»Welcome to the cript«.

Det er Mikkel Kesslers pressekoordinater og gode ven Simon Lundt, der åbner døren og byder Politikens mand inden for i kælderværelset på The Vale Hotel and Golf Resort et stykke vej uden for Cardiff.

Et ganske fint sted faktisk. Det er her, hvor de walisiske fodbold- og rugbylandshold samles inden landskampe. Prisen er også i den pæne ende. En overnatning på et enkeltværelse koster rask væk et par tusinde danske kroner.

Bad. Spise. Sove
Som sådan sætter omgivelserne ikke helt samme præg på Mikkel Kesslers suite. Sengen er godt nok redt og på sin rette plads. Men ellers er alt nærmest rokeret om, så Kessler og hans hold af medhjælpere kan nyde aftenerne i den walisiske landidyl med e-box og dvd-film set fra den halvmåne af sofaer, der omslutter fjernsynet.

»Jeg skal i bad, så skal jeg have noget at spise. Og så skal jeg sove«.

På de to sekunder, det tager den dobbelte verdensmester at nikke velkommen og smide jakken på sengen, får han temmelig konsekvent opsummeret sin plan for resten af eftermiddagen.

Det er der vel heller ikke det store at sige til.

»Vil hellere se en film«
De seneste to timer har han måttet danse for verdenspressen i en alt for lille boksering mit i en rugbyhal på hotellets område og svare på hundreder af spørgsmål fra især spørgelystne amerikanske og britiske boksejournalister, der ofte hellere vil høre om Kesslers syn på Calzaghe end Kesslers syn på Kessler.

»Det stresser mig lidt, når jeg skal tale så meget med pressen, og jeg egentlig hellere vil slappe af med en god film«, siger Mikkel Kessler, der i mellemtiden har sat sig i en stol ved suitens spisebord.

Det er ikke helt let, for bordet er klemt inde mellem en væg og en massagebriks.

Foran ham ligger en ordentlig stak bokseplakater.

»Det bliver ikke større«
På dem har lørdagens modstander, Joe Calzaghe, allerede griflet sit navn med sort sprittusch. Nu skal Mikkel Kessler sætte sin signatur – et oplagt samleobjekt, men for Mikkel Kessler bare endnu et af mange gøremål, der kan afspore den 28-åriges egentlige plan om afslapning, film, mad og søvn, inden infernoet brager løs om blot tre dage.

Men når en smule presseirritation og lidt dræn fra et ellers stort overskud er prisen for at møde Calzaghe, er generne vel til at overse.

»Den kamp er jo mit livs drøm. Det bliver ikke større. Det er i den kamp, fårene bliver skilt fra bukkene, eller hvad det nu er, man siger«.

Boksehistorien har tendens til at give den kortklippede københavner ret. Tyske Sven Ottke stoppede godt nok sin karriere for et par år siden som ubesejret i supermellemvægt, men kritikere vil hævde, at han aldrig mødte toppen i sin vægtklasse – Joe Calzaghe og Mikkel Kessler. Det er de to, der som ubesejrede mestre nu skal afgøre, hvem der er klassens stærkeste fighter.

»Jeg ser også kampen som historisk. Derfor er det også vigtigt for mig at vise, hvad jeg er værd. Det er nu, jeg har chancen for at gøre en forskel. At sætte mit klare aftryk på boksningen. Det bliver jeg så nødt til at gøre på udebane, selv om jeg da gerne ville have bokset hjemme. Vil de ikke tro på mig, når jeg siger, at jeg er bedst, så må jeg jo rejse over for at vise dem det«.

Selvtilliden i orden
»På en måde er det også et stærkt bevis, hvis jeg slår Calzaghe ude. Jeg synes allerede, jeg har bevist, hvad der kan forventes. Bare det, at jeg er nået til en kamp mod ham, det er jeg stolt af. Det var vel ikke mange, der havde regnet med, at jeg ville nå hertil«.

Hvad giver den ballast dig?

»Jeg tror 100 procent på alt, hvad jeg gør og laver. Jeg er blevet utrolig selvsikker. Der er ingen, der kan banke mig længere. Det tror jeg faktisk ikke«.

Er det ikke noget, boksere bare siger?

»Nej«.

Ingen tvivl
Der er stille et øjeblik. Man kunne have gentaget spørgsmålet. For egentlig er det boksesportens mest idiotiske af slagsen. Alle boksere siger, at de er de stærkeste. Også selv om de tvivler.

Mikkel Kessler tvivler bare ikke.

Og hvorfor skulle han? Med en resultatliste på 39 kampe og ligeså mange sejre har Kessler været uovervindelig i bokserens rolle, siden han smed undertrøje og hjelm 20. marts 1998 i Vejlby-Risskov-Hallen mod amerikanske Kelly Mays.

»Min ambition var bare at vinde min første kamp. Mere turde jeg faktisk ikke håbe på, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg så jo meget op til de andre professionelle. Søren Søndergaard og de andre«.

Det tog kun 69 sekunder, så var Kelly Mays ikke længere ubesejret.

»Det var rigtig godt. Så havde jeg jo fået min første sejr. Bare det at sige, at nu havde man fået en kamp som professionel var superfedt. Det var noget at bygge på«.

Vendepunkt mod Thobela
Hvornår begyndte du at tro på, at du kunne drive det langt?

»Jeg bevægede mig jo langsomt op ad ranglisten. Og så håbede jeg bare på, at jeg ville få chancen på et tidspunkt. Det var svært, for der er meget, der skal passe sammen i professionel boksning. Men da jeg så fik chancen mod Dingaan Thobela, så begyndte der at ske noget. Det var godt nok i et af de der små forbund (IBA, red.), men alligevel. Det var en titel. Det var ligesom springbrættet til de store forbund. Kampen var først blevet aftalt tre uger før og gik over alle 12 omgange. Det var en meget hård kamp for mig, men jeg vandt alligevel klart. Det var efter den kamp, at jeg begyndte at se mulighederne i at få kampe i de store forbund«.

Siden faldt de alle på stribe. Og da Manny Siaca blev fældet i Brøndby-Hallen, og Kessler kunne iføre sig sit første VM-bælte hos WBA, blev jægeren til den jagede. Men heller ikke det ændrede noget.

Ingen i USA i supermellemvægt
Selv ikke en tur til Australien mod Anthony Mundine med dårlig ryg kunne skubbe Kessler fra supermellemvægtstronen. Siden canadiske Eric Lucas, tyske Markus Beyer og amerikanske Librado Andrade.

Der er to udfald på lørdag. Og skal vi tale om det, som du nok helst taler om, at du vinder – så har du jo også gjort det af med din værste og nok eneste konkurrent. Hvad skal så motivere dig i fremtiden?

»Alle taler om, hvem jeg skal møde, og at USA venter på mig. Men hør en gang. Der er jo ingen i USA, der er værd at møde i supermellemvægt. Så skal jeg enten op eller ned i vægt. Det her handler ikke om USA og penge og alt det der. For mig er det de to bedste, der står over for hinanden nu. Det er det, der er kæmpestort for mig. Jeg vil have det sådan, at jeg står som den ubestridte mester. Jeg tænker ikke et sekund på alt det med, at HBO vil have mig til USA, og de vil have mig til det ene og det andet. Det handler om, at når jeg møder Joe Calzaghe, så er det, fordi jeg drømmer om at være den største. Derfor er det også en chance, jeg tager. Den kommer måske aldrig igen«.

Svært at undgå USA
Men stadig, Mikkel. Hvad er motivationen for dig efterfølgende, hvis du vinder?

»Så finder jeg nogle nye mål. Så må jeg jo uden for Danmark for at vise, at jeg er den bedste bokser. Det bliver jo nok USA. Det bliver den næste drøm. Hvordan det bliver, kan jeg ikke forholde mig til nu. Først har jeg lige en anden, der skal gå i opfyldelse først. Hvis den ikke gør det, så er det jo lige meget«.

Calzaghe vil kun bokse de store kampe. Faktisk frygter han mere, at han taber til en svag modstander end til en stærk. Netop fordi motivationen kan være svær at finde. Kender du det billede?

»Det er præcis det, som jeg skal undgå, hvis jeg slår Calzaghe. Det handler om at møde toppen af poppen. Det er kun, når du føler, at du skal præstere det bedste, at man har den rigtige intensitet, at man er helt klar til kampen. Man bliver en bedre bokser. Mangler man motivationen, så er det for svært«.

Den motivation kommer Mikkel Kessler ikke til at mangle på lørdag. Til gengæld går det værre for lysten til flere spørgsmål på dagen.

»Vi kan fortsætte i morgen«, smiler han.

Indtil da handler Kesslers tid om at få et godt varmt bad, lidt mad og en rar eftermiddagslur.