Annonce
Annonce
Annonce
Sport 15. nov. 2007 KL. 16.10

Fortørnet Pless klar til kvartfinale

Kristian Pless overlevede en sætbold, inden han i Helsinki vandt over tjekken Jan Mertl.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Kristian Pless hænger på i bestræbelserne på at begrænse den nedtur, der har sendt ham et pænt stykke ud af verdens top-100.

Ved IPP Open i Helsinki vandt Kristian Pless sin kamp i 2. runde over tjekken Jan Mertl (nr. 198 i verden) med 6-2, 7-6 (7-3) og er klar til kvartfinalen i 50.000 dollar-Challengerturneringen.

»Jeg startede rigtigt godt og kom hurtigt foran 4-0 i første sæt. Derfra holdt vi vores server forholdsvis ubesværet«, skriver Kristian Pless på sin hjemmeside.

Overlevede sætbold ved 5-6
»I andet sæt kom jeg atter godt fra start og fik en 3-1-føring med endnu en breakbold til 4-1. Han kæmpede dog godt, og lige pludselig fik han vendt op og ned på det hele. Jeg blev faktisk så presset, at han havde sætbold ved 5-6 i min serv. Jeg holdt dog serv og vandt bagefter tiebreakeren«, skriver Pless om sejren over tjekken, som han havde noget mere besvær med at besejre 2-1 i sidste måned i Kolding.

På sin hjemmeside lufter Kristian Pless også sin harme over de ni måneders karantæne og den bøde på 60.000 dollar (ca. 300.000 kr.), som han holdkammerat i den italienske liga,Alessio Di Mauro er blevet idømt.

Spil på tennis er ulovligt
Italieneren har erkendt, at han har tabt 5.000-7.000 euro på at have spillet på en række fodbold- og tenniskampe, hvilket er et brud på ATP-reglerne, tennisspillernes egen organisation.

»ATP skal varetage spillernes interesser og promovere sporten, og det kan derfor undre, at organisationen bruger så megen tid på gambling, som ikke ser ud til at være et problem i tennissporten«, skriver Kristian Pless.

Spillere siger nej til bestikkelse
»Mange spillere fortæller, hvad de er blevet tilbudt for at tabe, men siger samtidig, at de har sagt nej tak. Di Mauro har forbrudt sig imod reglerne for tennisspillere, der ikke må vædde på tennis!«, skriver Pless.

»Straffen virker imidlertid ude af proportioner med forseelsen. Som ATP skriver, så var han ikke til stede ved turneringerne, hvor han har gamblet, og han har på forhånd ikke haft nogen viden om resultaterne af kampene«, fremfører en fortørnet Pless.