Ude på vandet er det sjovt at ro hurtigt og opleve forbedringer.
Foto: Tor Birk Trads

Ude på vandet er det sjovt at ro hurtigt og opleve forbedringer.

Sport

Nomineret til Årets Fund: Det var veninden, der lokkede Mette

Hun er sej, hun er stærk, hun er stædig. Og så er kajakroeren Mette Majbom Gravesen et af sportens kæmpetalenter, der kan tillade sig at drømme om OL i Tokyo.

Sport

Først talte vi sammen i telefonen. Hun svarede forsigtigt og næsten lidt tøvende på mine spørgsmål, og jeg tænkte: Det bliver ikke helt let, det her.

Senere mødtes vi i Silkeborg Kajakklub, der ligger idyllisk og smukt med sine bådebroer stikkende direkte ud i Gudenåen.

Og da Mette Gravesen, bare 1,62 meter høj, kom mig i møde inde i det varme klubhus med smil og glade øjne, lignede hun – lysende af energi og træningslyst – en art gammeldags reklame for det optimistiske, blonde Danmark. En frøken Havregryn.

»Hej, jeg er Mette«, sagde hun med fremstrakt hånd på denne flotte decemberdag.

Stolt over nomineringen

Og hun kunne have tilføjet – men gjorde det ikke – ’og jeg har vundet VM-sølv i toerkajak på 500 meter og er blevet nr. 5 ved VM i enerkajak’.

Netop de to resultater har fået kano- og kajakforbundet til at indstille Mette Gravesen fra Silkeborg til Politikens 1929-gamle idrætspris, Årets Fund.

Nu er Mette Gravesen mellem de 10 nominerede, der mødes i Politikens Hus på årets tredjesidste dag – og hun siger, at hun er mægtig stolt over at være i så flot selskab.

Årets Fund: Farvel til springgymnastik og goddag til kajak

Kilde: Politiken / Heidi Skibsted

»Det er meget opmuntrende og smigrende, at nogen lægger mærke til, hvad jeg har præsteret. At toppe året med sådan en nominering gør 2016 til noget særligt«, lyder det fra den 18-årige handelsgymnasieelev, der er på 3. år på den 4-årige Team Danmark-ordning.

Hun har været kajakroer siden det 12. år, da hun – lokket af en veninde – skiftede springgymnastikken, »som ikke var så sjovt«, ud med kajakdansen.

»Det er pragtfuldt at være ude på vandet, det er sjovt at ro hurtigt og mærke, at man bliver bedre og bedre«, forklarer hun om sin kærlighed til det at stikke en pagaj i vandet og hive den op igen.

De gode VM-placeringer i sommer i Minsk i Hviderusland var ikke første gang, hun sprang op på sejrsskamlen. Mette Gravesen vandt også 6 guldmedaljer, 6 titler, ved de nordiske mesterskaber.

Og når man lægger disse præstationer sammen med den VM-guld- og sølvmedalje, Mette hentede i firerkajak i 2015 samt hele fire medaljer ved Olympic Hopes Regatta i Polen, forstår man forbundets fornemmelse af at have en kommende stjerne i medlemsskaren.

Men i begyndelsen var hun nu ikke vild med dette konkurrencevæsen.

»Når der var stævner og konkurrencer, stillede jeg ikke op. Jeg var vel lidt bange for at tabe, og så kunne jeg jo beskytte mig ved at melde fra«, forklarer hun. Men et år senere var Mette Gravesen med til sit første DM – og herfra gik det slag i slag.

Nu er den unge kvinde på vej ind i landsholdets seniorgruppe, og i den forbindelse er hun blevet udtaget til den 6 uger lange træningslejr i Florida i marts-april i det nye år.

»Vi er 6 piger, der skal af sted, og et af målene er at skabe en stærk firerkajak. Det lyder spændende«, mener Mette Gravesen – som ikke ved, om hun i de kommende par år også skal gøre ’tjeneste’ ved U23-VM og -EM.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er vist ikke noget, jeg selv bestemmer. Hvis landstræneren siger: Du skal springe U23 over og ro senior, ja, så gør jeg det«.

Årets Fund 2013 er inspirator

Kajakklubben i Silkeborg har ’mange’ store piger og unge kvinder, der træner sammen, og som er båret af ambitioner – og inspireret af Emma Jørgensen, der i sommer, blot 20 år, vandt OL-sølv på 500 meter.

Emma Jørgensen var i øvrigt Årets Fund i 2013 – og hun er beviset på, at man ikke nødvendigvis skal være et lovende talent i 8 år for at få et internationalt seniorgennembrud. Derfor sender Mette blikke mod den japanske hovedstad, Tokyo, hvor hun gerne vil lande en olympisk sommerdag i 2020.

Af samme grund træner Mette Gravesen 6 dage om ugen, kun søndag har hun fri. Ugens øvrige dage træner hun 2 gange om dagen – og her i den mørke, kolde tid er det styrketræning om morgenen og rotræning på vandet om eftermiddagen. Måske erstattet af noget alternativ træning på de rigtig barske vinterdage.

Og pauserne, hviletiden? Ja, kæresten og kajakfyren Kasper Pretzmann er skam velkommen, men der skal også ordnes lektier. Og desuden holder mors sofa vældig meget af at mærke Mettes brede, stærke ryg.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce