Landsholdsmålmand Niklas Landin havde en redningsprocent på 58 procent i første halvleg, hvor han stod suverænt foran mål.
Foto: Jens Dresling

Landsholdsmålmand Niklas Landin havde en redningsprocent på 58 procent i første halvleg, hvor han stod suverænt foran mål.

Sport

Efter braget mod Sverige: »Hvis det ikke havde været for Landin, havde vi nok ikke haft to point nu«

Danmark vandt mandag aften 27-25 over Sverige i en gyser, hvor de danske OL-mestre var presset i bund til det sidste.

Sport

Fire minutter til slutfløjt og svenskerne er lige bag os. 24-23. Mikkel Hansen har straffekast, og der er ingen tid til betænkning. Kast, mål og sjælden jubel fra Hansen ned langs langsiden. Nu betyder det noget.

Svenskerne scorer, og Landin sender hurtigt bolden tilbage mod det svenske mål. Dansk scoring. Eller er der? Der bliver stille blandt de 13.850 fremmødte tilskuere, mens dommerne voterer. 1 minut igen.

I aftes mødte det danske håndboldlandshold Sverige i den tredje, og uden sidestykke mest spændende, danske håndboldkamp under VM i håndbold. En kamp, hvor Danmark brillerede med helt usædvanligt mange redninger af landsholdsmålmand Niklas Landin, førte med seks mål og pludselig mistede det hele til Sverige, der i forrygende højt tempo gjorde sejren svær for det danske landshold.

Tilbage i de afgørende sekunder af kampen blev 25 til 26 på den danske side af måltavlen højt over banen. Stillingen var nu 26-25. Timeout. Med kun få øjeblikke tilbage af kampen tog den danske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, strategitavlen frem og rykkede rundt med brikkerne. Nu skulle kampen lukkes.

Kort tid efter kvitterede Hans Lindberg med netop det øjeblik, vi gerne ville opleve, da han satte sidste bold i kassen til 27-25.

»Det var en rigtig arbejdssejr for vores vedkommende, og måske ikke den kønneste kamp. Men det var utrolig vigtigt, vi fik de to point og en lille hævn for sidste gang, vi mødte dem«, sagde en svedende Casper U. Mortensen umiddelbart efter sejren

Opgøret, han henviser til, er EM-kvalifikationskampen sidste vinter, der endte uafgjort 28-28, selv om Danmark havde domineret det meste af kampen.

Landin viste verdensklasse

Sverige lå forud for mandagens opgør på førstepladsen i gruppe D. Holdet havde vist stor formstyrke i de indledende kampe mod Bahrain og Argentina, til trods for, at en ny generation er ved at blive kørt i stilling på holdet.

Gennemsnitsalderen på det svenske hold er i øjeblikket 25 år, mens rutinen er en anelse højere på det danske, hvor spillerne på banen i gennemsnit er 29 år.

De unge modstandere satsede på at løbe fra danskerne i første halvleg, og det lykkedes også til at begynde med – indtil Landin for alvor trak i arbejdstøjet.

»Landin, Landin, Landin« hujede arenaen, mens svenskerne gjorde klar til at angribe. I en periode brændte både danskerne og svenskerne deres chancer, og det skabte lynhurtigt spil fra begge parter, der tordnede ned langs langsiderne i vilde kontraløb – imens tilskuerrækkernes hujen blev stadigt mere euforiske over Landins præstationer.

På 18 minutter reddede han otte gange og præsterede i første halvleg en redningsprocent på hele 58 procent.

»Hvis det ikke havde været for Landin, havde vi nok ikke haft to point nu. Det var verdensklasse, jeg har sjældent set noget lignende, men Niklas er garant for de her præstationer engang imellem. Det er top klasse«, sagde højrebacken Kasper Søndergaard umiddelbart efter kampen.

Danskerne brændte chancer

Trods målmandens mange redninger fik svenskerne alligevel vendt en 14-8 føring til Danmark til 14-13. Og sådan fortsatte det svenske landshold med at presse Danmark resten af kampen. Uden dog at gå forbi danskerne, der formåede at holde svenskerne på afstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kasper Søndergaard ærgrede sig dog over, at det danske hold brændte så mange af sine chancer.

»Jeg er utrolig glad for, at vi vandt, for jeg synes ikke, det var alt, der flaskede sig angrebsmæssigt i dag. Vi får lavet nogle fejl og brænder lidt for mange chancer«, sagde han.

For landstræner Gudmundur Gudmundsson var kampen forventeligt hård. Selv om han synes, holdet klarede det svenske pres ganske godt, så peger han på, at danskerne spillede for langsomt i starten og bevægede sig for lidt uden bold.

Noget, som også virkede til at optage Mikkel Hansen under kampen. På banen virkede han flere gange frustreret, når han med tegn og fagter forsøgte at signalere til sine holdkammerater, at de skulle op i gear. Gudmundur Gudmundsson synes dog, det danske hold kom efter det i løbet af første halvleg.

Bahrain har før skabt problemer

Landsholdet går efter en førsteplads i puljen, og gårsdagens sejr kan gå hen og blive afgørende for, om det bliver Danmark eller Sverige, der slutter øverst. Begge hold har nemlig vundet sine to forrige kampe og har også gode chancer for at vinde de kommende to.

»Man kan sige, det næsten var en finale. Jeg tror, Sverige slår Egypten og Qatar, så vi har snakket meget om, at det var en vigtig kamp for at vinde puljen«, sagde landstræner Gudmundur Gudmundsson efter opgøret.

Onsdag skal det danske landshold møde Bahrain i gruppespillet i Paris. Et hold, som har haft svært ved at følge med de andre hold i gruppen og i øjeblikket ligger på femtepladsen. Men også et hold, som Danmark før har haft problemer med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I en OL-kvalifikationskamp i Herning sidste forår år spillede de to hold 26-24, og den sejr var, for nu at bruge landstrænerens egne ord, »sgu ikke nem«.

»Næste udfordring er at møde fokuseret op og klare kampen. Hvis man ikke er til stede, så får man problemer med sådan et hold. Det er udfordringen nu«.

Kampen spilles onsdag klokken 17.45 i centrum af Paris.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce