Serbiske Novak Djokovic måtte fredag for første gang bøje sig for belgiske David Goffin, da de mødtes i Monte Carlo Masters.
Foto: Claude Paris/AP

Serbiske Novak Djokovic måtte fredag for første gang bøje sig for belgiske David Goffin, da de mødtes i Monte Carlo Masters.

Sport

Sportsdøgnet: Superstjernen Djokovic styrter i Monte Carlos grus

Følg med i strømmen af nyheder fra indland og udland.

Sport

Tennis: Efter et flot comeback i 2. sæt af Monte Carlo-kvartfinalen mod belgiske David Goffin var det finaleseedede Novak Djokovic, der fredag aften havde momentum. Men det var Goffin ligeglad med. Han kæmpede sig tilbage i opgøret, misbrugte en matchbold, men udnyttede senere en til af slagsen, så han sejrede 6-2, 3-6, 7-5. I semifinalen skal David Goffin møde den forsvarende mester Rafael Nadal, der ligeledes fredag vandt 6-4, 6-4 over argentinske Diego Schwartzman.

Golf: Søren Kjeldsen var på en delt 19.-plads efter 1. runde af PGA-turneringen Valero Texas Open. Efter fredagens 2. runde måtte danskeren dog se sig rasle yderligere ned i stillingen, da han gik runden i 2 slag over banens par, som er på 72. Dermed lyder Søren Kjeldsens samlede score på 1 slag under, og fredag aften kl. 20.30 dansk tid rakte det til en placering på en delt 48.-plads over cutgrænsen. En lang række spillere er dog enten ikke færdige eller har begyndt deres 2. runde endnu.

Håndbold: Skanderborg Håndbold sikrer sig en ny sæson i mændenes bedste række med en udesejr på 28-23 over Ringsted i nedrykningsspillet fredag aften.

Ishockey: VM bliver uden Oliver Bjorkstrand, der natten til fredag blev sendt ud af slutspillet i NHL. Det meddeler Danmarks Ishockey Union (DIU) i en pressemeddelelse. DIU har været i kontakt med Bjorkstrand, der tørner ud for Columbus Blue Jackets, og her har spilleren meddelt sin beslutning. »Det har været endnu en lang sæson for mig og især i år med den tidlige start i Minsk. Næste sæson ønsker min træner og min klub, at jeg skal bide mig 100 procent fast på NHL-holdet, og jeg må derfor restituere og gøre min krop klar til dette«, siger Oliver Bjorkstrand i pressemeddelelsen. VM i ishockey spilles 5.-21. maj i henholdsvis Köln og Paris.

Andreas Cornelius har tidligere uden succes spillet i den engelske liga for Cardiff. Skader ødelagde opholdet, men den 24-årige meldes frisk på at prøve lykken udenlands igen.
Foto: Jens Dresling

Andreas Cornelius har tidligere uden succes spillet i den engelske liga for Cardiff. Skader ødelagde opholdet, men den 24-årige meldes frisk på at prøve lykken udenlands igen.

Fodbold. Angriberen Andreas Conelius kan snart være fortid i FC København. FCK-manager Ståle Solbakken bekræfter over for TV2 Sport, at landsholdsangriberen har været på besøg i Bergamo-klubben Atalanta i den italienske Serie A . »Der er ingen kontrakt på plads, men nu må vi se tiden an. Cornelius har været her i dag og trænet godt, så træner han i morgen og spiller mod Midtjylland (søndag, red.). Så ser vi, hvad fremtiden bringer. Vi arbejder sammen med Andreas omkring, at han får en ny klub fra næste sæson, det ligger fast. Så må vi se, om det lykkes eller ej, og hvornår det eventuelt lykkes«, forklarer Ståle Solbakken.

Fodbold: Den unge brasilianske angriber Gabriel Jesus kan få comeback for Manchester City, når klubben søndag spiller FA Cup-semifinale mod Arsenal. City-manager Josep Guardiola siger ifølge AFP, at han ikke har droppet tanken om, at Jesus får spilletid i kampen. Den 20-årige brasilianske angriber brækkede en knogle i den ene fod i februar og har været ude af spillet siden.

Fodbold: Zlatan Ibrahimovic går glip af resten af sæsonen for Manchester United, efter den knæskade svenskeren pådrog sig torsdag. Det meddeler Sky Sports, som har oplysningen fra mediets egne kilder. Ibrahimovic måtte forlade banen sent i opgøret, da Manchester United torsdag sikrede sig billet til semifinalen i Europa League ved at besejre Anderlecht 2-1. Svenskeren pådrog sig en knæskade, da han landede forkert efter en luftduel foran Anderlechts mål.

Tennis: Den første semifinalekonstellation ved ATP-grusklassikeren Monte Carlo Masters er klar. Spanske Albert Ramos-Vinolas, der torsdag sendte topseedede Andy Murray ud af turneringen, vandt fredag også 6-2, 6-7, 6-2 over kroatiske Marin Cilic og skal i lørdagens semifinale møde den franske yndling Lucas Pouille, der besejrede Pablo Cuevas fra Uruguay 6-0, 3-6, 7-5.

Tennis: Tre gruppekampe, tre sejre. Sådan lyder det foreløbige resultat for Danmarks kvindelige tennislandshold ved Fed Cup i Litauen. Dermed vinder holdet sin gruppe i Europa/Afrikas Zone Group II og er klar til at spille om oprykning. Fredag gjorde danskerne rent bord og slog værtsnationen med 3-0. Danmark har tidligere på ugen slået Luxembourg og Egypten. Det har været uden Danmarks bedste spiller, Caroline Wozniacki, der ikke stiller op i denne ombæring.

Fodbold. Lodtrækningen til Champions League kastede semifinalerne  Real Madrid-Atlético Madrid og Monaco-Juventus af sig, mens Ajax-Lyon og Celta Vigo-Manchester United er semifinalerne i Europa League.

Håndbold. Tjekkiet, Slovenien og Island bliver kvindelandsholdets tre forhindringer i forsøget på at nå til EM i Frankrig i  2018. Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er tilfreds med lodtrækningen. »Tjekkiet er bestemt ikke det stærkeste hold fra seedningslag 2, men omvendt er Slovenien efter min opfattelse den stærkeste nation i lag 3.   Det bliver under alle omstændigheder fire hårde kampe mod de to lande, og hjemmebanen bliver utrolig vigtig«, siger landstræneren om EM-kvalifikationen, er begynder i september.

Fodbold. Både Zlatan Ibrahimovic og forsvarsspilleren Marcos Rojo udgik med skader i Manchester Uniteds  dramatiske 2-1-sejr i Europa League-kvartfinalen mod Anderlecht, og manager José Mourinho frygter det værste. »Jeg har ikke en god fornemmelse af begge skader. Jeg vil gerne være optimistisk til det sidste, men det er jeg ikke«, siger José Mourinho ifølge Reuters.

Golf. Thorbjørn Olesen holder sig i toppen ved European Tour-turneringen Shenzhen International i Kina. Danskeren var på ny fire slag under par og deler nu foreløbigt andenpladsen med fire slag op til østrigeren Bernd Wiesberger. Et voldsomt uvejr afbrød spillet, hvorfor en del af feltet endnu ikke har gjort 2. runde færdig – herunder Lucas Bjerregaard og Lasse Jensen.

Fodbold. OB's Frederik Tingager slipper efter en klage med en karantænedag (for mange strafpoint) som følge af udvisningen mod Randers i tirsdags. Det sker efter at Fodboldens Disciplinærinstans har konkluderet, at dommer Lars Christoffersen leverede en klokkeklar fejldom, da han gav OB-spilleren det røde kort. »Forelagt den skriftlige henvendelse fra OB har kampens dommer, Lars Christoffersen, efter at have gennemset TV-klip af episoden, erklæret sig enig i, at den tildelte udvisning til Frederik Tingager rettelig skulle have været en advarsel«, hedder det på DBU's hjememside

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold. Den tidligere engelske landsholdsspiller Ugo Ehiogu er død, 44 år gammel. Ugo Ehiogu kollapsede torsdag på Tottenhams træningsanlæg. Træneren for Tottenhams U23-hold åndede ud på et hospital tidligt fredag morgen. I sin aktive karriere spillede Ugo Ehiogu over 350 kampe i Premier League for bl.a. Aston Villa og Middlesbrough.

Golf. Ikonet Tiger Woods er på ny blevet opereret i ryggen og kan se frem til en pause på mindst et halvt år. Den 41-årige har været plaget af rygproblemer i små tre år.

Atletik. OL-guldvinderen i 100 meter hæk, amerikaneren Brianna Rollins er blevet idømt et års karantæne for brud på antidopingreglerne. Rollins er blevet idømt karantænen, da hun ikke  har ikke levet op til de såkaldte whereabouts-regler, der indebærer, at atleterne skal holde antidopingmyndighederne orienteret om, hvor de befinder sig. Brianna Rollins blev ifølge sine rådgivere testet 8 gange udenfor konkurrence og mindst 16 gange i alt i 2016, og den hurtige kvinde har forklaret, at det er et udueligt computerprogram, der er skyld i, at der ved tre lejligheder – en gang i april og to gange indenfor 14 dage i september  - er blevet tastet forkerte whereabouts-informationen ind i systemet.

Atletik. Den 34-årige jamaicaner Germaine Mason, der stillede op for Storbritannien og vandt OL-sølv i højdespring i Beijing i 2008, er død. Germaine Mason kørte galt på sin motorcykel på Jamaica, da han var på vej hjem fra en koncert.

Fodbold. Tommelfingeren blev vendt nedad og Barcelona må derfor umiddelbart klare sig uden Neymar i søndagens storkamp mod Real Madrid. Appelinstansen under Det Spanske Fodboldforbund har nemlig valgt at opretholde de tre kampes karantæne,  Neymar fik efter hans udvisning mod Malaga i forrige spillerunde. Og dog. For Barcelona kan fortsat forsøge at appellere hos den øverste spanske sportsdomstol, TAD, men om de kan nå at behandle en appel inden søndag, er uklart. I det tilfælde vil karantænen blev suspenderet – og vupti, så er Neymar klar til at spille. Lovligt: Ja. Uværdigt? Helt bestemt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Basketball. Stjernespilleren LeBron James fra mesterholdet Cleveland Cavaliers orkestrerede et gigantisk comeback ved at være den toneangivende med 41 point, da holdet vendte et minus på 25 point ved pausen til sejr på 119-114 (49-74) mod Indiana Pacers. Cleveland fører nu 3-0 i kampe og kan booke billet til NBA-kvartfinaler i næste opgør på søndag.

Ishockey. Oliver Bjorkstrand og Colombus Blue Jackest er færdige i NHL-slutspillet efter nederlag på  5-2 til Pittsburgh Penguins og superstjernen Sidney Crosby, der scorede en enkelt gang i det sidste opgør i 4-1-serien. Mikkel Bødker havde personlig succes med scoring og assist for San Jose Sharks mod Edmonton Oilers, men holdet fra Californien tabte 4-3 efter overtid og er nu bagud 3-2-i slutspilsserien.

Fodbold. DBU, Spillerforeningen og Divisionsforeningen er gået sammen i kampen mod homofobi. »Det handler om at sætte fokus på det forhold, at der er homofobi i dansk fodbold, og det skal vi have bekæmpet. Diversitet er en kæmpe fordel for idrætten, så derfor ønsker vi at sætte ind og få tydeliggjort de forhold, og hvor problematisk det reelt er«, siger DBU-direktør Claus Bretton-Meyer til DR. Kampagnen vil blive markeret i weekendens superligarunde.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce