandet på, at Inters træner, Roberto Mancini, har beskyldt Napoli-træneren for at fornærme ham med homofobiske gloser, da de to topmandskaber mødtes i Copa Italia i midtugen. Der går dog lang tid, inden dommen får konsekvenser, da den kun gælder i Coppa Italia, som Napoli er blevet slået ud af.

Fodbold: Brøndby og FCK skal hoste op med henholdsvis 125.000 og 100.000 kroner. Fodboldens Disciplinærinstans har tildelt klubberne bøderne for afbrænding af fyrværkeri på tilskuerpladserne, da de to hold mødtes på Brøndby Stadion tilbage i november.

Håndbold: Allan Damgaard skifter omgående fra den konkursramte tyske bundesligaklub HSV Handball til Bjerringbro-Silkeborg, der i de næste to og et halvt år får glæde af bagspillerens kvaliteter. Yderligere to danskere fra Hamburg er på jagt efter en ny klub: Hans Lindberg og Casper U. Mortensen.

Tennis: Underholdningen var i top, da spanieren Feliciano López spillede sig videre til tredje runde i grand slam-turneringen Australian Open. Efter en yderst seværdig maratonkamp på mere end fire og en halv time vandt López med de tætte cifre 7-6, 6-7, 7-6, 6-7, 6-4 over argentineren Guido Pella. I fjerde sæt tilspillede López sig to matchbolde, men Pella afværgede dem begge på heroisk vis, selv om han var hårdt presset i duellerne. Samme scenarie gentog sig i afgørende sæt, hvor Pella præsterede at afværge yderligere to matchbolde, inden en kramperamt López hev sejren i hus. López skal i 3. runde møde op amerikaneren John Isner (seedet 10).

Resultater fra 2. runde af Australien Open i Melbourne

Herresingle

  • Andy Murray, Storbritannien (2)-Samuel Groth, Australien, 6-0, 6-4, 6-1
  • Stanislas Wawrinka, Schweiz (4)-Radek Stepanek, Tjekkiet, 6-2, 6-3, 6-4
  • John Isner, USA (10)-Marcel Granollers, Spanien, 6-3, 7-6 (8/6), 7-6 (7/2)
  • Milos Raonic, Canada (13)-Tommy Robredo, Spanien, 7-6 (8/6), 7-6 (7/5), 7-5
  • Feliciano Lopez, Spanien (18)-Guido Pella, Argentina, 7-6 (7/2), 6-7 (4/7), 7-6 (7/3), 6-7 (8/10) 6-4
  • Viktor Troicki, Serbien (21)-Tim Smyczek, USA, 6-4, 7-6 (7/5), 7-6 (7/4)
  • Gael Monfils, Frankrig (23)-Nicolas Mahut, Frankrig, 7-5, 6-4, 6-1
  • Steve Johnson, USA (31)-Thomaz Bellucci, Brasilien, 6-3, 6-2, 6-2
  • Joao Sousa, Portugal (32)-Santiago Giraldo, Colombia, 6-3, 7-5, 3-6, 6-1
  • Dudi Sela, Israel-Fernando Verdasco, Spanien, 4-6, 6-3, 6-3, 7-6 (7/4)
  • Stephane Robert, Frankrig-Rajeev Ram, USA, 6-1, 6-7 (6/8), 4-6, 7-5, 7-5

Damesingle

  • Garbiñe Muguruza, Spanien (3)-Kirsten Flipkens, Belgien, 6-4, 6-2
  • Angelique Kerber, Tyskland (7)-Alexandra Dulgheru, Rumænien, 6-2, 6-4
  • Annika Beck, Tyskland-Timea Bacsinszky, Schweiz (11), 6-2, 6-3
  • Victoria Azarenka, Hviderusland (14)-Danka Kovinic, Montenegro, 6-1, 6-2
  • Madison Keys, USA (15)-Yaroslava Shvedova, Kasakhstan, 6-7 (4/7), 6-3, 6-3
  • Naomi Osaka, Japan-Elina Svitolina, Ukraine (18), 6-4, 6-4
  • Laura Siegemund, Tyskland-Jelena Jankovic, Serbien (19), 3-6, 7-6 (7/5), 6-4
  • Ana Ivanovic, Serbien (20)-Anastasija Sevastova, Letland, 6-3, 6-3
  • Denisa Allertova, Tjekkiet-Sabine Lisicki, Tyskland (30), 6-3, 2-6, 6-4
  • Zhang Shuai, Kina-Alize Cornet, Frankrig, 6-3, 6-3
  • Madison Brengle, USA-Johanna Larsson, Sverige, 7-5, 4-6, 6-1
  • Barbora Strycova, Tjekkiet-Vania King, USA, 7-6 (7/5), 6-4
  • Varvara Lepchenko, USA-Lara Arruabarrena Vecino, Spanien, 7-6 (9/7), 6-4
  • Johanna Konta, Storbritannien-Zheng Saisai, Kina, 6-2, 6-3

Golf: Thomas Bjørn gik fire slag under par og Søren Kjeldsen to slag under par, da de med solide 1. runder i Abu Dhabu Championship spillede sig til foreløbige top-10-placeringer i sæsonens første store udfordring. I toppen ligger også store kanoner som Rory McIlroy, Henrik Stenson og Jordan Spieth. Halvdelen af feltet – herunder Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard – mangler dog endnu at fuldføre 1. runde.

Fodbold: Bayern München har været en tur forbi den lokale politistation og foretaget en anmeldelse af, at en af klubbens stjernespillere har fået lækket en lønseddel på internettet. At fodboldspillere på Medhi Benatias niveau tjener godt, er velkendt, men lønsedlen indeholder også en lang række personlige oplysninger omkring bopæl og bankforbindelse som forsvarsklippen og klubben ikke vil dele med omverdenen. Politiet arbejder ifølge Sport1 ud fra en teori om, at Bayern-stjernen kan have ladet lønsedlen ligge på forsædet af sin bil, hvorefter der er blevet taget et billede af det personfølsomme papir. Og hvad tjener en spiller, som Bayern i 2014 købte i Roma for angiveligt 175 millioner kroner? Ifølge tyske medier fremgår det, at marokkaneren har en månedlig grundløn på 2,5 millioner kroner. Når det tyske skattevæsen har været der, er der 1,375 millioner kroner tilbage. Hver måned. Til kontraktudløb i 2019.

Fodbold: Der er en offensiv forstærkning på vej til superligaklubben Viborg, idet Mikkel Vestergaard fra Esbjerg har skrevet kontrakt frem til sommeren 2019. Aftalen træder dog først i kraft, når angriberens kontrakt med Esbjerg udløber til sommer.

NFL: Buffalo Bills har skrevet historie. Holdet er blevet det første i NFL til at udnævne en kvindelig fuldtidstræner. Navnet er Kathryn Smith og hun er hyret som ny såkaldt quality control-special-træner. Netop den type træner har ikke så meget med spillerne på banen at gøre. Deres primære job er at analysere og aflevere rapporter til holdets træner. Den første fuldtidsansatte kvindetræner glæder cheftræner Rex Ryan. »Hun har bestemt fortjent den her forfremmelse baseret på sin viden og sin dedikation. Og det er bare nogle af hendes fantastiske kvaliteter. Jeg ved ganske enkelt, at hun kommer til at gøre et fremragende arbejde i sin nye rolle«, siger Rex Ryan.

Fodbold: Lionel Messi, Luis Suárez og Neymar løber normalt med det meste af opmærksomheden hos fodboldklubben FC Barcelona, men selv uden to tredjedele af stjernetrioen har træner Luis Enrique et stærkt mandskab. Det beviste catalonierne onsdag aften ved at vinde den første kvartfinale i Copa del Rey med 2-1 på udebane over Athletic Bilbao. Der er returkamp i Barcelona om en uge. Mere åbent er det i en anden kvartfinale, efter at Celta og Atlético Madrid spillede 0-0 i Vigo. Celtas dansker, Daniel Wass, fik 93 minutter på banen, inden han blev skiftet ud i dommerens tillægstid.

Tennis: Det var tæt på ren opvisning, da andenseedede Andy Murray overlegent slog Samuel Groth i anden runde ved grand slam-turneringen Australian Open. Murray vandt 6-0, 6-4, 6-1 over australieren Samuel. I tredje runde skal skotten nu møde portugiseren Joao Sousa, der ligger nummer 33 i verden og er 32.-seedet i turneringen.

Håndbold: Landsholdsspillere er vant til et kompakt spilleprogram ved slutrunder, men med gruppesejren ved EM i Polen har Danmark sikret sig noget så sjældent som tre hviledage på stribe, før det går løs i mellemrunden. Først på søndag venter den næste opgave i Wroclaw mod Spanien, der også avancerer som gruppevinder. »Det tror jeg aldrig, jeg har prøvet til en slutrunde… Men jeg tror, det bliver fint at få clearet hovedet og tænke på noget andet. Det er godt med et par dages håndboldfri«, siger målmanden ifølge Ritzau. Danmark bruger den første hviledag på at rejse fra Gdansk til Wroclaw, hvor mellemrunden afvikles.

Fodbold: Mens Neymar allerede skal vidne i retten i begyndelsen af februar i forbindelse med mulig skatteunddragelse, da han skiftede fra Santos i Brasilien til FC Barcelona i Spanien i 2013, så bliver det først efter sæsonen, at FC Barcelonas talisman Lionel Messi skal stå ret for de spanske dommere. Messi og hans far er anklaget for skatteunddragelse for lidt 30 millioner kroner for år tilbage, da Messis karriere for alvor tog fart. Sagen indledes 31. maj og der er berammet fire retsdage. De spanske skattemyndigheder kræver 22 måneders fængsel til verdens bedste fodboldspiller og faderen Jorge.

Redaktionen anbefaler

Hareide vil spille offensivt og tage Olsen med på råd

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce