Som Politiken kunne afsløre i sidste uge, kom over 2.000 atleter under sommerens OL i Kina fra lande eller sportsgrene, der ikke havde implementeret kodekset fra det internationale dopingagentur, Wada.

I princippet skulle disse atleter, som blandt andet slipper for uanmeldte dopingkontroller uden for konkurrence, udelukkes fra OL. Men Den Internationale Olympiske Komité lod alle deltage.

Problemerne med forskellige regler for atleter fra forskellige lande er imidlertid større endnu. Endnu ikke offentliggjort forskning viser nemlig, at der selv blandt duksene i kampen mod doping findes store huller i nettet.

Reglerne varierer
Et norsk forskerteam med antidopingeksperten Dag Vidar Hanstad fra Norges Idrettshøgskole i spidsen har gennemført en undersøgelse blandt 47 medlemmer af sammenslutningen af nationale antidopingagenturer (Anado).

Medlemmerne af Anado, der blandt andet tæller Anti Doping Danmark, går for at være blandt frontkæmperne i kampen mod doping. De har ry for at være bedst finansierede og mest effektive. Men undersøgelsen viser, at der selv blandt disse antidopingagenturer er meget store variationer i dopingreglerne.

32 af 47 antidopingagenturer svarede på henvendelsen fra forskerne. Af disse var der 23 antidopingagenturer, som havde en registreret testgruppe at gennemføre kontroller på. Altså var der ni af de formodede bedste agenturer, som slet ikke havde registreret atleter i deres database, som kunne underlægges uanmeldte dopingkontroller uden for konkurrencer.

Der skal harmoniseres
Den oplysning understreger problemerne i det nuværende antidopingarbejde, mener Dag Vidar Hanstad, der sammen med kollegerne Eivind Åsrum Skille fra Høgskolen i Hedmark og Sigmund Loland fra Norges Idrettshøgskole har stået for undersøgelsen.

»Det største problem i kampen mod doping er manglende harmonisering«, konkluderer Dag Vidar Hanstad.

Wada: Bekymrende
Den norske antidopingekspert uddyber, at når så mange blandt de formodede bedste antidopingagenturer ikke har en registreret testgruppe, så er problemet sikkert endnu mere omfattende på verdensplan.

Wadas talsmand, Frédéric Donze, er overrasket over, at så mange antidopingmyndigheder end ikke har registreret atleter i deres database.

»Hvis tallene er dækkende for de øvrige antidopingagenturer, så er det bekymrende. En registreret testgruppe er helt afgørende for kontroller uden for konkurrencer. Og kontrollerne uden for konkurrence er absolut nøglen til tilliden fra offentligheden og atleterne«, siger Frédéric Donze.

Nationalitet fældede Kyllingen
Den norske undersøgelse sætter en tyk streg under, at der er store forskelle på, hvor stramt antidopingnettet er om atleter fra forskellige lande. I Danmark skal over 100 eliteatleter fra testgruppen oplyse deres opholdssteder, de såkaldte where-abouts, for hver eneste dag.

Det gør det muligt for dopingkontrollanter at teste danskerne uanmeldt. En forgæves besøg fra dopingkontrollanterne tæller som en dopingovertrædelse, og tre forgæves besøg på 18 måneder koster op til to års karantæne.

Det var forkerte oplysninger om where-abouts, som kostede cykelrytteren Michael Rasmussen en ufrivillig pause fra landevejene på to år. Danskeren missede tre dopingkontroller op til Tour de France 2007, da han påstod at opholde sig i Mexico, men i virkeligheden var i Italien.

Hvis Michael Rasmussen ikke havde været dansk, er der imidlertid gode chancer for, at han ville have sluppet ustraffet.

Forståelig frustration fra atleter
Undersøgelsen viser nemlig, at kun 11 af de 23 antidopingagenturer med en registreret testgruppe forlangte, at atleterne skulle være til rådighed for kontroller hver dag. Og hver femte af antidopingagenturerne havde ikke procedurer for at straffe de atleter, der ikke oplyste where-abouts. Over 40 procent af antidopingagenturerne registrerede end ikke et forgæves besøg fra dopingkontrollanter som en dopingovertrædelse, hvilket Wada’s regler ellers kræver.

Mange atleter har da også udtrykt deres utilfredshed med, at mange af deres konkurrenter slipper for at oplyse deres opholdssteder. Og den frustration forstår antidopingeksperten Dag Vidar Hanstad.

»I Danmark gælder where-abouts-systemet, og sådan er det for alle ’elite-antidoping-nationer’. Men vores forskning viser, at mange slet ikke beder om where-abouts. Og blandt dem, som gør, er det kun omtrent halvdelen, der straffer overtrædelserne. Så jeg forstår atleter, der spørger, hvorfor de skal oplyse where-abouts, når deres konkurrenter slipper«, siger Dag Vidar Hanstad.