Med god grund græmmer Cesc Fabregas sig, efter at have fået Chelseas andet røde kort.
Foto: Kirsty Wigglesworth/AP

Med god grund græmmer Cesc Fabregas sig, efter at have fået Chelseas andet røde kort.

Sport

Vanvittig start på Premier League, der tangerer en dansk rekord

Huddersfield med tre danskere på holdet fik debut i Premier League med en overraskende udesejr.

Sport

Syv mål i den første kamp, seks mål i den anden, tre danskere i Huddersfields startopstilling og en 3-2-sejr til Burnley over Chelseas forsvarende mestre. På Stamford Bridge.

Jo, en ny sæson i Premier League er kommet i gang med bang, rabalder, røde kort, selvmål, sensationer og vilde comebacks af både Arsenal og en hjemvendt søn, da Wayne Rooney efter 13 års fravær blev matchvinder i Evertons 1-0-sejr over Stoke.

To røde kort til Chelsea

Til kategorien sensationer hører Burnleys sejr over Chelsea, der efter et rødt kort til Gary Cahill efter et kvarter indkasserede tre mål indenfor 15 minutter i første halvleg. På det tidspunkt havde Andreas Christensen fået comeback og var skiftet ind til sin bare anden kamp i Premier League efter to års udlejning til Borussia Mönchengladbach.

Indskiftede Alvaro Morata reducerede til 3-1, men nyindkøbet fra Real Madrid ødelagde yderligere en fra Andreas Christensen, da spanieren sparkede danskerens afslutning det sidste stykke over målstregen og dermed udløste en offsidekendelse. Selv efter Cesc Fabregas 10 minutter før tid indkasserede sin anden advarsel formåede Chelsea med 9 spillere at presse Burnley i bund, og David Luiz flugtede bolden i kassen.

Huddersfield med tre danskere

Oprykkeren Huddersfield valgte derimod at bruge sine danskere i hele udekampen mod Crystal Palace, og Jonas Lössl på mål, Mathias ’Zanka’ Jørgensen i midterforsvaret og Philip Billing på midtbanen tangerede den danske rekord for danskere i startopstillingen, som Bolton havde fra starten af dette årtusinde, da Per Frandsen, Stig Tøfting, Bo Hansen og Henrik ’Tømrer’ Pedersen var i spillerstaben.

Huddersfield fik debut i Premier League med den første kamp i den bedste række siden 1972, da modstanderen i en 0-0-kamp også var Crystal Palace, men i går vandt oprykkeren 3-0. Mathias ’Zanka’ Jørgensen var snublende tæt på et debutmål, men hans scoring blev ’reddet’. Et indadskruet hjørnespark endte hos ’Zanka’, der nærmest på mållinjen fik dirigeret bolden væk fra målet, men den ramte Joel Ward til et uundgåeligt selvmål.

Otte danske i Premier League-klubberne

Otte danske spillere i Premier League-klubberne er også et usædvanlig højt antal, men hverken Pierre-Emile Højbjerg eller målmanden Jakob Haugaard var i truppen hos Southampton og Stoke.

Kasper Schmeichel var involveret i sæsonens første kamp, hvor Arsenal leverede et forrygende comeback mod Leicester og vendte 2-3 til 4-3 med scoringer i 83. og 87. minut, mens Christian Eriksen først søndag indleder den sprudlende engelske turnering med Tottenhams udekamp mod tilbagevendte Newcastle.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce