Annonce
Annonce
Sport

Sportsdøgnet: Banebrydende nyt udstyr skal give dansk OL-guld

Følg med i nyhederne fra sportens verden i ind- og udland.

Annonce

Cykling: Planlægningen for 4 km forfølgelsesholdet, der sørgede for, at Danmark atter er at finde blandt de medaljevindende nationer ved VM på bane, ligger i faste rammer frem mod den olympiske satsning i Rio. Det er i hvert fald tilfældet, når det handler om arbejdet med det menneskelige materiale, hvorimod der kan forudses banebrydende nytænkning på udstyrsfronten. Danmarks Cykle Unions sportschef Lars Bonde er indtil videre særdeles hemmelighedsfuld om det projekt, der er gang i, men lægger ikke skjul på, at der er noget spændende i vente. »Foreløbig kan jeg kun afsløre, at der sker et markant fremskridt på det tekniske område, og at rytterne kommer til at drage nytte af det i god tid inden OL«, fastslår Lars Bonde.

Ishockey: Herning kom bedst fra start i DM-kvartfinaleserien mod Odense. Daniel Nielsen blev matchvinder til 2-1 i 3. periode af den første af maksimalt 7 kvartfinaler.

Tennis: Det danske Davis Cup-landshold kom fredag fremragende fra start i kampen mod Georgien i Tbilisi. Efter to sejre i herresingle fører Danmark 2-0. Ikke mindst 18-årige Christian Sigsgaard imponerede, da han vandt 6-7, 6-1, 6-4, 6-4 over Nikoloz Basilashvili, verdensranglistens nummer 118. Senere vandt også Frederik Løchte Nielsen sin singlekamp. Lørdag spilles der double.

Badminton: Ved Grand Prix Gold-turneringen German Open i Mülheim an der Ruhr er den topseedede Jan Ø. Jørgensen klar til semifinalen efter 21-18, 21-13 over Tian Houwei fra Kina. I damesingle er Line Kjærsfeldt færdig efter nederlag i tre sæt til en japaner.

Bordtennis: Det mandlige danske bordtennislandshold tabte fredag 2-3 til Rusland i en placeringskamp ved VM i Kuala Lumpur. Danmark førte ellers 2-0, men endte altså med at tabe kampen. Danmark slutter derfor som nummer 17 ved VM.

Alpint: Franske Alexis Pinturault har kort før sæsonafslutningen i skiløbernes World Cup sat en imponerende slutspurt ind. Fredag vandt den 24-årige franskmand for fjerde gang i træk et World Cup-løb i storslalom, da han var hurtigst i slovenske Kranjska Gora. Det var samtidig Pinturaults tredje sejr på blot en uge. Pinturault er med sine mange sejr begyndt at hale kraftigt ind på World Cup-ranglistens nummer et, østrigeren Marcel Hirscher, der måske må afvige førstepladsen i storslalom før sæsonen er omme. Med to løb tilbage i storslalom topper Hirscher ranglisten med 621 point foran formstærke Pinturault med nu 530 point.

Fodbold: Den tidligere præsident for den portugisiske fodboldklub Benfica Manuel Damasio blev torsdag arresteret i en sag om hvidvaskning af penge, skriver Ritzau. I forvejen er en anden tidligere nøglefigur i Benfica, Jose Veiga, samt to advokater arresteret i samme sag. Veiga har blandt andre været agent for den tidligere stjernespiller Luis Figo. Politiet mener, at der er blevet snydt med offentlige kontrakter. 75-årige Manuel Damasio var præsident i Benfica fra 1994 til 1997.

Fodbold: Den walisiske profil Gareth Bale er klar til at gøre comeback for Real Madrid efter halvanden måneds pause. Den 26-årige offensivspiller er udtaget til hovedstadsklubbens opgør lørdag mod Celta Vigo.

Fodbold: Fodbolden kan være med til at afhjælpe samfundets udfordringer med integration af flygtninge og sundhed. Det mener man i Dansk Boldspil-Union (DBU), hvor direktør Claus Bretton-Meyer de kommende år har tænkt sig at bruge endnu flere ressourcer på at tage et større samfundsansvar. Han mener, at fodbolden kan gøre noget godt for patienter, der skal have pulsen op efter et sygdomsforløb, eller for syriske flygtninge, der netop er ankommet til Danmark.

Fodbold: Er der tvivl om, hvorvidt en bold er over målstregen i årets Champions League-finale, så får kampens dommer videohjælp. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har på et møde fredag besluttet at benytte mållinjeteknologi til at fastslå, om bolden er inde i finalerne i både Champions League og Europa League til maj, skriver Reuters.

Planen var ellers, at teknologien først skulle tages i anvendelse i de to europæiske klubturneringer fra næste sæson. Mållinjeteknologien er allerede taget i anvendelse i flere nationale ligaer, ligesom den også blev anvendt ved VM i 2014.

Fodbold: Grækeren Theodore Theodoridis er blevet udpeget som ny generalsekretær i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Det skriver Reuters fredag. Theodoridis erstatter schweizeren Gianni Infantino, som i slutningen af februar blev valgt som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Fodbold: Arsenals drømme om at snuppe det første mesterskab i 12 år har lidt et knæk. Holdets førstevalg i mål, Petr Cech, er blevet skadet, og han er ude i tre-fire uger. Det fortæller Arsenal-manager Arsène Wenger på et pressemøde fredag ifølge AFP. Arsenal spiller lørdag sæsonens vigtigste kamp mod ærkerivalerne fra Tottenham. Begge skal vinde for at holde sig inde i mesterskabskampen.

Bueskydning: Søndag skal både de danske kvinder og mænd i bueskydning skyde om VM-titlen for compoundhold på indendørs baner. Det står klart, efter at begge hold fredag vandt deres respektive kvart- og semifinaler. Især mændenes semifinale var uhyggeligt spændende, da Danmark på seks gode pile til sidste sikrede sejren med mindst mulig margin - 234-233 over Frankrig.

Kvinderne måtte også kæmpe hårdt for finalepladsen, da Italien blev nedlagt i semifinalen med 231-229. Mændene skal i finalen møde Italien, mens kvinderne skal op mod forhåndsfavoritterne fra Rusland.

Sejlads: Der var ikke enighed om en skilsmisse i den danske 49'er-båd, da makkerskabet mellem Jonas Warrer og Anders Thomsen blev opløst af Dansk Sejlunion. Ved VM midt i februar sikrede 49'er-båden sig en plads ved OL, og forklaringen bag det overraskende brud var samarbejdsproblemer mellem de to sejlere. Men ifølge den ene af de to var en opløsning af makkerskabet unødvendig.

»Gennem et psykologforløb havde vi arbejdet med at skille det personlige og professionelle fra hinanden, og det lykkedes vi med, synes jeg. Vi blev jo nummer fem til VM for nylig, og derfor kan jeg ikke forstå beslutningen om at splitte os op«, siger Anders Thomsen til Jyllands-Posten.

Han mener, at problemerne sagtens kunne være løst, og at de to ville have udgjort en stærk medaljekandidat ved OL i Rio til sommer. Jonas Warrer, som vandt OL-guld i 2008 sammen med Martin Kirketerp, var dog af en anden opfattelse, og Dansk Sejlunion valgte at efterkomme hans ønske om at splitte duoen.

Formel 1: Bosserne i motorsportens kongeklasse, formel 1, er i færd med at mudre billedet af sporten med konstante regelændringer, mener verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes), som får opbakning fra den tidligere dobbelte verdensmester Fernando Alonso (McLaren), der kalder udviklingen »trist«. Under testkørslerne i Barcelona i disse dage blev Hamilton spurgt, om han følte, at sporten blev ødelagt, savnede retning eller var sund.

»Jeg vil nok sige de første to. Jeg vil ikke tale for meget om det, men jeg er enig i de første to«, svarer briten til Reuters.

Med blot to uger til årets første grandprix er der stadig spørgsmål om, hvordan kvalifikationssystemet i år bliver.

tangering.  Stjernen Stephen Curry (th) førte som så ofte før an for Golden State, der sejrede med 121-106 mod Oklahoma City Thunder. Curry satte 33 point på pointtavlen. Foto: APBasketball: NBA-mestrene Golden State Warriors har været tæt på ustoppelige i denne sæson, og på hjemmebanen i Oracle Arena har holdet været komplet uovervindeligt. Det resulterede natten til fredag dansk tid i, at Golden State tangerede en utrolig rekord sat af det legendariske Chicago Bulls-mandskab anført af Michael Jordan i 1995 og 1996. Med hjemmesejren over Oklahoma City Thunder tog Golden State den 44. hjemmebanesejr i træk, hvilket er det samme antal, som Chicago-holdet nåede for cirka 20 år siden mellem marts 1995 og april 1996.

Sejlads: Midt i februar havde flere af de danske sejlere sidste chance for at kæmpe sig til en OL-indstilling fra Dansk Sejlunion. I den interne kamp blandt de danske sejlere var det i 49'er FX-klassen Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, som viste sig stærkest, mens Anette Viborg og Allan Nørregaard sejlede sig til OL-indstilling i Nacra 17. Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF), som skal foretage den endelige udtagelse, og den er kommet fredag. I en pressemeddelelse oplyser DIF, at man har valgt at følge sejlunionens indstilling og udtage de to ovennævnte bådkonstellationer.

Fodbold: At DBU valgte den tidligere Brøndby-træner Åge Hareide som dansk landstræner, er blevet modtaget med delte meninger, men spørger man den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel, så er nordmanden det, landsholdet har brug for.

»Han (Åge Hareide, red.) kommer som et friskt pust. Jeg ser ikke nogen revolution. Jeg ser ikke 25 nye spillere. Jeg ser meget få udskiftninger, men jeg ser også konsekvens, for det er Åge kendt for, og det vil han gerne have. Han udtager ikke folk ud fra deres navn«, siger Peter Schmeichel til Ritzau om Hareide, som officielt tiltrådte som landstræner 1. marts.

Ishockey: Danskermødet i NHL mellem Winnipeg Jets med Nikolaj Ehlers og New York Islanders med Frans Nielsen sluttede natten til fredag dansk tid dramatisk. Ved stillingen 3-3 førte Frans Nielsen i overtid pucken op ad banen for udeholdet og skød på mål. Men i stedet for at gå i nettet, ramte pucken Nikolaj Ehlers lige i ansigtet, hvilket fik ham til at falde til isen. Men før de fleste opdagede, at der ikke var sket noget alvorligt med hjemmeholdets dansker, var kampen forbi. Efter at have ramt Ehlers landede pucken nemlig lige foran New York Islanders-forwarden Kyle Okposo, der scorede til slutresultatet 4-3 til Islanders.

I en anden NHL-kamp natten til fredag dansk tid scorede Mikkel Bødker sit første mål for sin nye klub Colorado Avalanches, som hjemme slog Florida Panthers med 3-2. Anaheim Ducks med Frederik Andersen på mål i hele kampen vandt sikkert 5-1 ude over netop Arizona Coyotes.

Redaktionen anbefaler

Sportsdøgnet: Hjerneopereret OL-kandidat er tilbage i Danmark

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce