Her ærgrer Pione Sisto sig over en spildt mulighed, men hans scoring hos Genk torsdag aften sikrede en billet til Europa League-semifinalen.
Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP

Her ærgrer Pione Sisto sig over en spildt mulighed, men hans scoring hos Genk torsdag aften sikrede en billet til Europa League-semifinalen.

Sportsdøgnet: Pione Sisto sikrer Celta en semifinaleplads

Følg med i strømmen af nyheder fra indland og udland.

Sport

Fodbold: Daniel Wass og Pione Sisto var med fra start, da Celta Vigo torsdag aften hos Genk skulle forsøge at sikre en semifinaleplads i Europa League. Men med en 3-2-sejr hjemme i første duel kunne belgierne 'nøjes' med en 1-0-sejr og gå videre. Den lidt usikre situation for spanierne ændrede Sisto i 2. halvleg, da han bragte det gæstende mandskab i spidsen efter godt en times spil. Fem minutter efter udlignede hjemmeholdet dog. Men stillingen holdt, og med 4-3 sammenlagt var der klart dansk aftryk på billetten til semifinalen. Semifinalemodstanderen findes fredag.

Fodbold: Videohjælp til fodbolddommere har været det store samtaleemne igen, efter at Real Madrid forleden sendte Bayern München ud af Champions League. Bayern-træner Carlo Ancelotti efterlyste denne hjælp, og den anbefaling har man taget op i fransk fodbold, hvor videoteknologi vil være en hjælp til dommerne, når der i slutningen af denne sæson skal spilles playoffkampe om op- og nedrykning fra den bedste franske fodboldrække. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Håndbold: Viborg HK er klar til en DM-semifinale mod Nykøbing Falster, da klubbens kvinder hjemme besejrede Odense Håndbold 21-20 i klubbernes tredje kvartfinaleopgør.

Håndbold: Skjern Håndbold kunne torsdag lune sig over 2 point yderligere i slutspillet i 888 Ligaen, da det blev til en 30-29-sejr hjemme over Aalborg Håndbold. Begge mandskaber havde brug for 2 point i slagsmålet om de to øverste pladser i slutspilsgruppen. Inden opgøret lå Aalborg placeret foran Skjern med et enkelt point mere, men klubberne har nu byttet plads i gruppen, der toppes af GOG med 6 point. Skjern følger efter med 5 point, mens Aalborg bliver på 4 point. KIF Kolding København i bunden med 0 point har udspillet sin rolle i jagten på en DM-semifinale.

Tennis: Denne sæson er hidtil ikke forløbet, som Andy Murray havde håbet på, og torsdag eftermiddag gik det også galt for verdensranglistens nr. 1 ved den store grusbaneturnering Monte Carlo Masters. I 3. runde-kampen mod spanske Albert Ramos-Vinolas var den topseedede skotte ellers foran 4-0 i 3. sæt, men han stivnede samtidig med, at modstanderen for alvor slog sig løs. Det sluttede derfor 2-6, 6-2, 7-5 til Ramos-Vinolas, der i kvartfinalen skal møde kroatiske Marin Cilic. Det lykkedes heller ikke for 3.-seedede Stan Wawrinka at nå kvartfinalen, da han i sin 3. runde-kamp tabte 4-6, 4-6 til Pablo Cuevas fra Uruguay.

Håndbold: Den tidligere målvogter for de danske håndboldkvinder Susanne Munk Wilbek bliver assisterende træner i Viborg HK. Dermed avancerer Susanne Munk Wilbek fra rollen som målmandstræner for klubbens hold i Primo Tours Ligaen. Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.

Tennis: Mens flere af stjernerne torsdag røg ud af ugens store grusbaneturnering i Monte Carlo, kunne den forsvarende mester leve op til forventningerne. Gruskongen Rafael Nadal, der har løftet trofæet 9 gange tidligere, leverede en fornem indsats mod det ellers altid farlige tyske stortalent Alexander Zverev og vandt i overlegen stil 6-1, 6-1. Zverev var kommet til 3. runde via en sikker sejr over Nadals landsmand Feliciano Lopez, der fik et æg undervejs, men han kom aldrig i nærheden af at true Nadal, der i kvartfinalen skal møde argentinske Diego Schwartzman.

Som spiller var Michael Laudrup regnet som en af verdens bedste, mens han som træner godt nok har oplevet højdepunkter, men ikke helt har nået samme høje niveau - og nu rinder tiden i fodbolden snart ud, varsler han.
Foto: Morten Langkilde

Som spiller var Michael Laudrup regnet som en af verdens bedste, mens han som træner godt nok har oplevet højdepunkter, men ikke helt har nået samme høje niveau - og nu rinder tiden i fodbolden snart ud, varsler han.

Fodbold: Han har tidligere sagt, at han ikke har tænkt sig at være træner, til han er oldgammel - og nu sætter Michael Laudrup lidt flere ord på, hvor tæt han er på karrierens udløb. For tiden står han i spidsen for Al-Rayyab i Qatar, og det er hans »sidste eller næstsidste job«. Det siger Michael Laudrup i 'Talkshowet Meyerheim' på TV2 Charlie, hvor han ikke ønsker at spekulere i muligheden for at blive dansk landstræner en dag: »Jeg mener, det er dårlig stil at begynde at snakke om et job, som er besat af en anden (...) At begynde at snakke om et job som for det første ikke er ledigt, og hvor der i øvrigt er én, der, så vidt jeg har forstået, skal være der tre år endnu - det kan jo være, jeg er stoppet om tre år«, siger Michael Laudrup.

Roning: Dansk Forening for Rosport skal have ny sportschef efter 16 år med Lars Christensen ved roret. I en pressemeddelelse oplyser forbundet, at Christensen har besluttet at forlade stillingen, som han har varetaget siden 2001. I stedet skal han fra 1. juni være sportskonsulent i Team Danmark. »Efter mere end 15 år på posten som sportschef er tiden kommet til, at jeg gerne vil prøve nye udfordringer, og nu glæder jeg mig til at starte et nyt kapitel i mit arbejdsliv hos Team Danmark«, siger Lars Christensen.

Golf: Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen har lagt godt fra land i European Tour-turneringen Shenzhen International, der noget besynderligt finder sted i Kina. Grundet dårligt vejr nåede han dog ikke at spille første runde færdig, men da stævnet blev afbrudt, lå han bare to slag efter den førende Bubba Watson. Olesen mangler to huller, mens yderligere 54 spillere heller ikke nåede i hus med førsterunden. De manglende huller skal de spille fredag morgen, inden anden runde begynder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold: Tottenham og Chelsea dominerer sæsonens hold i Premier League, som den engelske spillerforening netop har udtaget. Dog har medlemmerne ikke fundet plads til danske Christian Eriksen. Årets hold er: David de Gea (Manchester United) - Kyle Walker (Tottenham), David Luiz (Chelsea), Gary Cahill (Chelsea), Danny Rose (Tottenham) - Eden Hazard (Chelsea), Dele Alli (Tottenham), N'Golo Kanté (Chelsea), Sadio Mané (Liverpool) - Harry Kane (Tottenham), Romelu Lukaku (Everton)

Monaco-spillerne fejrede sejren over Dortmund og håber på at kunne juble igen i Champions League-semifinalen.
Foto: Claude Paris/AP

Monaco-spillerne fejrede sejren over Dortmund og håber på at kunne juble igen i Champions League-semifinalen.

Fodbold: Uanset om modstanderen i Champions League-semifinalen kommer til at hedde Real Madrid, Juventus eller Atlético, vil sæsonens store overraskelse Monaco blæse til angreb. Det lover klubbens træner, Leonardo Jardim, efter monegaskernes samlede 6-3-sejr over Dortmund: »Uanset modstander er det vores ambition at gå ud og spille offensivt fodbold, som vi altid gør«, sagde han onsdag aften. Lodtrækningen finder sted fredag, men selv om Monaco nok på papiret er den mindste klub, må de andre hold tage sig i agt for holdets angrebsevner. Takket være offensive profiler som Radamel Falcao og stjerneskuddet Kylian Mbappé har Monaco scoret mindst tre mål i hver af sine seneste fem Champions League-kampe.

Håndbold: Med et nederlag på 33-29 til GOG onsdag aften står det klart, at håndboldmastodonten KIF Kolding København ikke når frem til DM-semifinalerne - for første gang siden 2012. Og det er »tusindvis af ting« skyld i, siger den snart pensionerede målvogter Kasper Hvidt om den uroplagede klub: »Der er tusindvis af ting, der er udført dårligt på alle niveauer i klubben, bortset fra holdlederne, de frivillige og vores fans, der har kæmpet forbilledligt. Alle os andre har en del af skylden for et stykke arbejde, der simpelthen bare har været dårligt udført,« siger han til TV2 Sport.

Fodbold: Den italienske storklub Juventus holdt igen Barcelonas stjerneparade fra at score og avancerer dermed sikkert til Champions League-semifinalen efter 0-0 onsdag aften. Og det var fuldt fortjent, at italienerne samlet vandt 3-0, siger spaniernes Gerard Pique ifølge den spanske sportsavis Marcas hjemmeside: »Det er et fantastisk hold, og generelt var de bedre end os. De fortjente at gå videre, og jeg ønsker dem alt det bedste, fordi de kan vinde turneringen«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ishockey: Danskerne Frederik Andersen og Lars Eller trækker spændingen ud i deres indbyrdes dyst i NHL-slutspillet, hvor de repræsenterer henholdsvis Toronto Maple Leafs og Washington Capitals. I nattens kamp skød hovedstadsholdet målvogter Andersen i sænk, da det blev til en 5-4-sejr - blandt andet efter et flot oplæg af Lars Eller. Dermed står der 2-2 i opgør, og de spiller bedst af 7.

Håndbold: Profiler forsvinder i stor stil fra Nykøbing Falster Håndboldklub. Mens Mette Gravholt skifter til Dinamo Bucuresti, træner Niels Agesen drager til Randers og Pernille Holmsgaard indstiller karrieren, smutter den svenske landsholdsspiller Nathalie Hagman nu også - hendes destination er CSM Bucuresti, annoncerer hun på sin Facebook-profil. Der bliver hun holdkammerat med danske Line Jørgensen og får Helle Thomsen som træner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce