Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Hjerneopereret OL-kandidat er tilbage i Danmark

Maria Sharapovas problemer med den ene arm er blandt nyhederne fra ind- og udland.

Håndbold: FCM Håndbold mister playmakeren Johanna Ahlm efter denne sæson. Svenskeren, der kom til de danske mestre fra Team Esbjerg før denne sæson, vender tilbage til svensk håndbold og IK Sävehof, hvor hun tidligere har spillet.

Håndbold: KIF Kolding København indtager tredjepladsen i Boxer Herreligaen efter storsejr på 29-21 hjemme mod Skanderborg. Der var aldrig spænding om kampens udfald, og det var kun tæt de første få minutter. Men ved stillingen 4-3 efter otte minutter trak KIF Kolding fra og så sig aldrig tilbage.

Håndbold: Team Tvis Holstebros kvinder spillede sig torsdag aften op på tredjepladsen i Primo Tours Ligaen. Vestjyderne vandt 26-23 ude over Viborg HK. Hjemmeholdet gik ellers til pause med en føring på 11-9, men i anden halvleg tog gæsterne over.

Olympisk: Dansk Idrætsforbunds direktør, Morten Mølholm Hansen, roser Den internationale Olympiske Komite (IOC) for at have oprettet et hold for flygtninge, der kan deltage ved OL i Rio. »Hele meningen med OL er jo, at verdens bedste atleter har mulighed for at mødes og konkurrere. Derfor er det naturligvis ærgerligt, når internationale konflikter sætter en stopper for visse atleters mulighed for at deltage«, siger Morten Mølholm Hansen i en pressemeddelelse. IOC’s flygtningehold får navnet Team Refugee Olympic Athletes. IOC mener, at der er over 40 potentielle emner til holdet.

Tennis: Russiske Maria Sharapovas problemer med den ene arm fortsætter. Maria Sharapova har været ukampdygtig, siden hun tabte i Australian Open-kvartfinalen til Serena Williams for fem uger siden, men er endnu ikke klar til at spille. Hun har således allerede meldt afbud til prestigeturneringen i Indian Wells i Californien i næste uge.

Fodbold: Det er mildt sagt ikke den bedste periode i West Bromwich Albion-spilleren Chris Brunts liv. For knap to uger siden blev han bombarderet med mønter af holdets egne fans efter FA Cup-nederlaget til undertippede Reading, og lørdag måtte viceanføreren udgå med en knæskade under kampen mod Crystal Palace. Nu viser skanninger af knæet, at skaden er så alvorlig, at Brunt ikke vil være i stand til at spille de næste seks måneder. Og det er længe nok til, at nordireren misser EM i Frankrig til sommer.

Fodbold: De resterende kampe i græske pokalturnering i denne sæson vil ikke blive afviklet. Det er konsekvensen af skandalescenerne i Saloniki onsdag aften, da dommeren måtte stoppe det lokale Paok-holds kamp mod mestrene fra Olympiakos. Tilskuere gik amok kort før tid, da Olympiakos første 2-1 og Paok følte sig snydt for et straffespark. Personer i den græske regering har opfordret til, at den græske liga også bliver stoppet. Det sker dog ikke. Olympiakos vandt i øvrigt ligaen allerede for et par uger siden.

Fodbold: Kroatien må under sommerens EM-slutrunde i Frankrig klare sig uden den 36-årige Hamburger SV-veteran Ivica Olic. Offensivspilleren med det veludviklede fightergen har lagt at indstille landsholdskarrieren efter 104 kampe for nationalmandskabet. Beslutningen har ulmet siden Olic ikke blev udtaget til Kroatiens testkamp mod Rusland for fire måneder siden.

Fodbold: Den nord- og mellemamerikanske udgave af Champions League får i denne sæson en vinder fra Mexico. Det er der intet odiøst i, da mexicanske klubber har vundet turneringen de seneste ti sæsoner i træk. Det er derimod ikke tidligere sket, at man allerede efter kvartfinalerne kan konkludere, at vinderen kommer fra Mexico. Querétaro, UANL, Santos Laguna og Américas forsvarende mestre gjorde det i kvartfinalerne af med de amerikanske klubber DC United, Real Salt Lake, LA Galaxy og Seattle - og Querétaro-UANL og Santos Laguna-América skal nu spille om pladserne i finalen.

Fodbold: Skandaleposen i den internationale fodboldverden kan få endnu en gevaldig rystetur, når der fredag offentliggøres en rapport omkring Tysklands erhvervelse af VM-turneringen i 2006. Adskillige tyske notabiliteter har været inkrimineret, herunder koryfæet over dem alle, Franz Beckenbauer. Den tyske organisationskomité, som Beckenbauer var chef for, kan ikke redegøre for en pengeoverførsel på ca. 50 millioner kroner. Rapporten er lavet af et uafhængigt advokatbureau.

Skiskydning: Den franske medaljemaskine Martin Fourcade var sulten fra starten af VM-stævnet i de legendariske Holmenkollen-omgivelser i Oslo. Hans 16. VM-medalje på bare 5 år blev af guld, da han på mixedstafetten satte tempoet og kørte rivalerne i sænk på de afgørende kilometer. Norges værter var med helt fremme, og lignede på sidste omgang en bejler til guldet, men i sidste liggende skydning lavede Tarjei Bøe et par forbiere, og så trak Frankrig af sted med tyskerne og ukrainerne i hælene. Tarjei Bøe blev dog båret frem af det talstærke hjemmepublikum, og da de tre foranliggende kiksede i sidste stående skydning, kunne Bøe fuldbyrde det norske comeback og få en bronzemedalje efter Tyskland. VM-stævnet fortsætter lørdag med 10 km for mænd og 7,5 km for kvinder.

Badminton: Carsten Mogensen er tilbage i Danmark efter at have opholdt sig i Kazan i Rusland som følge af en akut hjerneoperation under EM-turneringen for et par uger siden. »På Rigshospitalet skal Carsten Mogensen i første omgang ligge i isolation, hvor han skal gennemgå en række procedureundersøgelser. Det lægefaglige personale vil derefter planlægge den videre genoptræning«, oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse. Mogensen meldes i fortsat i bedring, og hans medicinske tilstand er stabil. Det er uvist, om han kan genoptage karrieren, og gå på jagt efetr en OL-medalje med sin makker Mathias Boe.

Fodbold: Det danske landshold er fortsat nr. 40 på Fifa’s verdensrangliste. Den toppes af Belgien foran Argentina, Spanien, Tyskland, Chile og Brasilien. Landsholdets første modstander i 2016, Island, er nr. 38. Danmark møder Islands EM-deltagere i Herning 24. marts.

Cykling: Det stærke Tinkoff-hold får dansk islæt i skikkelse af Michael Valgren, når sæsonen for alvor bliver skudt i gang med etapeløbet Paris-Nice i denne weekend. Det russiske hold har Alberto Contador som kaptajn, og spanieren har meldt ud, at han går efter den samlede sejr, som han fik i 2007 og 2010. Løbet starter søndag og slutter 13. marts.

Bordtennis: Med Jonathan Groth tilbage på holdet vandt Danmark ved VM i Malaysia placeringskampen over Singapore med 3-1. Groth vandt begge sine kampe over lavere rangerede modstandere, mens Mikkel Hindersson som nummer 251 i verden vandt 3-2 (11-6, 8-11, 11-9, 4-11, 11-7) over nummer 163, Zi Yang. Danmark møder i morgen Rusland i den fortsatte kamp om placeringerne 13-20.

Paralympisk: Når de para-olympiske lege løber af stablen i Rio i september bliver Danmark repræsenteret af et dressurlandshold bestående af fire ekvipager samt en individuel ekvipage. Det har Det Internationale Rideforbund, FEI, bekræftet, oplyser Dansk Ride Forbund torsdag. De danske paradressurryttere har en lang tradition for at blande sig i verdenstoppen ved de internationale mesterskaber.

Bueskydning: Danmark nåede kvartfinalen i hos seniorerne og juniorerne, men fik ingen medaljer i compound-klassen ved indendørs-VM i Ankara. Patrick Laursen besejrede ukraineren Dmytro Lvovskyy 148-144 og landsmanden Martin Damsbo 149-147, inden han i kvartfinalen tabte 147-145 til franskmanden Sebastien Penieu. Undendørs-verdensmesteren Stephan Hansen vandt sin første kamp med 148-143 over schweizeren Roman Häflinger, men tabte derpå til slovakken Dejan Sitar, der med 15 pletskud vandt 150-147. Hos juniorerne vandt Sune Rasmussen to kampe, inden det i kvartfinalen blev 142-147 mod den topseedede græker, Christios Aerikos.

Brydning: Den hjernerystelse, Mark O. Madsen pådrog sig i november, volder fortsat den danske VM-sølvvinder så mange problemer, at han har droppet deltagelsen i den kommende uges EM i Letland. »Alt er lidt på standby. Han får behandling, og det går lidt fremad«, siger landstræner Szymon Kogut til Ritzau. Mark O. Madsen lider af tilbagevendende hovedpine, men kan til en vis grad passe sin styrke- og konditionstræning. Landstræneren har dog udskudt en planlagt højdetræningslejr i spanske Sierra Nevada med ti dage til 14. april for at give Mark O. Madsen yderligere til at at blive klar igen.

UBESEJRET.  Siden 3. oktober har FC Barcelona spillet 34 kampe uden nederlag, blandt andet en Champions League-ottendedelsfinale ude mod Arsenal, der blev vundet 2-0. - Arkivfoto: AP

Fodbold: Med mindst uafgjort i aftenens udekamp mod Rayo Vallecano vil FC Barcelona være alene med den spanske rekord for flest kampe uden nederlag i alle turneringer. Rekorden deles nu med med Real Madrid, der i 1988/1989 lige som Barcelona i denne sæson spillede 34 kampe i træk en nederlag. Barcelona tabte senest til FC Sevilla 3. oktober, da Michael Krohn-Dehli scorede til 1-0 i en 2-1-sejr. Siden er det blevet til 19 ligakampe uden nederlag (16 sejre, 3 uafgjorte), men her er rekorden de 38, Real Sociedad spillede i 1979-1980. De aktuelle 9 ligasejre i træk er også et stykke fra Barcelonas egen rekord på 16 i træk fra 2010-11. Raya Vallecano er i øvrigt ubesejret i de seneste 7 ligakampe (2 sejre, 5 uafgjorte).

Tennis: 18-årige Christian Sigsgaard indleder med en kamp mod verdensranglistens nummer 118, Nikoloz Basilashvili, når Danmark og Georgien fredag indleder Davis Cup-kampen i den tredjebedste niveau, Europa/Afrika Group II, i Tbilisi. Dagens lodtrækning sender Frederik Løchte Nielsen (nr. 374 i verden) ud mod George Tsivadze (nr. 854) i den anden kamp. Løchte spiller lørdagens double sammen med Thomas Kromann, og så er Løchte første mand på banen søndag mod Basilashvili.

Tennis: Når Caroline Wozniaki i nat kl. 4 dansk tid (kl. 21 lokal tid) spiller sin anden kamp i WTA-turneringen i Monterrey, kan briten Heather Watson studere sin kommende modstander. Heather Watson (nummer 84 i verden) er nemlig allerede klar til kvartfinalen, hvor hun møder enten Wozniacki (nr. 22) eller kroaten Mirjana Lucic-Baroni (nr. 71). Også den 4.-seedede brite, Johanna Konta (nr. 27), er klar til kvartfinalen med muligheden for at overhale Wozniacki på verdensranglisten, hvor danskeren på mandag havner et sted mellem nummer 22 og 26.

FYRET.  Det første trænerjob for Stefan Effenberg er endt med en fyring. Foto: Ralf Stockhoff/AP (arkiv)

Fodbold: 0-0 på udebane mod Karlsruhe i den næstbedste tyske række blev Stefan Effenbergs sidste resultat som træner for Paderborn, der har meddelt,at den tidligere landsholdsspiller og Champions League-vinder er fyret. Paderborn, der har Niklas Helenius i truppen, er næstsidst i 2. Bundesliga efter ikke at have vundet i tolv kampe. For et par dage siden kom det endvidere frem, at Effenberg ikke har opgraderet sin trænerlicens, hvorfor han reelt ikke må være træner på det niveau, Paderborn spiller på.

FORLØSNING.  Efter at have tabt 3-0 gik Juventus videre i en straffesparkskonkurrence, hvor Leonardo Bonucci scorede på et sidste forsøg.

Fodbold: Juventus havde vundet den første kamp på hjemmebane med 3-0, men ikke desto mindre måtte der en straffesparkskonkurrence til, før Juventus overvandt Inter i den italienske pokalsemifinale. Marcelo Brozovic efter 16 minutter, Ivan Perisic lige efter pausen og Brozovic igen 8 minutter før tid sikrede Inter 3-0-sejren, der udløste straffesparksafgørelsen. Rodrigo Palacio sparkede på overliggeren, mens Juventus scorede på alle sine fem straffespark og dermed spillede sig i klubbens 16. pokalfinale, hvilket er en efter Romas rekord på 17. Juventus møder AC Milan i finalen, der spilles i Rom 21. maj.

Fodbold: Når Arsenal på lørdag møder ærkerivalen i Tottenham i Premier League, bliver det uden målmanden Peter Cech og forsvarsspilleren Laurent Koscielny. Den tjekkiske målmand er ude med en muskelskade efter 2-1-nederlaget i går mod Swansea, hvor franske Koscielny på grund af problemer med læggen var ude og heller ikke er med mod Tottenham.

Fodbold: »West Ham er et fysisk stærkt hold, og det gjorde det svært for os. Og så var forholdene til deres fordel, for banen var dårlig«, siger Tottehammanager Mauricio Pochettino til BBC, efter nederlaget på 1-0 ude mod West Ham, der kostede muligheden for at snuppe førstepladsen i Premier League. West Ham-manager Slaven Bilic var omvendt stolt. »Tottenham er det hold, der lukker færrest mål ind og løber mest, så at udspille dem er kæmpe stort, og de skal være glade for, at vi kun vandt med ét mål«, siger Bilic til BBC.

Ishockey: 4 af de 16 spillere er danskere, når Team Europe til efteråret deltager i turneringen World Cup of Hockey i Toronto. Frederik Andersen, Jannik Hansen, Frans Nielsen og Mikkel Bødker er udtaget til holdet, der er udtaget af slovakken Miroslov Satan og som har fem slovakker i truppen, som skal tælles yderligere syv spillere. De øvrige hold i turneringen, der kun tæller NHL-spillere, er USA, Canada, Sverige, Finland, Rusland, Tjekkiet og Team Nordamerika.

Fodbold: Brøndby er efter 3-0-sejren over Skive i den danske pokalsemifinale for 17. gang, hvilket kun AaB med 20 semifinaler overgår. »Vi er videre til næste runde, og det var det altoverskyggende mål. Vi ved, at de her pokalkampe har deres eget liv, og vi leverede et professionelt stykke arbejde hele vejen igennem«, siger Thomas Frank til Brøndbys hjemmeside om sejren, der blev skabt på mål i anden halvleg af Magnus Eriksson samt de indskiftede Johan Elmander og Thomas Kahlenberg.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce