Annonce
Annonce
Sport

Sportsblik: Den lille islænding er helt alene (i verden)

Er det sjovt at være landstræner? Det er i hvert fald udfordrende. En konstant balancegang mellem at være diktator og rar onkel.

Annonce

En succesrig leder skal være god til at lyve.

Og han eller hun må aldrig blotte sin usikkerhed eller tvivl. Eller tale dårligt om sine medarbejdere i det offentlige rum. Eller andre steder. Lækager skal undgås. Det gælder om at holde facaden.

Sådan kunne jeg læse her i avisen den anden dag. Rådene – eller vel snarere ordrerne til bosserne – stod i Politikens sektion for international økonomi.

Men de kunne også have stået i første kapitel i håndbogen for håndbold- og fodboldtrænere. Dog ikke som de allerførste råd. For de lyder sådan her:

»Som træner må du aldrig kritisere medierne eller tilskuerne. For det er to kampe, der aldrig kan vindes. Du kan ikke opdrage befolkningen. Og du må heller aldrig tale om, at jobbet er hårdt eller svært. For det er vidunderligt«.

Det var den besked, en dansk træner fik, da han tiltrådte i en fremtrædende klub. Og som han fulgte. Men rådene fra det ’rigtige’ erhvervsliv kan han også sagtens nikke genkendende til. Også de er nemlig en del af jobbet.

I mine øjne må det at være træner på topniveau – i en storklub eller for et landshold – være et helvedes job. Det er en 24-timers sag, en døgnåben butik, hvor hjernen snurrer hele tiden, og hvor man konstant arbejder med spørgsmålet: Hvad fanden gør jeg i næste kamp?

Lad mig sige det med det samme: Jeg vil ikke bytte for en million – som Troels Trier sang for mange år siden.

DEN BLANDT håndboldkæmper lille islænding Gudmundur Gudmundsson er imidlertid en af dem, der har byttet for en million eller måske mere.

Fra folkeheltsjobbet hjemme på vulkanøen, hvor han var manden bag nationens største sportslige bedrift nogensinde, det olympiske håndboldsølv i 2008, er han skiftet til at være dansk landstræner. Som afløser for selveste Mr. Handball, legenden Ulrik Wilbek, som nu vil være en mægtig politiker for det parti, der tæller herlige typer som Carl Holst, Eva Kjer Hansen og Kristian Jensen.

Gudmundsson er kommet til det mest håndboldgale land i Europa. Landet, der kræver succes og ikke vil acceptere noget mindre end en semifinaleplads, når det gælder de ustandselige slutrunder om EM og VM. Man vil jo ikke undvære det, man er vant til, vel? Og det er håndboldlandsholdets ansvar at skabe glæde, sommer og sol i den grå januar.

Men indtil nu har Gudmundsson ikke været i stand til at levere varen. Hverken ved VM i Qatar i ’15 – eller ved EM her i ’16.

Det har givet islændingen grå hår i hovedet. Han spekulerer og analyserer. Hvad gik der galt? Hvad gjorde jeg forkert? Hvad kunne jeg have gjort anderledes?

ENDNU ER HAN IKKE, Gudmundsson, groft udskældt, endnu er han ikke blevet skarpt forfulgt i medierne – og endnu er han ikke erklæret ’uønsket’.

I den kødædende presse synes der at være en slags nogenlunde enighed om, at Gudmundsson skal have lidt snor, han er jo stadig ny på pladsen og skal lære holdet at kende grundigt.

Dog er man i TV 2, der er klar med kamera og mikrofon, hver gang to mand klæder om til korte bukser, begyndt at tale om Nikolaj Jacobsen, cheftræner i Rhein-Neckar Löwen i Tyskland og ekspertkommentator på netop TV 2, som den naturlige afløser for Gudmundsson, når jobbet engang bliver ledigt.

Og avisen BT har – efter at have givet udtryk for, at samme N. Jacobsen presser sig på – spurgt danskerens tyske arbejdsgiver, hvad de siger til det. Og selv om de bestemt ikke siger noget særligt, er det da nok til at blive noteret.

Men hvor længe er Gudmundsson fredet? Svaret er: til og med den sidste kamp i den olympiske kvalifikationsturnering i Herning i april. Hvis det kikser – hvis Norge og Kroatien snupper de to OL-pladser for næsen af Danmark – kan islændingen hurtigt blive fortid i dansk håndbold.

DER SYNES IKKE at være tvivl om, at islændingen er grundig, dygtig og yderst sympatisk. Og lige nu er disse tre ting hans stærkeste våben.

Men det klæder ikke Gudmundsson – og gavner ham heller ikke, hvis man skal tro de nævnte råd til topbosserne – at han ’besværer’ sig over de såkaldte små marginaler og en øget konkurrence. Det er jo negativt.

Han skal være optimist, være aggressiv og skabe gejst i truppen.

Og hvis han kan se, at tingene ikke fungerer – som det ikke gjorde angrebsmæssigt i de sidste betydende EM-kampe – skal han være udfarende. Det nytter ikke at nøjes med at konstatere, at eksempelvis Mikkel Hansen ikke får de rigtige afleveringer, så han kan komme i skudposition i det rette tempo, men selv skal bære bolden op i fart.

Spillerne skal konfronteres. Hvor halter afleveringsspillet, hvorfor går det skævt mellem den og den spiller? »Hvorfor kan I to ikke spille sammen?«. Hvordan kan balancen ændres? Op på bordet med den rådne mørbrad.

OG ET HELT FEMTE spørgsmål. Kan og skal en landstræner tage sine spillere med på råd og ikke bare begrave sig i videoanalyser – eller vil det fremstå som et svaghedstegn?

Jeg mener, at det er yderst relevant at tage holdets stærkeste forsvarsspiller – og for tiden er det Henrik Møllgaard – med ind i overvejelserne om opdækningstaktikken.

Ligesom det er aldeles naturligt, at Gudmundsson rådfører sig med Mikkel Hansen om hele angrebsstrategien.

Det vil være særdeles klogt at give de mest betydende spillere medejerskab til taktikken. Det giver større ansvar hos dem, der dirigerer. Det gør holdet stærkere – og ikke træneren svagere. Men understreger hans overblik.

Det her handler om at salte suppen helt præcist. At ramme den helt rette smag. For ellers ryger kokken ud.

Redaktionen anbefaler

Sportsblik: Hurra for verdens bedste Kevin Kubik

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce