Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Frank Arnesen fyret i Grækenland

Følg med i nyhederne fra sportens verden i ind- og udland.

Ishockey: Aalborg Pirates har leveret nogle spektakulære kollaps i ishockeyligaen i denne sæson, og i hjemmekampen mod Sønderjyske tirsdag aften gik det igen galt for det unge mandskab. Foran 2016 tilskuere i Gigantium indkasserede Aalborg seks mål på mindre end ti minutter i en frygtelig første periode, og dermed var grunden lagt til et nederlag på 3-6 til de forsvarende mestre, Sønderjyske.

Håndbold: Nordsjælland Håndbold kæmper en ihærdig kamp for at komme fri af bundregionerne i herrernes håndboldliga, men nordsjællænderne smed et potentielt dyrt point væk mod Aalborg tirsdag aften. Kampen endte 20-20, men foran eget publikum var Nordsjælland to mål foran med mindre end to minutter tilbage at spille.

Ishockey: Den finske ishockeyklub Jokerit med tre danske spillere i truppen har sikret sig et stærkt udgangspunkt, inden KHL-slutspillet begynder i den kommende weekend. Jokerit besejrede tirsdag aften storklubben SKA St. Petersborg med 3-1 og er dermed sikker på at vinde Bobrov Divisionen, den ene af KHL's fire divisioner.

Fodbold: Den tyrkiske storklub Fenerbahce er godt på vej i ottendedelsfinalen i Europa League, efter at holdet på hjemmebane besejrede Lokomotiv Moskva med 2-0 tirsdag aften. Med Simon Kjær som solid støtte i centerforsvaret var hjemmeholdet ganske overlegent mod et russisk mandskab, der var handicappet af, at den hjemlige liga først bliver genoptaget i begyndelsen af marts.

Håndbold: Skiftet fra den mangeårige landstræner Jan Pytlick til efterfølgeren Klavs Bruun Jørgensen trækker tilsyneladende fortsat spor på kvindelandsholdet i håndbold. Nu har holdets fysioterapeut gennem otte år, Birte Andersen, valgt at aflevere sin opsigelse, og hun lægger ikke skjul på, at det skyldes, at hun ikke er på bølgelængde med den nye landstræner. For to uger siden fyrede Klavs Bruun Jørgensen stregspilleren Mette Gravholt fra landsholdet, fordi »Gravholts opfattelse af, hvad det vil sige at indgå på et landshold, ikke flugter med vores«, som han formulerede det.

Cykling: Kun to måneder efter bruddet med Stölting Service Group er energidrikkoncernen Cult Energy tilbage i cykelsporten. Cult er trådt ind som sponsor for det danske kontinentalhold Team ColoQuick, der fremover skal køre under navnet ColoQuick-Cult.

Fodbold: Det er ikke kun klubber i den øverste fodboldrække i Kina, som fisker spillere i den engelske Premier League. Nu melder også Beijing Renhe sig i køen af importører af stjernebestrøet arbejdskraft. 2. divisionsklubben har hentet Nikica Jelavic i West Ham, hvor den 30-årige angriber ikke slog til efter et mål i 13 ligakampe. Jelavic har tidligere spillet i blandt andet Hull, Everton og Rangers.

Fodbold: Bølgen af protester over opskruede billetpriser i engelsk fodbold får endnu en konsekvens. Denne gang i Det Engelske Fodboldforbund, FA. Forbundet har besluttet at sænke priserne til årets FA Cup-finale med ti procent fra en startpris på 50 til 45 pund. Også de laveste priser på billetter til de to FA Cup-semifinaler får et nøk nedad.

Fodbold: Andriy Shevchenko har pensioneret sig som fodboldspiller. Nu har han indledt en ny karriere for sit land. Denne gang som assistenttræner på Ukraines landshold. Den 39-årige tidligere angriber tiltrådte som landstræner Mikhail Fomenkos højre hånd ved en ceremoni afholdt tirsdag.

Fodbold: Danske Frank Arnesen er fyret som sportschef i den græske klub Paok efter blot otte måneder på posten. Det oplyser klubben på sin hjemmeside. Paok, der blandt andet har den tidligere topspiller Dimitar Berbatov på lønningslisten, sluttede på tredjepladsen i den bedste græske liga i sidste sæson, men ligger i øjeblikket på femtepladsen - 27 point bag suveræne Olympiakos.
»Desværre kunne vores samarbejde ikke fortsætte på grund af forskelligheder i filosofien omkring opbygning og holdledelse«, lyder begrundelsen fra klubben på sin officielle hjemmeside, skriver DR.

Arnesen har haft flere job som sportschef, siden han i 1988 indstillede sin aktive fodboldkarriere. Hans sidste fodboldjob varede endnu kortere end opholdet i Grækenland, da han efter blot en måned som sportsdirektør i Metalist Kharkiv måtte stoppe grundet den politiske situation i Ukraine, fortæller Ritzau.

Boksning: Mogens Palle og Brian Nielsen har rokeret på plakaten til Danish Fight Night-boksestævnet 26. februar. Pierre Madsen er ude med en skade og erstattes af sin sparringspartner Nick Evans, som får professionel kontrakt med arrangørduoen. 25-årige Evans har bokset 118 amatørkampe, den sidste i 2014. Palle og Nielsen har indgået aftale med TV2 Sport om tv-transmission af de kommende seks stævner, skriver Ritzau.

Tennis: Verdens bedste kvindelige tennisspiller, Serena Williams, har for anden uge i træk tabt til influenza. Denne gang har sygdommen tvunget hende til at trække sig fra WTA-turneringen Qatar Open, som spilles i næste uge. I sidste uge måtte hun trække sig fra turneringen i Dubai.

Atletik: Direktøren i Det Kenyanske Atletikforbund, Isaac Mwangi, har tilbudt at trække sig i tre uger, mens bekyldninger mod ham undersøges. De to atleter Francisca Koki og Joyce Zakari anklager Mwangi for at have krævet mere end 300.000 kroner, før der faldt dom i deres dopingsager. De to atleter hævder, at de undlod at betale og fik efterfølgende fire års karantæne.
Atletik-chefen bekræfter, at han har talt med de to atleter, men afviser beskyldningerne.
»Wada er meget bekymret over meldingerne om afpresning og bestikkelse. Det lyder meget som det, vi erfarede gennem den uafhængige rapport om doping i international atletik«, lød meldingen fra Det Internationale Antidopingagenturs direktør, David Howman efter anklagen, beretter Ritzau.

Fodbold: Nicklas Bendtner er ikke med i Wolfsburg-truppen, der i morgen møder Gent ved ottendedelsfinalerne i Champions League. Den tyske klub er ramt af både skader og karantæner, men oplyser over for Ritzau, at Bendtner for anden kamp i træk ikke er udtaget til truppen.

Badminton: Danmark startede i dag EM i badminton for hold på overbevisende facon, da det blev til en sejr på 5-0 over Tyrkiet. De danske herrer afgav undervejs ikke et eneste sæt. I deres næste gruppekamp venter Kroatien på onsdag, mens de danske kvinder i morgen tager imod Finland.

Fnidder.  Barcelona og Sevilla stod i starten af sæsonen over for hinanden i Super Cup-finalen i Tbilsi. Klubberne skal i maj dyste om den spanske pokal, men får umiddelbart ikke lov til at spille på Real Madrids stadion. Arkivfoto: Ivan Sekretarev/ APFodbold: Real Madrids stadion, Santiago Bernabeu, er med sine 81.000 sæder det helt oplagte sted at spille finalen ved Copa del Rey i maj. Det mener finalisterne fra Barcelona og Sevilla i hvert fald. Real Madrid lader dog til at være af en anden opfattelse grundet risikoen for at se deres største rival løfte pokalen på deres stadion, fortæller AP. Mens klubberne har ventet på en melding fra Real Madrid, har rockikonet Bruce Springsteen annonceret, at han optræder på stadionet samme dag som finalen. Dermed ser det ud til, at klubberne skal kigge efter en ny neutral grund pokalbraget. Her er Atletico Madrids Vicente Calderon-stadion favorit, skriver nyhedsbureauet.

Cykling: Danske Lasse Norman kan se frem til Mark Cavendish, når han i næste måned skal til VM i banecykling. Lasse Norman er forsvarende olympisk mester i omnium og har ligesom sin britiske konkurrent sommerens OL som det helt store mål. De to er begge i gang med at vænne sig til cykelbanen igen efter en periode på landevejen, beretter Ritzau.

Håndbold: Sverige overlader deres OL-skæbne til to danskere. FC Midtjyllands træner, Helle Thomsen, tager sin assistent fra klubben, Kristian Kristensen, med til Sveriges landshold i marts, når hun skal forsøge at føre vores nordiske naboer til OL. Sverige skal i forårets kvalifikationsturnering i kamp mod Mexico, Polen og Rusland om en af de to billetter til legene i Rio de Janeiro til sommer.

Fokus.  Chelseas manager, Guus Hiddink, vil have Eden Hazard (th) til at forbedre sit spil i stedet for at spekulere i at skifte klub. I aften møder Chelsea PSG, som den unge belgier har udtalt interesse for. arkivfoto: Matt Dunham/ APFodbold: Eden Hazard bør fokusere på at forbedre sine præstationer og sin form i stedet for at spekulere i et eventuelt klubskifte i slutningen af sæsonen. Sådan lyder budskabet fra Chelsea-træner Guus Hiddink, der ikke just virker tilfreds med, at den unge belgier i et interview med den franske avis Le Parisien har sagt, at han ville have »svært ved at sige nej«, hvis PSG bød på ham, beretter Reuters.
»Han har en kontrakt, som han har forlænget for nylig, men først skal han komme i form og vise, at han er en topspiller. Derefter kan han få stor værdi for Chelsea, som er en topklub«, lyder det fra hollænderen ifølge Reuters forud for aftenens brag mellem PSG og Chelsea. Hazard blev sidste år kåret til årets spiller i England, men har i denne sæson nærmest symboliseret Chelseas store nedtur, hvor han kun har scoret en enkelt gang - på et straffespark.

Fodbold: Der var godt nyt for Erik Sviatchenko og holdkammeraterne i Celtic i aftes. Det skotske tophold er i denne sæson blevet jagtet tæt af Aberdeen, men har nu muligheden for at bringe sig seks point foran forfølgerne. Aberdeen tabte nemlig i aftes til Inverness CT efter 12 kampe uden nederlag.

Ishockey: Danske Frederik Andersen blev passeret tre gange allerede i første periode, men var alligevel skarp, da hans hold, Anaheim, slog Calgary 6-4 i NHL. Danskeren leverede 33 redninger, og Anaheim er efter en god stime nu på andenpladsen i Pacific Division. I Phoenix var Mikkel Bødker i aktion for Arizona Coyotes, som stod over for Lars Ellers Montreal. Bødker kom bedst ud af opgøret mellem de to barndomsvenner med en assist og en 6-2-sejr.

FIFA-valg: Det engelske fodboldforbund, FA, mangler stadig at pege på deres fortrukne kandidat ved det kommende præsidentvalg i fodboldens verdensorganisation, Fifa. Det tyder dog på, at det ikke bliver Sheikh Salman fra Bahrain, som de peger på. Greg Dyke, formanden for det britiske fodboldforbund, stiller ifølge BBC spørgsmålstegn ved, om man kan have en leder fra Bahrain efter begivenhederne under det arabiske forår, hvor myndighederne blandt andet slog hårdt ned atleter for at deltage i demonstrationer. Sheikh Salman har hele tiden afvist anklager om, at han var med til at udpege atleter ved demonstationer og siger, at statslige anliggender ikke er sportslederes ansvar.

Håndbold: Topholdet Team Esbjerg måtte i aftes spille kampen mod Viborg færdig uden den hollandske profil, Estavana Polman. Hollænderen fik et ildebefindende i slutningen af kampen og måtte tilbringe aftenen på hospitalet, mens hendes hold kørte en 31-25-sejr hjem. Polman bidrog med fem mål undervejs i den sikre Esbjerg-sejr, der holder holdet på en førsteplads to point foran FC Midtjyllands kvinder, der dog har spillet en kamp mindre. Team Esbjerg skriver i dag i en pressemeddelse, at spilleren er ved godt mod trods problemerne, som viser sig at være hjerterelaterede.
»Alt er under kontrol, og lægerne har ikke fortalt mig noget, jeg ikke vidste i forvejen. Jeg har lidt af uregelmæssig hjerterytme i nogle år. Nogle gange går det væk af sig selv, men det gjorde det ikke i aftes«, lyder det fra spilleren.

Fodbold: Den diplomatiske krise mellem Iran og Saudi Arabien risikerer at få sportslige konsekvenser. Den asiatiske version af Champions League trues nemlig af en boycott fra iranske hold, da det asiatiske fodboldforbund overvejer at flytte de iranske holds hjemmekampe mod saudiske hold til neutral grund, beretter Reuters.

Ishockey: Odense æder sig ind på Herning i Metal Ligaen efter en klar udesejr over ligarivalerne i aftes på 1-5. Odense indtager femtepladsen i ligaen med fem kampe tilbage af gruppespillet, men kun tre point adskiller nu de to hold i kampen om fjerdepladsen og retten til hjemmebane i en eventuel kvartfinale.

Fifa-skandale: Den suspenderede Uefa-præsident, Michel Platini, brugte i går otte timer på at tale sin sag ved en appelhøring i Zürich.
»Jeg er temmelig tilfreds med, hvordan det gik. Hvad angår deres fortolkning, må vi se, hvordan det går«, lød det fra Platini efter høringen i Fifas hovedkvarter i går, beretter AP.
Franskmanden har sammen med Fifa-præsident Sepp Blatter fået otte års karantæne som følge af en mistænkelig millionoverførsel mellem de to.

Redaktionen anbefaler

Sportsdøgnet: FC Midtjyllands talenter trækker FC Barcelona

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce