Jannik Vestergaard forsøgte, men kunne ikke forhindre Thomas Mûller i at score Bayern Münchens sejrsmål.
Foto: Martin Meissner/AP

Jannik Vestergaard forsøgte, men kunne ikke forhindre Thomas Mûller i at score Bayern Münchens sejrsmål.

Sport

Landsholdsstatus: Truppen har fem mål, en pokal og nogle skader i bagagen

Træningen til VM-kvalifikationskampen i Rumænien begynder i Horsens og fortsætter hos Bayern München.

Sport

Når fodboldlandsholdet for en sjælden gangs skyld samles i Horsens, fordi der i aften er Danish Football Award i byens Forum, kommer truppen med vidt forskellig ballast fra deres klubholds seneste kampe.

En enkelt har vundet en pokal, adskillige har scoret, nogle få har slet ikke været i aktion - og enkelte risikerer slet ikke at møde op, inden træningslejren forud for VM-kvalifikationskampen i Rumænien flyttes til Bayern Münchens anlæg.

Politiken har søgt at gøre status via telegrambureauer, udenlandske medier og klubbernes hjemmesider.

Frederik Rønnow, Brøndby, så alt andet end imponerende ud, da Jeppe Kjærs afslutning fik lov til at smutte under ham til Lyngby-føring på 1-0. Til gengæld er det svært at bebrejde Brøndby-målmanden, at Jens Odgaard smaskede bolden op i hjørnet ved reduceringen til 3-2 i topkampen.

Jonas Lössl, Mainz, stod hele kampen i målet og blev passeret en enkelte gang af Sead Kolasinac, der efter samspil med Guido Burgstaller scorede sejrsmålet for Schalke 04.

Kasper Schmeichel (liggende) fortsatte de seneste ugers gode spil i Leicester-målet, da det blev til udesejr over West Ham.
Foto: Frank Augstein/AP

Kasper Schmeichel (liggende) fortsatte de seneste ugers gode spil i Leicester-målet, da det blev til udesejr over West Ham.

Kasper Schmeichel, Leicester, kommer med håndbagagen fuld af selvtillid. Han reddede et straffespark, da klubben avancerede til kvartfinalerne i Champions League og blev på den baggrund valgt som rundens bedste spiller, inden han vendte hjem til Premier League og sikrede lørdag Leicester sæsonens første udesejr med en fænomenal redning af forsøget fra Andy Carroll i overtiden  af 2-3-opgøret mod West Ham.

Andreas Bjelland, Brentford, har været ude af truppen, siden han blev skadet i kampen mod Ipswich 4. marts. Manager Dean Smith havde ham i overvejelserne til weekendens opgør mod Burton, men konkluderede dagen forinden på klubbens hjemmeside: »Det er nok for tidligt for Andreas Bjelland. Han er tilbage på træningsbanen, men kommer ikke på holdet. Han er udtaget til at spille for Danmark. Det er fremragende, så han kan fortsætte med at bygge formen op dér«.

Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach, dannede som vanligt midterforsvar med Jannik Vestergaard i hele hjemmekampen mod Bayern München. Danskerne stod for stabiliteten i defensiven, der ellers var plaget af skadesdønninger oven på Europa League-afskeden med 2-2 mod Schalke 04 torsdag aften. I det perspektiv var 0-1 et anstændigt resultat mod stormagten fra syd.

Daniel Wass, Celta de Vigo, var i aktion i 87 minutter og bliver rost af spanske medier for en arbejdsom indsats over hele banen på vej mod udesejren på 1-0 over Deportivo La Coruna, der cementerer midtplaceringen i La Liga.

Henrik Dalsgaard, Zulte Waregem, kommer hjem som træt belgisk pokalvinder efter et sandt drama mod Oostende. Den ordinære kamp endte 2-2, Zulte Waregem kom foran i den forlængede spilletid – og så begik Henrik Dalsgaard straffespark ved at tage bolden med hånden. Det udlignede Oostende på, så afgørelsen skulle findes i en straffesparkskonkurrence, som Brian Hamalainen afgjorde.

Jannik Vestergaard, Borussia Mönchengladbach, havde sin primære rolle som oprydder på fuld tid under det konstante pres, Bayern München satte ham og resten af holdet under. Den danske midterforsvarer kunne dog ikke forhindre Thomas Müller i at score kampens enlige mål.

Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, FC København, var tilbage på FCK-holdet efter Europa League-karantænen mod Ajax og spillede alle 90 minutter i Silkeborg uden for alvor at være udfordret.

Peter Ankersen, FC København, spillede også hele kampen og fik pladsen til at boltre sig på højrekanten, da Silkeborgs kræfter ebbede ud. Han var direkte involveret i oplæggene til to af mesterholdets tre scoringer.

Riza Durmisi, Real Betis, var plaget af influenza oven på sin gode kamp mod Real Madrid, men kom sig i løbet af ugen og spillede alle 90 minutter mod Osasuna, der blev slået 2-0 og sendte Sevilla-klubben på pæn afstand af nedrykningsstregen.

Simon Kjær, Fenerbahce, har haft travlt med at affærdige forlydender om, at han skulle være på vej til Chelsea, Paris SG eller for den sags skyld Arsenal. Den tyrkiske avis Fotomac har citeret danskeren for at sige: »Jeg føler mig snydt. Fenerbahce har ikke levet op til mine forventninger. Jeg har tilbud og skifter klub efter denne sæson«, men Simon Kjær afviser kategorisk at have talt med avisen. »Tro ikke på, hvad du læser om mig i tyrkiske medier. Jeg har IKKE talt med nogen medier«, tweetede han i sidste uge under #StopFakeQuotes. Simon Kjær blev skiftet ud med en muskelskade et kvarter før afslutningen af hjemmekampen mod Osmanlispor 5. marts og har ikke spillet siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Christian Eriksen (til højre) viste fin form og scorede, da Tottenham slog Southampton.
Foto: Frank Augstein/AP

Christian Eriksen (til højre) viste fin form og scorede, da Tottenham slog Southampton.

Christian Eriksen, Tottenham, kommer til landsholdslejren med stor personlig succes. Efter 14 minutter af kampen mod Southampton modtog han i løb bolden fra Mousa Dembélé, tog et træk og sparkede bolden ind i nederste venstre målhjørne til 1-0 for Tottenham, der endte med at vinde 2-1. Christian Eriksen dokumenterede kampen igennem sit høje spillehumør og så ud til at have fysisk overskud, da han blev skiftet ud kort før tid.

Jens Stryger Larsen, Austria Wien, vender hjem med en ordentlig øretæve på kinden efter fuld spilletid i 0-5-topkampen mod Salzburg. Den danske back havde ellers del i sit holds gode åbning på kampen, da han spillede anfører Alexander Grünwald helt fri foran topholdets mål blot for at se afslutningen gå et godt stykke over. Kampen vendte, da Salzburg scorede på sin første afslutning, og knækkede helt for Austria Wien, da Jens Stryger Larsen blev overløbet af Andreas Ulmer i begyndelsen af 2. halvleg.

Lasse Schöne, Ajax, var med fra først til sidst i den skuffende 1-1-kamp mod Excelsior, der sendte Amsterdam-klubben seks point efter Feyenoord inden det indbyrdes opgør efter landskampspausen. Lasse Schöne forsøgte sig med indspil og kombinationer, men havde langt fra så dominerende end rolle som den, FC København oplevede i Europa League.

Lasse Vibe, Brentford, viste sig fra sin mest effektive side, da han med to scoringer bidrog væsentligt til udebanesejren på 5-3 over Burton. Den danske frontløber lavede sit holds andet og fjerde mål – i begge tilfælde ved at stå rigtigt placeret helt inde foran modstandernes mål. Brentford FC hylder deres danske angriber med betegnelsen ’too hot’ efter fire scoringer og tre oplæg til mål i de seneste fire kampe.

Pione Sisto, Celta de Vigo, kommer med relativt friske ben, da han begyndte udekampen mod Deportivo La Coruna på bænken og først kom på banen 20 minutter før tid – dog tids nok til at opleve 0-1-sejrsmålet som aktiv og pådrage sig en advarsel i forsvaret af føringen.

Thomas Delaney, Werder Bremen, er tilbage for fulde omdrejninger og fik 83 roste minutter på banen, da hans hold I den grad tog pynten af Leipzigs tophold med en sejr på 3-0.

William Kvist, FC København, blev ramt af Ibrahim Moros skud og hjalp således Silkeborg et stykke af vejen til den overraskende føring, som FCK’erne siden hen åd. William Kvist kommer til landsholdslejren med 90 minutter i benene og træner næppe hårdt fra førstedagen.

Superliga: Silkeborg - FCK.

Andreas Cornelius.
Foto: Anders Brohus

Superliga: Silkeborg - FCK. Andreas Cornelius.

Andreas Cornelius, FC København, synes at være i topform for tiden. Han viste stort overblik ved at spille Federico Santander fri til 1-1 mod Silkeborg i en situation, hvor han til andre tider nok havde været fristet af at forsøge en afslutning selv. Træfsikkerheden viste han øjeblikke efter med endnu et flot hovedstødsmål. Angriberen vil være i godt humør, når han hilser på Åge Hareide.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kasper Dolberg, Ajax, blev – selvfølgelig – efterudtaget til landsholdet efter sin flotte præstation mod FC København i torsdags. Omkostningen viste sig imidlertid at være en skade i lysken, som holdt Kasper Dolberg ude af Ajax’ kamp mod Excelsior, hvor den unge blonde dansker må have været savnet. Det blev kun til 1-1.

Martin Braithwaite, Toulouse, havde en enkelt kvalificeret afslutning i 2. halvleg og stod før pausen for et oplæg til en stor chance for Andy Delort, men ingen af dem havde skarpheden med sig, så lørdagens hjemmekamp mod Rennes endte med 0-0 efter 90 minutters dansk arbejde.

Nicolai Jørgensen, Feyenoord, betragter sig selv som yderst tvivlsom deltager i landsholdssamlingen. »Det er usikkert, om jeg tilslutter mig det danske landshold. Min lyske var øm, og jeg kunne ikke fortsætte«, sagde han til den hollandske avis Algemeen Dagblad efter at have scoret og siden ladet sig udskifte kort før søndagssejren på 2-1 over Heerenveen var en realitet. Nicolai Jørgensen er den skarpeste angriber i hollandsk fodbold med 19 mål og 10 assist indtil videre i denne sæson.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Sådan er kommunalvalget gået

    Søjlerne viser landsresultatet (resultatet af 2013-valget står i gråt)

Annonce