Annonce
Annonce
Sport

OL-håb indkasserer »sjældent stor« sponsoraftale

Roerne Rasmus Quist og Mads Rasmussen skriver sponsorkontrakt med TDC. Duoen kan nu dedikere sig fuldt ud til målet om OL-medaljer til sommer.

Annonce

Nu fungerer vi som proffer, og det giver noget ro på

Mads Rasmussen, eliteroer

I Danske Studenters Roklub tager de deres foretrukne element alvorligt.

Det meste i klubbens lokaler på Svanemøllen Havn er holdt i havblå nuancer som det Øresund, der breder sig lige ude foran roklubbens store ruder.

Gulve, vægge, borde og stole. Endda skjorterne på dagens to hovedpersoner, eliteroerne Rasmus Quist og Mads Rasmussen.

Anledningen er, at de to roere officielt indgår en, med egne ord, »sjældent stor« sponsoraftale med danske TDC

»Det er næsten som at aflevere en opgave på universitetet«, konstaterer Mads Rasmussen, da kontrakterne placeres foran ham i flere eksemplarer. Klar til at blive skrevet under.

Der breder sig en stilhed i rummet, da kuglepennene bliver hevet frem. Så fylder en krattende lyd af blæk mod papir kortvarigt lokalet, og aftalen er en realitet.

»Fantastisk«, udbryder TDC’s koncernchef, Pernille Erenbjerg, da sidste underskrift er sat.

Hemmeligt beløb

Det er ingen hemmelighed, at roning i Danmark ellers ikke er noget, man ligefrem bliver hovedrig af. Langt de fleste roere herhjemme har andre job ved siden af.

Men det har nu ændret sig. I hvert fald for Mads Rasmussen og Rasmus Quist, som med den 1-årige kontrakt i ryggen nu kan koncentrere sig fuldt ud om deres helt store mål:

At vinde medaljer ved OL i Rio de Janeiro til sommer.

»Vi er super glade. Det her kommer helt konkret til at betyde, at vi ikke behøver lave andet end at ro fra nu af og indtil Rio«, lyder det fra Mads Rasmussen.

»Vi kan gå ind og blive fuldtidsprofessionelle nu, og vi behøver ikke at bekymre os om andet end sporten, hverken før eller efter OL. Det hjælper rigtig meget. Og jeg tror bestemt, det øger chancen for at hente medaljer«, supplerer Rasmus Quist.

LÆS OGSÅ Dansk rosport profiterer af effektiv fødekæde

Ingen af parterne vil ud med sponsoratets størrelse i kroner og øre.

Men roerne tør godt afsløre, at sponsoraftalen er »væsentligt større« end den tidligere rekord på 350.000 sponsorkroner, som duoen tidligere har modtaget.

»Men det er dog ikke sådan, at vi går ud og køber en Jaguar i morgen«, indskyder Rasmus Quist.

»Vi ser det heller ikke som et sponsorat, men mere som et samarbejde. Det er ikke sådan, at vi nu er et par marionetdukker for TDC, og vi står jo heller ikke her i dag klædt i TDC-tøj fra top til tå«, tilføjer Mads Rasmussen.

Kvalifikation skal sikres til maj

Om ni dage tager duoen af sted på træningslejr i Portugal. Her skal de træne intenst frem mod et afgørende delmål, der skal klares, inden en plads på sejrsskamlen i Rio kan blive en realitet: OL-kvalifikationsregattaen i Schweiz til maj.

For selvom OL-ambitionerne er høje, er de to roere endnu ikke udtaget.

»Der er to pladser tilbage ved regattaen. Og dem skal vi ned og tage. Der går det ikke at blive nummer tre. Så stressfaktoren er højere oppe nu, end hvad den tidligere har været frem mod vores andre OL’er«, siger Rasmus Quist.

»Men typisk er det jo sådan, at hvis du klarer dig godt til regattaen, klarer du dig godt til OL. Så vi går nogle rigtig spændende måneder i møde«, lyder det fra Mads Rasmussen.

LÆS OGSÅ Hold da op, hvor er det fedt: Danske roere er klar til OL

Begge roere mærker presset tydeligt. Derfor ser de frem til, at sponsoraftalen kan være med til at dulme nerverne og holde fokus på træningen.

»Den her sponsoraftale betyder, at vi nu kan fokusere hundrede procent på vores sport. Vi behøver ikke længere bekymre os om at klemme noget arbejde ind her og der. Nu fungerer vi som proffer, og det giver noget ro på«, siger Mads Rasmussen og fortsætter:

»Det er ikke længe siden, vi næsten kunne blive uvenner over, hvis Rasmus eksempelvis havde klemt noget arbejde ind ved siden af roningen. Men det ændrer det her på. Nu handler det kun om OL«.

Redaktionen anbefaler

Så vandt Danmark endelig guld

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce