Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Dansk EM-spiller taget for doping

Legendarisk bulgarsk forsvarsspiller død efter hjertetilfælde.

Annonce

Ishockey: På et mål i 2. periode af Morten Madsen vandt det danske landshold 1-0 over Norge i turneringen Metal Challenge i Rødovre Skøjtehal. Dermed vandt Danmark turneringen efter at det fredag aften havde slået Sydkorea 2-9.

Atletik: 20-årige Mette Graversgaard fra Aarhus 1900 satte i svenske Växjö med tiden 23,99 sekunder dansk rekord indendørs på 200 meter. Selv ikke udendørs har nogen dansk kvinde de seneste ti år presset sig under de 24 sekunder.

Håndbold: Team Tvis Holstebro vandt efter et nervepirrende ligaopgør hjemme 26-25 over lokalrivalerne fra Skjern. Udeholdet scorede ikke de sidste syv minutter og satte dermed en føring på 25-22 over styr.

Curling: Landsholdsspilleren Helle Simonsen er havnet i en dopingsag, skriver Ritzau. Under EM i Danmark i november sidste år blev hun testet positiv, meddeler Dansk Curling Forbund i en pressemeddelelse. »Helle Simonsen har en hormonel forstyrrelse kaldet PCOS og har i den forbindelse taget noget naturmedicin for at opnå en normal hormonel balance i forbindelse med ønsket om en graviditet. Et af stofferne i det præparat er på dopinglisten. Helle har ikke været opmærksom på, at stoffet var på listen. Det er ikke taget med præstationsfremme for øje, og hun er meget ked af det, der er sket«, meddeler Dansk Curling Forbund. Sagen skal nu behandles i Det Internationale Curlingforbund.

Atletik: Sara Slott satte dansk rekord på 400 meter indendørs, da hun ved Nordenkampen i Växjö i Sverige vandt på distancen i tiden 52,59 sekunder. Sara Slott er kvalificeret til OL i Rio i disciplinen 400 meter hæk.

Fodbold: Manchester United fortsætter slingrekursen i den engelske Premier League, da holdet på udebane skuffende måtte se sig besejret 2-1 af bundholdet Sunderland. United kom bagud 1-0 allerede i kampens 3. minut, da Wahbi Khazri scorede. Anthony Martial udlignede seks minutter før pausen, men tættere på kom storholdet ikke, og i 82. minut lavede David de Gea selvmål, så Sunderland kunne fejre sæsonens blot 6. sejr.

Motorsport: Kevin Magnussens holdkammerat hos Renault, Jolyon Palmer, roser danskeren, som han mener vil forsøge at bevise noget overfor sit tidligere hold, McLaren, i den kommende sæson. »Jeg er sikker på, at han (Magnussen, red.) vil være uhyre motiveret for at vise McLaren, at han ikke skulle have været fyret«, siger Palmer til Autosport med henvisning til, at det britiske storhold fyrede Magnussen i oktober sidste år.

Olympisk: Marcus Toft Vorre blev nummer 5 i Super G ved ungdoms-OL i Lillehammer. Den danske atlet var 0.69 sekunder efter vinderen River Radamus fra USA. I samme disciplin hos pigerne sikrede Ida Brøns sig en 17. plads

Fodbold: En af Bulgariens bedste forsvarsspillere nogensinde, Trifon Ivanov, er død efter et hjertetilfælde. Ivanov spillede 76 landskampe for Bulgarien og var blandt andet med til at blive nummer 4 ved VM i 1994. Han spillede i sin karriere for CSKA Sofia, Austria Wien, Real Betis og Neuchatel Xamax. Ivanov blev 50 år.

Alpint: Kvindernes styrtløb i Crans-Montana er blevet udsat til søndag på grund af heftigt snefald i området.

Skisport: Therese Johaug vandt fem kilometer klassisk stil ved World Cuppen i Langrend, der blev afviklet i svenske Falun. Det var nordmandens 13. World Cup-sejr i denne sæson, og hun er dermed tæt på landsmanden Marit Bjørgens rekord på 17 sejre i en sæson. Der var nordmænd på de fire første pladser.

Tennis: Venus Williams er klar til finalen i WTA-turneringen Taiwan Open. Amerikaneren skal møde Japans Misaki Doi, og dermed er det turneringens to topseedede spillere, som kæmper om sejren.

Golf: Nicole Broch Larsen, Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen er placeret i top 6 efter anden runde af New Zealand Women's Open. Førstnævnte er på en delt 6. plads, mens de to andre er på en delt 3. plads. De tre danskere er henholdsvis tre og to slag efter den førende Lydia Ko.

Baseball: Jenrry Mejia fra New York Mets er blevet idømt livsvarig karantæne efter at han for tredje gang er blevet snuppet i en dopingkontrol. Mejia har en lang historie med indtagelse af forbudte midler, og da kasteren blev afsløret for tredje gang, var han i gang med at afsone en straf på 162 kampes karantæne. Det er første gang, en spiller fra Major League Baseball idømmes karantæne på livstid.

Redaktionen anbefaler

Træt Burgaard melder fra til OL- og EM-kvalifikation

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce