Annonce
Annonce
Sport

Fischer og Pedersen er i prestigefinale og har kurs mod Rio

Den danske mixdouble Joachim Fischer og Christinna Pedersen er på sporet af OL-succes efter finaleplads ved All England.

Annonce

Efter at have været bagud med syv point leverede den danske mixdouble Joachim Fischer og Christinna Pedersen et imponerende comeback i 2. sæt ved semifinalen i All England Open i Birmingham og vandt med cifrene 21-13 og 22-20.

Da den afgørende matchbold blev sendt i nettet af modstanderne, det engelske ægtepar Chris og Gabrielle Adcock, kollapsede Fischer i ekstase, og de mange danske fans, der havde taget turen over Nordsøen for at heppe på de danske atleter, fyldte Barclaycard Arena med jubel.

Der var i lang tid tvivl om, hvorvidt 37-årige Fischer og Pedersen overhovedet ville tage denne sæson med og spille videre til de Olympiske Lege i Rio de Janeiro, der skydes i gang til august. Men duoen valgte alligevel at tage kampen op.

»Det er kæmpe stort. Vi har drømt om denne finale i mange år, og så lykkes det i en sæson, hvor optakten ikke har været god. Jeg er stolt over, at vi kan blive ved at finde de ressourcer frem«, sagde Joachim Fischer til TV2 Sport.

I finalen skal danskerne søndag møde indoneserne Praveen Jordan og Debby Susanto.

Mulighed for OL-medaljer

Joachim Fischer og Christinna Pedersen har tidligere vundet OL-bronze og VM-bronze sammen, og med muligheden for en sejr i dagens finalekamp ser det godt ud for den danske mixdoubles muligheder til OL.

Det mener Finn Trærup-Hansen, der er sportschef i Badminton Danmark.

»Der er ingen tvivl om, at de er konkurrencedygtige på medaljeniveau til OL. Over en lang periode har Fischer og Pedersen vist, at de spiller stabilt og godt sammen, og de har et rigtig højt niveau i øjeblikket«, siger Finn Trærup-Hansen.

»Men man skal også huske på, at blot fordi man er med i guldkampen ved All England, så er man ikke garanteret medaljer i Rio. Så der ligger en masse hård forberedelse foran dem. Men jeg er meget optimistisk på deres vegne«, siger han.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen er ikke officielt kvalificeret til OL endnu, men meget skal gå galt, førend de potentielle All England-mestre skulle gå glip af legene i Rio.

Slut i herresingle

Det var ikke kun den danske mixdouble, der var i aktion ved All England lørdag.

Hans-Kristian Vittinghus kæmpede om en sensationel plads i herresinglefinalen, men måtte se sig slået af kinesiske Tian Houwei med cifrene 21-15, 14-21 og 14-21.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men han fik virkelig sat en mur op, som jeg ikke kunne trænge igennem, og han åd mig lidt fysisk, siger Hans-Kristian Vittinghus til TV2Sport.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce