Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Kipketer mister endnu en verdensrekord

Følg med i nyhederne i sportens verden fra ind- og udland.

Atletik: Den tidligere topløber Wilson Kipketer er ikke længere indehaver af verdensrekorden på 1000 meter indendørs.

Læs ogsåBriter vil slette atletikrekorder

Onsdag aften løb Ayanleh Souleiman fra Djibouti kilometeren på 2 minutter og 14,20 sekunder ved et atletikstævne i Globen i Stockholm og kappede dermed 76/100 af et sekund af Kipketers 16 år gamle rekord.

Fodbold: Tyske fodboldklubber kan ånde lettet op, efter at retten i delstaten Rheinland-Pfalz har afvist den tidligere Mainz-målmand Heinz Müllers klage over fodboldspilleres ansættelsesforhold. Müller mener, at fodboldspillere skal have samme vilkår som andre arbejdstagere, som ifølge tysk lov er at betragte som fastansat, hvis de har været tilknyttet samme arbejdsplads i to år.

Men retten har tirsdag slået fast, at klubberne også fremover har ret til at give fodboldspillere tidsbestemte kontrakter ud over de to år. Havde Müller fået medhold, frygtede klubberne store konsekvenser svarende til Bosman-dommen i 1990'erne, der grundlæggende ændrede transfersystemet.

Håndbold: Storsatsende Nykøbing Falster Håndbold rykker tættere og tættere på en plads i kvindernes DM-slutspil i denne sæson. Med en sejr på 33-30 over SK Aarhus er NFH nu oppe på femtepladsen i Primo Tours Ligaen, hvor de seks bedste efter grundspillet skal spille om medaljer.

Badminton: Helt som ventet er de danske badmintonspillere fortsat ikke stødt på problemer ved hold-EM i den russiske by Kazan. Både herrerne og damerne hentede onsdag klare sejre i gruppespillet, og ingen danske spillere tabte sæt undervejs. Herrerne lagde for med at besejre Kroatien med 5-0, og senere fulgte damerne op med 5-0 over Hviderusland

Fodbold: Det er knæproblemer, der afholder Wayne Rooney fra at spille mod FC Midtjylland, siger Manchester United-træner Louis van Gaal. Umiddelbart ligner det franske stjerneskud Anthony Martial den eneste tilbageværende etablerede angriber i Manchester Uniteds trup til torsdagens Europa League-kamp i Herning.

Fodbold: FC Midtjylland er underdogs i kampen mod Manchester United, og heller ikke Danske Spils gamblere spår dansk succes i det første møde i Herning torsdag. Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Selv om vi håber på et godt resultat for dansk fodbold, så er Oddset-spillerne af en helt anden mening. De spiller nemlig i udpræget grad på, at FC Midtjylland taber på hjemmebane mod Manchester United. Således er hele 85 procent af alle indsatser på kampen hos Danske Spil sat på, at Manchester United vinder kampen, mens blot ti procent af omsætningen er placeret på en sejr til midtjyderne«, fortæller Hans-Henrik Busk Stie, Content Manager, Oddset.

Fodbold: Randers FC har indgået en kontrakt på halvandet år med Ouwo Moussa Maazou fra Niger. Det oplyser klubben onsdag. Den 27-årige angriber har siden 2008 været fodboldnomade med ophold i et hav af klubber, heriblandt flere navnkundige klubber som blandt andre CSKA Moskva, AS Monaco og Bordeaux.

Olympisk: Los Angeles, Rom, Budapest og Paris har ved onsdagens deadline afleveret deres visioner for de olympiske lege i 2024, som de fire byer hver især gerne vil være vært for. »Det er imponerende at se, hvordan de har indarbejdet det olympiske projekt i langsigtede udviklingsplaner for byen, regionen og landet. Med hvert sit udgangspunkt har de alle fire et klart fokus på bæredygtighed, arv og især hvordan faciliteterne kan bruges efter de olympiske lege«, siger IOC's præsident, Thomas Bach.

Fodbold: Fifa's etiske komité mener, at det tyske fodboldikon Franz Beckenbauer forhindrer opklaringsarbejde med sin tavshed. Komitéen idømmer ham derfor en bøde på 7.000 schweizerfranc for ikke at bidrage til opklaringen af korruptionsanklager i forbindelse med VM 2018 og 2022. »Hr. Beckenbauer samarbejdede ikke i forbindelse med en efterforskning i den etiske komité angående VM 2018/2022 på trods af gentagne opfordringer om hans assistance«, skriver Fifas etiske komité i en meddelelse.

Fodbold: I Kina fortsætter fodboldklubberne med at handle stort ind i Europa. Onsdag blev det bekræftet, at den argentinske angriber Ezequiel Lavezzi forlader franske Paris St. Germain til fordel for kinesiske Hebei Fortune. 30-årige Lavezzi er dermed den seneste i rækken af stjerner, som skifter europæisk fodbold ud med den storsatsende fodboldliga i Kina. Hebei Fortune beskriver sin nye argentinske stjerne som »den næste Diego Maradona«! Måske bliver kineserne lidt overraskede. Britiske medier skriver, at Lavezzi vil tjene 23,5 millioner pund (226 mio. kr.) over de kommende to år. Hebei Fortune er ejet af et Beijing-baseret firma, som udvikler industriparker. Bag klubben står milliardæren Wang Wenxue. Tidligere i vinterens transfervindue, der i Kina først lukker 26. februar, købte klubben også Romas ivorianske angriber Gervinho. Også den camerounske veteran Stéphane Mbia er hentet til klubben. Den brasilianske duo Alex Teixeiras og Ramires samt colombianske Jackson Martínez er også skiftet til forskellige klubber i Kina i år.

Fodbold: Op til tre måneders pause. Sådan lyder meldingen efter en skanning af Brøndby-stopperen Martin Albrechtsens hånd, som viser et kompliceret brud. Skaden opstod efter en luftduel i søndagens træningskamp mod Malmö FF, hvor den rutinerede midterforsvarer faldt uheldigt ned på hånden. Med Martin Albrechtsen på sidelinjen har Thomas Frank fire spillere, som kan varetage opgaverne i det blågule midterforsvar. Daniel Agger, Martin Ørnskov, Malthe Johansen og Jesper Juelsgård.

Fodbold: FC Barcelona-angriberen Neymar er kommet i søgelyset i en ny sag om skattefusk. En dommer i Brasilien har beordret beslaglæggelse af superstjernens ejendele til en værdi af hele 193 millioner real – godt 320 millioner kroner. Ejendelene omfatter et privatfly, en yacht, ejendomme og bankkonti, skriver nyhedsbureauer med et brasiliansk medie og Financial Times som kilder. Baggrunden for beslaglæggelsen er anklager om skatteunddragelse via en række skuffefirmaer. De brasilianske skattemyndigheder mener, at skatteunddragelsen er begået i årene 2011 til 2013. Neymar undersøges også for skattefusk i Spanien, lige som der er sat lup på omstændighederne omkring salget af spilleren fra Santos til FC Barcelona. Angriberen nægter sig skyldig i anklagerne.

Fodbold: Alle de fans, som har betalt i dyre domme for at komme ind og se Wayne Rooney og Manchester United imod FC Midtjylland i torsdagens Europa League, har fået en grund til at ærgre sig. Angriberen Wayne Rooney er ifølge den engelske lokalavis Manchester Evening News ikke rejst med resten af Manchester United-truppen til Danmark, hvor holdet torsdag gæster FC Midtjylland i Europa League. Avisen skriver ikke, hvorfor Rooney ikke rejser med til Herning, men konstaterer det blot kortfattet. Rooney spillede hele kampen, da United i lørdags skuffende tabte 1-2 på udebane til bundholdet Sunderland. Uniteds hjemmeside bekræfter også, at angriberen ikke er udtaget.

Fodbold: Dimitrij Tarasov fra Lokomotiv Moskva tænkte nok ikke meget over følgerne for sin klub, da han i aftes under Europa League-kampen i Istanbul mod Fenerbahce trak sin klubtrøje op og viste et portræt af Ruslands præsident, Vladimnir Putin, og påskriften »Den mest høflige præsident«. Opgøret var af Uefa kategoriseret som højrisiko-kamp pga. de to nationers anstrengte forhold efter en tyrkisk nedskydning af et russisk kampfly i november. Uefa vil nu formentlig starte en disciplinærsag mod det russiske mandskab, men der kan også falde en straf til tyrkerne, da en gruppe Fenerbahce-fans kastede flasker mod det gæstende holds bus, hvilket førte til tre arrestationer. Opgøret blev vundet 2-0 af Fenerbahce.

Tennis: Sydamerikas største tennisnavn, argentinske Juan Martin Del Potro, fik natten til onsdag et godt comeback til ATP Touren, efter han på grund af skader har været næsten helt væk fra tennis i to sæsoner. I Delray Beach, Florida, vandt han sin første kamp 6-1, 6-4 over amerikanske Denis Kudla, og i næste runde venter australske John-Patrick Smith, der lidt overrraskende besejrede kanonserveren Ivo Karlovic fra Kroatien. Rart for arrangørerne med Del Potros sejr, for de to finaleseedede spillere, Kevin Anderson og Bernard Tomic, er allerede ude af turneringen.

Hvem har scoret flere mål end mig på udebane, siden jeg kom til Spanien? Nævn en spiller, som har scoret mere end mig? Ikke noget svar? Ok. Tak, skal I have

Cristiano Ronaldo, Real Madrid

Fodbold: Cristiano Ronaldo forlod tirsdag aften Real Madrids pressekonference efter at have fået kritiske spørgsmål om sin svage målform på udebane. Da portuigiseren fik spørgsmål om, hvorfor han ikke har scoret på udebane siden 2-0-sejren over Eibar 29. november, blev måltyven misfornøjet. »Hvem har scoret flere mål end mig på udebane, siden jeg kom til Spanien? Nævn en spiller, som har scoret mere end mig? Ikke noget svar? Ok. Tak, skal I have«, lød det fra Real Madrid-stjernen, før han marcherede ud af rummet. Ronaldo satte tidligere i denne sæson rekord i antal mål i Champions League-gruppespillet med 11 træffere. Han er desuden turneringens mest scorende gennem tiden med 88 fuldtræffere i 121 kampe. Ronaldo er noteret for 32 mål i alle konkurrencer i denne sæson. 21 af disse er scoret på eget græs. Onsdag aften skal Ronaldo og Real i Rom spille første Champions League-ottendedelsfinale.

Fodbold: Manchester Uniteds fans planlægger protester, når de torsdag sætter sig til rette på tribunerne på MCH Arena i opgøret mod FC Midtjylland i Europa League. Udeholdets tilhængere er stærkt utilfredse med billetprisen til kampen. De cirka 800 medrejsende fans skal betale omkring 700 kroner for at komme ind på stadion, og nu har nogle fans ifølge nyhedsbureauet AFP lavet et banner med teksten »Welcome to Scamdinavia« påskrevet. Løst oversat betyder det »Velkommen til fup-Skandinavien«. »71 pund for at se en Europa League-kamp er skamløst«, siger Andy Mitten, forfatter og redaktør på fanmagasinet United We Stand, ifølge AFP. Han peger på, at Manchester Uniteds fans betalte 75 pund i alt for at få billetter til alle klubbens tre udekampe i Champions League-gruppespillet.

Ishockey: Det sker ikke så ofte, at målmænd laver oplæg til afgørende scoringer i ishockey. Men natten til onsdag dansk tid assisterede Frederik Andersen 13 sekunder før tid, da Anaheim Ducks vandt 5-3 ude over Edmonton Oilers i den nordamerikanske liga NHL. Andersen var hurtig til at sende pucken ud i højre side af banen til holdkammeraten Corey Perry, som nemt kunne score i et tomt net til slutresultatet 5-3. Edmonton satsede offensivt i slutminutterne og havde taget målmanden ud for at spille med en ekstra markspiller på isen. I en af nattens øvrige NHL-kampe var Nikolaj Ehlers tæt på at udligne for Winnipeg Jets med lidt over et minut tilbage af kampen mod Carolina Hurricanes. Men Ehlers' skud snittede Carolina-spilleren John-Michael Liles, så pucken akkurat strøg forbi den højre stolpe og i ind i sidenettet. Winnipeg tabte dermed kampen 1-2.

Svømning: Den sydkoreanske anklagemyndighed har udført en razzia i det nationale svømmeforbunds hovedkvarter i Seoul på grund af mistanke om ulovligt brug af offentligt tilførte midler, meddeler Yonhap News onsdag. Nyhedsbureauet citerer myndighederne for oplysninger om, at der er foretaget arrestationer og konfiskeringer af f.eks. computere. Razziaen kommer i kølvandet på en melding fra landets sportsministerium i sidste uge, der gik ud på, at man ville fjerne støtten til flere specialforbund på grund af mistanke om korruption.

Fodbold: Wolfsburg har sendt et kraftigt signal om, at Nicklas Bendtner er helt ude i kulden i den tyske fodboldklub. Til onsdagens Champions League-ottendedelsfinale ude mod Gent har cheftræner Dieter Hecking valgt at tage tre målmænd med i truppen, mens Bendtner helt er udeladt. »Der er ikke flere spillere, som for mig at se kan komme i betragtning«, siger Hecking ifølge Bild. Den 51-årige træner har i stedet for Bendtner udtaget en tredje keeper i en trup på 18 spillere. Den blot 20-årige keeper Niklas Klinger er hevet op fra B-listen af Wolfsburgs liste over spillere, som må deltage i Europa. Desuden er reservekeeperne Koen Casteels og Max Grün udtaget til kampen, da den normale førstekeeper Diego Benaglio er skadet.

Redaktionen anbefaler

Sportsdøgnet: Frank Arnesen fyret i Grækenland

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce