Guldet er hjemme til Norge - og til Karsten Warholm. Men mesteren, der kommer fra samme by som fodboldlandstræner Åge Hareide, havde selv  svært ved at forstå, at han pludselig var den hurtigste i verden til at løbe 400 meter med hække på vejen.
Foto: David J. Phillip/AP

Guldet er hjemme til Norge - og til Karsten Warholm. Men mesteren, der kommer fra samme by som fodboldlandstræner Åge Hareide, havde selv svært ved at forstå, at han pludselig var den hurtigste i verden til at løbe 400 meter med hække på vejen.

Sportsblik Selvfølgelig er det i orden at være misundelig på de fandens nordmænd

Det var et smukt øjeblik, da norskeknægten Karsten med æblekinderne blev verdensmester i London. Hvornår får danskerne den glæde - hvis det da nogensinde vil ske.

Sport

Måske kan De huske det i detaljer. For jeg kan ikke.

Men ’der var engang’, da den norske mellemdistanceløber Vebjørn Rodal på et pressemøde blev spurgt, om han anså Wilson Kipketer, der i en årrække i 90erne og 00erne var nordmandens hårdeste konkurrent og overmand, for at være dansker eller afrikaner.

»Han ligner vel en afrikaner«, svarede Vebjørn Rodal – om den kenyanskfødte danske statsborger, der dominerede 800 meter i de år, men som i modsætning til nordmanden (1996) aldrig vandt en olympisk guldmedalje.

Wilson Kipketer løb sig til sølv i Sydney 2000 og bronze i 2004 i Athen. Men netop i 1996 i Atlanta i USA fik Kvikpeter, som han hed i hovedorganet At Tænke Sig, ikke lov til at deltage for Danmark, idet hans statsborgerskab trak ud. Han havde ellers opholdt sig her i landet i seks år – for at løbe og uddanne sig til elektroingeniør.

OL 2000 i Sydney. Wilson Kipketer vinder sølv i 800 meter finalen ved OL i Sydney og fejrer medaljen sammen med Dannebrog. Fire år efter fik han bronze i Athen. Men tre gange vandt han verdensmesterskabet på distancen.
Foto: DRESLING JENS

OL 2000 i Sydney. Wilson Kipketer vinder sølv i 800 meter finalen ved OL i Sydney og fejrer medaljen sammen med Dannebrog. Fire år efter fik han bronze i Athen. Men tre gange vandt han verdensmesterskabet på distancen.

Det gav plads og en særlig chance til Rodal, som normalt halsede efter Kvikpeter i alle andre løb. For her fik kenyaneren nemlig lov til at stille op under Dannebrog – og det var også med det danske flag om skuldrene, at Kvikpeter fejrede sine VM-guldmedaljer i 1995 i Göteborg, 1997 i Athen og 1999 i Sevilla. Og sine forskellige verdensrekorder på 800 meter.

MEN DET VAR dengang. Nu er Wilson Kipketer ’pensionist’ fra løbebanerne, som også gjorde ham til millionær. Vegard Rodal er – som Kipketer – 44 år, økonom og ansat i Telenor.

Dansk atletik har ikke haft en verdensmester siden da. Og faktisk heller ikke før. Kvikpeter leverede os ganske enkelt de bedste år.

Men i den norske version af atletik, denne smukke idræt båret af kraft, teknik og taktik samt elegance og ynde, og til en vis grad også doping, har man en anden guldtradition ved VM. Hele otte norske atleter har siden 1983 kunnet smykke sig med titlen verdensmester.

Den første var den læreruddannede Grete Waitz, der blev verdensmester på maratondistancen, som sagt i 1983. Hun var intet mindre end et fænomen, som hele ni gange vandt New York Marathon. Hun døde af kræft, blot 57 år, og til hendes minde er der rejst en statue foran Bislett Stadion i Oslo – som er ’atletik-hovedkvareret’ i Norden.

Siden er løberen Ingrid Kristiansen, spydkasteren Trine Hattestad (to gange), højdespringeren Hanne Haugland, kapgængeren Trond Nymark og spydkasteren Andreas Thorkildsen – også dobbelt OL-guldvinder i Athen og Beijing – blevet verdensmestre.

Mens alt tegnede lyst for Sara Slott i den indledende fase i London. Men senere gik det galt i semifinalen, og OL-sølvvinderen måtte skuffet og nærmest uforstående rejse hjem til Aarhus.
Foto: Alastair Grant/AP

Mens alt tegnede lyst for Sara Slott i den indledende fase i London. Men senere gik det galt i semifinalen, og OL-sølvvinderen måtte skuffet og nærmest uforstående rejse hjem til Aarhus.

OG NU SENEST ONSDAG aften i pladrende regnvejr i London – eller griseværet, som det hed i de norske medier – hentede den bare 21-årige konfirmandtype Karsten Warholm den ottende VM-guldmedalje hjem til Norge.

Det skete på den fornemme 400 meter hæk, og den æblekindede norske opkomling førte på imponerende vis fra start til mål. Hans løb var smukt-smukt, rytmefuldt hele vejen. Bedre kunne det ikke gøres.

Så kunne »norske mann i hus og hytte, takk din store Gud«, som det kan læses i Bjørnstjerne Bjørnsons fædrelandsdigt, der senere blev ophøjet til nationalsang, synges i alle norske bygder og hjem, alt mens salte tårer dryppede ned på natmadsklipfisken.

Og nu ved alle nordmænd også, hvilken gut der bliver kåret til årets idrætsnavn i Norge, når årsskiftet nærmer sig. For det bliver uden diskussion – og uden konkurrent – Karsten Warholm, det løbende og springende eventyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

NU SKAL MAN IKKE TRO, at knøsen Warholm er en slags sportens Klods-Hans, der kom ridende ind fra venstre, erobrede prinsessen – i hans tilfælde hedder hun Oda Djupvik – og det halve norske kongerige.

For den tikæmper-skolede Karsten Warholm har faktisk været på vej et stykke tid. Og resultatmæssige hændelser tidligere på året – guld og sølv ved U23-EM og hæksejre i Diamond League-stævnerne i Oslo og Stockholm – antydede London-problemer for de etablerede amerikanske og jamaicanske stjerner på 400 meter-distancen.

Karsten Warholm kommer fra den norske flække Ulsteinvik, som er en handels- og værftsby nær Ålesund – og som også er en vestlandsby, der har fostret en anden og noget ældre idrætspersonlighed: Nemlig landstræneren for det mandlige danske fodboldlandshold, Åge Hareide.

Dér bor Warholm ikke længere. Han er på plads i elitemiljøet i Oslo, og her vil han med garanti blive passet og plejet i de kommende år – for han, der efter finalen bad en fotograf om at knibe sig, Karsten, i armen for at tjekke, at han ikke, stadig Karsten, bare drømte, ja han skal tegne norsk atletik i de næste 10 år.

Forhindringsløberen Anna Emilie Møller har leveret forbløffende resultater i sin korte tid i eliten. Men i London kom den unge danske kvinde i barsk selskab og fik på ingen måde lejlighed til at folde sig ud. Hun måtte sande, at international topatletik er en hård læreplads.
Foto: Skjoldjensen Anders Rye

Forhindringsløberen Anna Emilie Møller har leveret forbløffende resultater i sin korte tid i eliten. Men i London kom den unge danske kvinde i barsk selskab og fik på ingen måde lejlighed til at folde sig ud. Hun måtte sande, at international topatletik er en hård læreplads.

DET ER STRAKS vanskeligere at pege på den eller dem, der i det kommende årti skal løfte dansk atletik op på et norsk niveau.

Både europamesteren og OL-sølvvinderen Sara Slott og forhindringstalentet Anna Emilie Møller fejlede i London.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For førstnævnte var det en af den slags fejl – det forkerte ben over hækken – som dukker op af ingenting, og som ikke er til at forklare, sagde hun med stor undren i stemmen og et forbløffet udtryk i ansigtet. Og for sidstnævnte var det også nærmest uforståeligt, lød det til.

Sara Slott har ikke mange år tilbage på øverste hylde, men skal nok få ’rettet sig’ til et par gode sæsoner – men for den bare 20-årige Anna Emilie Møller gælder det, at livet i voksenatletikken er temmelig hårdt. Og at læretiden er laaang og fyldt med hårde konkurrenter.

Så nogen snarlig dansk verdensmester er ikke lige til at øjne.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce