Annonce
Annonce
Annonce
Sport 3. dec. 2007 KL. 15.31

Rekord og comeback skærper OL-kapløbet

Emil Dall-Nielsen hilser det velkomment, at tilbagevendte Jacob Carstensen vil prøve at overtage hans plads på en dansk holdkap i 4x200 meter fri.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Når Emil Dall-Nielsen og Jacob Carstensen på lørdag duellerer i 200 meter fri ved et langbanestævne i Farum Svømmehal er det med vidt forskellig baggrund.

For 23-årige Emil Dall-Nielsen handler det om forberedelserne frem mod næste års EM, hvor det gælder kvalifikation til OL.

Jacob Carstensen har allerede været til OL tre gange, men den 29-årige vestjyde har efter et par år med udelukkende nationale stævner fået mod på at gøre endnu et internationalt forsøg.

Dansk rekord er et sekund fra OL
Det skal i givet fald være som del af en dansk kvartet i 4x200 meter fri, der p.t. er kvalificeret til EM med en besætning bestående af Jakob Andkjær, Jon Rud, Mads Glæsner og Emil Dall-Nielsen.

Ved EM skal holdet så forbedre den danske rekord fra DM tidligere i år med mindst et sekund, hvis OL-kvalifikationen skal sikres.

»Med vores nuværende individuelle tider ville det være mig, der i første omgang ville miste pladsen, men jeg hilser det kun velkomment, at der nu bliver yderligere konkurrence om pladserne«, siger Emil Dall-Nielsen.

»Det er kun fedt, at vi er flere til at slås om pladserne, og ender jeg i sidste ende med ikke at komme med, så er det fordi, jeg ikke har været god nok«, siger nordsjællænderen fra Sigma.

Stævner i Farum og Eindhoven
Den forestående weekend er sidste frist for kvalifikation til EM, der er den oplagte mulighed for at supplere den aktuelle OL-trup på seks svømmere.

Ud over stævnet i Farum deltager svømmere fra Sigma og AGF i et stævne i EM-bassinet i Eindhoven.

Selv om Jacob Carstensen er indehaver af den danske rekord i 200 meter fri (1.48,86 min. fra 2001), skal han forbedre sit nuværende niveau betragteligt, hvis han skal til EM.

Sportschefen finder det urealistisk
Svømmeunionens sportschef, Lars Sørensen, betragter det som urealistisk, at det kan ske, og tror faktisk, at Jacob Carstensens OL-chance vil være større, hvis han IKKE kommer til EM.

»Selv om EM slutter 1. april, bliver der først sat navne på holdkappladserne 1. maj, og det vil nok gavne Jacobs chance, hvis han i stedet for EM satser på en længere træningsperiode og så svømmer stærkt ved et stævne sidst i perioden«, vurderer Lars Sørensen.

Hverken Emil Dall-Nielsen eller Jacob Carstensen er kvalificeret til næste uges kortbane-EM i Debrecen, hvortil Jakob Andkjær kommer med en frisk dansk rekord - på langbane.

Med sine konstante fremgange bidrager den allerede OL-kvalificerede Andkjær således til optimismen på vegne af holdkappen.

Dansk rekord nummer 37
Ved et universitetsstævne i weekenden i Alabama satte Andkjær sin karrieres danske rekord nummer 37, da han i 50 meter fri forbedrede sin egen tid med fire hundrededele til 22,47 sek.

Dermed nåede Andkjær pudsigt nok det samme antal som Jacob Carstensen, der satte sine 37 rekorder fra 1995 til 2004.

Carstensen er fortsat indehaver af syv af rekorderne: 200 og 400 meter fri samt 400 meter medley på både kort- og langbane samt 200 meter medley på langbane.

De to har dog langt op til rekordernes rekordholder. Mette Jacobsen satte således 131 danske rekorder i perioden fra 1987 til 2005.