Manchester Uniteds Zlatan Ibrahimovic kom ikke til at score på Old Trafford torsdag aften mod FC Rostov, men briterne gik alligevel videre.
Foto: Dave Thompson/AP

Manchester Uniteds Zlatan Ibrahimovic kom ikke til at score på Old Trafford torsdag aften mod FC Rostov, men briterne gik alligevel videre.

Sportsdøgnet: Zlatan & Co. slider sig til kvartfinalerne

Følg med i strømmen af nyheder fra indland og udland.

Sport

Fodbold: Manchester Uniteds færd i Europa League har ikke været prangende, men holdet er videre, efter at Juan Mata torsdag aften sørgede for en 1-0-sejr på Old Trafford mod russiske FC Rostov. det første opgør var sluttet 1-1. Mulige modstandere for Zlatan & Co: Besiktas, Celta Vigo, Genk, Ajax, Anderlecht, Schalke 04, Lyon.

Håndbold: Kvinderne i Odense Håndbold bekræfter i en pressemeddelelse, at der på et møde med træner Jan Pytlick er luftet frustrationer om graviditet. »På det møde har Jan Pytlick dog IKKE sagt, at det er forbudt at blive gravid i Odense Handball Club A/S. Alle spillere har faktisk stor forståelse for klubbens udfordringer, og for den sags skyld alle klubber, men som spillere forbeholder vi os naturligvis retten til at blive gravide når som helst, som alle andre, lyder det fra truppen«, hedder det i pressemeddelelsen. Rygter fra Odense havde fortalt, at Pytlick nærmest havde forbudt sine spillere at blive gravide.

Håndbold: Det kvindelige landshold fik en lektion af Frankrig torsdag aften. De to nationers første kamp ved Golden League-turneringen i Frankrig blev en ulige omgang for Danmark, som tabte 21-29 til værtsnationen. Danmark mødte overmagten, som specielt i første halvleg havde fuld turbo på spillet og kørte hen over danskerne efter behag. Danmark var på hælene fra første minut. Frankrig dækkede offensivt op, og det generede danskerne gevaldigt, og værtsnationen kunne helt uden problemer gå til pause foran 14-5. Danmark var uden begge målmænd fra EM-slutrunden i december i fjor, da både Sandra Toft fra Larvik og Althea Reinhardt fra Odense Håndbold har meldt afbud til turneringen.

Celta Vigos Iago Aspas hygger sig efter at have scoret i Rusland torsdag aften, da Krasnodar blev besejret.
Foto: /AP

Celta Vigos Iago Aspas hygger sig efter at have scoret i Rusland torsdag aften, da Krasnodar blev besejret.

Fodbold: Celta Vigo er med, når der skal trækkes lod til kvartfinalen i Europa League. Torsdag aften tog det spanske hold til Krasnodar og vandt 2-0 over russerne, der samlet blev besejret 4-1 i de to opgør i ottendedelsfinalen. Både Daniel Wass og Pione Sisto var med i startopstillingen hos Celta Vigo, der vandt det første opgør hjemme med 2-1. Andrew Hjulsager er ikke spilleberettiget i Europa League for den spanske klub efter sit skifte fra Brøndby i januar, og han var derfor ikke med i truppen.

Badminton: Kineseren Shi Yuqi nåede søndag frem til All England-finalen, hvor det endte med et nederlag til verdensetteren Lee Chong Wei fra Malaysia. Torsdag aften var Shi Yuqi oppe imod Anders Antonsen i Basel, og her var den danske mester tæt på at besejre verdens nr. 8. Det var dog Shi Yuqi, som knebent vandt 16-21, 21-15, 21-16 efter en times spil. Dermed er den andenseedede kineser videre til kvartfinalen. Der var dog også dansk gevinst i herresingle i Basel torsdag, da Emil Holst gik videre til kvartfinalen efter sejr på 21-16, 21-15 over hollænderen Mark Caljouw.

Alpint: Tina Weirather kunne torsdag juble, da hun vandt kvindernes World Cup i disciplinen Super G. Skiløberen fra Liechtenstein var hurtigst i sæsonens syvende og sidste Super G-konkurrence foran slovenske Ilka Stuhec. Inden dagens løb var netop Stuhec i spidsen i Super G-stillingen, men Weirather snuppede netop førstepladsen og titlen med dagens sejr. Dagens andenplads gav dog Stuhec nok point til at holde et spinkelt liv i drømmen om sejren i den samlede World Cup. Her er Mikaela Shiffrin dog storfavorit til at snuppe den samlede sejr, når der i weekenden i Aspen afvikles sæsonens sidste løb. Her skal der dystes i den 21-årige amerikaners favoritdiscipliner slalom og storslalom.

Med Tyson Furys depressionshistorik in mente og et muligt comeback i maj er meldingen fra eksverdensmesteren ikke lige, hvad man havde forventet.
Foto: Martin Meissner/AP

Med Tyson Furys depressionshistorik in mente og et muligt comeback i maj er meldingen fra eksverdensmesteren ikke lige, hvad man havde forventet.

Boksning: Den 23-årige Isaac Lowe brite, der lørdag aften i Aarhus møder Dennis Ceylan i en EM-titelkamp i fjervægt,  får prominent støtte i sit ringhjørne af sin fætter, eksverdensmesteren i sværvægt, Tyson Fury. Den lettere skandaliserede champ, der sidste år midlertidigt fik frataget sin licens grundet en positiv test for kokain, men formentlig går i ringen igen til maj, kommer til Danmark for at more sig. »Jeg har hørt, at danskerne kan lide at drikke, og det samme kan jeg. Jeg lander på fredag, så jeg kan nå indvejningen og gøre mig klar til St. Patrick’s Day. Jeg skal være ekstremt stiv. Tyson Fury bliver sluppet løs i Danmark«, siger han ifølge en pressemeddelelse fra Team Sauerland. Ja, man skal høre meget, før ørerne falder af …

34-årige Jermaine Defoe er garant for mål, og han har også kun leveret en scoring færre end Zlatan Ibrahimovic i Premier League i denne sæson.
Foto: Scott Heppell/AP

34-årige Jermaine Defoe er garant for mål, og han har også kun leveret en scoring færre end Zlatan Ibrahimovic i Premier League i denne sæson.

Fodbold: Sunderlands erfarne målmager Jermaine Defoe er blevet genindkaldt til det engelske landshold, tre år efter han senest har spillet for sin nation. Den 34-årige angriber er blandt de 26 spillere, som landstræner Gareth Southgate har udtaget til venskabskampen mod Tyskland, før England 26. marts skal møde Litauen i VM-kvalifikationen. Defoe er nr. 6 på Premier League-topscorerlisten med 14 træffere. Hulls Jake Livermore, der ikke har spillet for landsholdet siden 2012, er også udtaget.

Fodbold: Dagen efter de med store præstationer var med til at sikre Monaco en plads blandt de sidste 8 hold i Champions League blev de unge Kylian Mbappé og Benjamin Mendy udtaget til det franske landshold for første gang i karrieren. Angriberen Mbappé er 18 år, mens den angrebslystne venstreback Mendy er 22.

Håndbold: Den nye landstræner Nicolaj Jacobsen kan råde over stort set hele stjerneensemblet frem mod VM på hjemmebane i 2019. Kun den 36-årige Jesper Nøddesbo (Barcelona) har meddelt, at han er ude af stand til at binde sig to år frem i tiden. Spilleren, der debuterede i 2001 og været med i 223 landskampe, står dog til rådighed for landstræneren. »Der er stor opbakning til, at folk gerne vil fortsætte, og det betyder rigtig meget for mig og for landsholdet«, siger Nicolaj  Jacobsen til TV2 Sport.

Fodbold: Kasper Schmeichel er nomineret til fanprisen som rundens bedste spiller i Champions League. Leicester-målmanden reddede et straffespark i 2-0-sejren mod Sevilla og havde endvidere flere store redninger. Han konkurrerer med Atlético Madrid-målmand Jan Oblak, Monacos unge hotshot Kylian Mbappé og Juventus-angriberen Paulo Dybala om hæderen, der uddeles via en afstemning på Uefas hjemmeside.

Badminton: Landstræner Kenneth Jonassen har udtaget det tunge skyts til EM-turneringen på hjemmebane i Kolding i slutningen af april, hvor fire titler skal forsvares. Kun i damesingle kan danskerne ikke bryste sig af at være storfavoritter. Ved de to seenste EM har Danmark vundet hhv. 10 og 11 af 20 mulige medaljer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Holdet

  • Herresingle: Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen, Hans-Kristian Solberg Vittinghus, Anders Antonsen.
  • Damesingle: Line Kjærsfeldt, Mette Poulsen, Nathalia Koch Rohde, Mia Blichfeldt.
  • Herredouble: Mathias Boe/Carsten Mogensen, Mads Pieler Kolding, /Mads Conrad-Petersen, Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen, Mathias Christiansen/David Daugaard.
  • Damedouble: Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen, Maiken Fruergaard/Sara Thygesen, Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby.
  • Mixeddouble: Joachim Fischer/Christinna Pedersen, Mathias Christiansen/Sara Thygesen, Søren Gravholt/Maiken Fruergaard.

Fodbold: Mens Det Internationale (Fifa) og Det Europæiske (Uefa) Fodboldforbund som en del af demokratiske reformer har vedtaget at en præsident maksimalt kan sidde tre valgperioder (12 år), prøvede en af Fifa’s absolutte topfigurer, Issa Hayatou fra Cameroun, at blive valgt som lokal fodboldboss i Afrika for 8. gang og med udsigt til at sidde 33 år i alt. Men det gik ikke. Kampvalget blev derimod en succes for  Ahmad Ahmad fra Madagaskar, der med stemmerne 34-20 per dags dato er præsident for Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF). »Jeg er ikke en kandidat, som vil tjene mine personlige interesser. Afrikansk fodbold kan ikke styres af banditter«, lød det fra Ahmad med henvisning til  i Fifa-regi den tidligere korruptionsdømte Hayatou.

Fodbold: Spanske Aitor Karanka er færdig som manager i danske Viktor Fischers  Premier League-klub Middlesbrough. Assistenten  Steve Agnew overtager jobbet, der udelukkende drejer sig om en ting – at holde klubben oppe i den bedste række. Middlesbrough er næstsidst i Premier League med 3 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Søndag får de besøg af Manchester United, der næppe kan tåle pointtab i deres jagt på en plads i næst sæsons Champions League.

Håndbold: Odense-træner Jan Pytlick afviser, at han har sagt til sine spillere, at de ikke må blive gravide, mens de spiller for hans klub. »Jeg har aldrig brugt den formulering, at det er uacceptabelt, at de bliver gravide. Jeg har sagt til spillerne, at jeg er irriteret over den situation, vi står i.   Hvis nogen har misforstået eller mistolket de ting, jeg har sagt, så beklager jeg selvfølgelig«, siger Jan Pytlick til TV2 Sport.

Odense Håndbold har flere spillere i truppen, der er gravide. »Jeg har intet imod, at spillere bliver gravide. Det er en kvindes ret. Det, der har været irriterende, er, at vi har lavet en aftale med en spiller på tre år.  Efter tre måneder er spilleren så gravid«, siger Jan Pytlick, der fortsat har Odense-ledelsens opbakning.

Tennis: Caroline Wozniacki spiller sin kvartfinale i Indian Wells  mod franske Kristina Mladenovic kl. 19 dansk tid. Følg kampen bold for bold her på politiken.dk. Dagens anden kvartfinale mellem Venus Williams (USA, seedet 12) og Jelena Vesnina (Rusland, 14) spilles i nat. De første semifinalister er klar. Svetlana Kuznetsova (seedet 8) fra Rusland slog landsmanden Anastasia Pavlyuchenkova 6-3, 6-2, mens tjekken Karolina Pliskova (3) kom på noget hårdere arbejde mod spanske Garbiñe Muguruza (7), da begge sæt gik i tiebreak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold: En god halvleg var langt fra nok til at spille sig videre i Champions League, lyder analysen fra Manchester City-manager Pep  Guardiola, der måtte se sit hold tabe 3-1 i Monaco og dermed ryge ud på reglen om flest scorede udebanemål. »Vi spillede exceptionelt i anden halvleg, men i den første glemte vi at møde op.  Den slags sker, og det lærer vi af. Vores hold har ikke så megen erfaring med denne turnering«, siger Josep Guardiola til BT Sport.

Ishockey: Efter 25 sæsoner i træk med deltagelse i NHL-slutspillet må den store traditionsklub Detriot Red Wings med Frans Nielsen formentlig nøjes med at se følge knockoutkampene om Stanley Cup-trofæet i sofaen. Detroit tabte natten til torsdag 3-1 ude til Colorado Avalanche og er fortsat sidst i Atlantic Division. Holdet har 14 point op til en slutspilsplads – noget nær umuligt med blot 14 kampe tilbage.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce