Der var engang. Sådan begynder alle gode eventyr og således også dette. 21. september 1983 drog det danske fodboldlandshold til Wembley og besejrede stormagten England med 1-0, hvilket var med til at sikre kvalifikationen til EM 1984 i Frankrig. Med på erobringstogtet var over 10.000 danske fans, som fuldstændig overdøvede deres 72.000 engelske modstykker. »England er et tegneseriehold«, lød det i fodboldens Mekka. Begivenheden blev samtidig startskuddet til et begreb, som siden skulle blive optaget i Politikens Nudansk Ordbog. 'Roligans' blev de danske supportere døbt som et fredeligt modspil til de voldelige hooligans. Efter endnu et par succesfulde år for det danske landshold blev foreningen De Danske Roligans stiftet op til VM-slutrunden i Mexico 1986. Siden gik det stærkt, og supporterne opnåede bred anerkendelse både herhjemme og i udlandet. Foreningen har dog også overlevet flere medlemskriser. Først i 1991, efter at den daværende formand døde, og igen i 2000 da landsholdet havde mindre prangende resultater. I dag har foreningen cirka 1.200 medlemmer, og mange er med i Parken i aften. En del vil slå et smut om de hyggelige klublokaler i Titangade på Nørrebro for at 'varme op', som det hedder, når man skal konsumere de 20 fustager med fadøl og otte rammer dåseøl, som står klar til tørstige ganer, da Politiken kigger forbi mandag eftermiddag. Og der er mere, hvor det kommer fra, viser et kig i køleskabet. Steen Bille, formand for De Danske Roligans siden 1995, tager imod og byder på iskold dåsecola. Han lægger imidlertid ikke skjul på, at øl og fodbold hører sammen. »Nej, jeg kan ikke forestille mig en fest her uden fadølsanlæg«, griner han og tager et rødt og hvidt tørklæde frem med titlen 'Vi er stive men i live'. Et andet motto er 'fodbold uden vold'. »Der er gået lidt prestige i at opføre sig ordentligt. Også når det går dårligt for landsholdet som ved EM 1988 og EM 2000. Det er heller ikke vores medlemmer, der pifter ad modstanderens nationalmelodi eller Dennis Rommedahl, som vi så det i Århus«, forklarer formanden og viser rundt. På væggen i glas og ramme troner Michael Laudrups signerede røde trøje med nummer 10 majestætisk. Han bar den i sin sidste landskamp, kvartfinalen mod Brasilien ved VM 1998. Et stykke derfra hænger en anden klassiker, John 'Faxe' Jensens EM-finaletrøje fra 1992-triumfen mod Tyskland. »Det nye landshold er mere fedtet med trøjerne. De fleste står bare og klapper ud til os fra midten af banen efter kampen. Dér kunne de lære noget af Michael Laudrup og Peter Schmeichel, som virkelig forstod at give noget igen til os. Spillerne skal huske at takke fansene, især på udebane, for det koster altså mange tusinde kroner at følge holdet«, siger Steen Bille. Han kan også godt ærgre sig over, at pressen fokuserer på nogle få ballademagere til fodboldkampe frem for de mange tilskuere, der opfører sig pænt. »I vores forening har vi både direktører, arbejdsløse og studerende, som har det sjovt sammen. Vi havde en del nordmænd hernede til kampen i juni, og vi har også festet med irerne«, siger han. En roligan følger sit hold i tykt og tyndt, men der er dog grænser. »0-0-kampen i Athen mod Grækenland (oktober 1997, red.), da vi kvalificerede os til VM 1998, er nok det værste, jeg har været ude for. Vi blev bombarderet med fyrværkeri og kasteskyts. Efter kampen blev der kastet store sten ind gennem ruderne på vores bus, og nogle blev slået ned foran deres hotel. Det var vanvittigt«, husker han. Det gik som bekendt noget fredeligere for sig, da Danmark vandt europamesterskabet 1992 i Sverige. »Det var det største«, siger roliganformanden, som selv har oplevet de seneste fire EM-slutrunder live. soren.nielsen@pol.dk