Yussuf Poulsen var en af de danskere, der scorede ude i Europa i denne weekend.
Foto: Jens Meyer/AP

Yussuf Poulsen var en af de danskere, der scorede ude i Europa i denne weekend.

Masser af danske scoringer i udlandet

FC København må på indkøb efter Erik Johanssons knæskade.

Sport

Fodbold: Den tyske pokalturnerings første runde bød på en sensation og et par danske scoringer. Bundesligaklubbens Hamburger SV mødte Osnabrück fra 3. Bundesliga, der endda fik et rødt kort efter 18 minutter, men ikke desto mindre vandt 3-1. Frederik Sørensen scorede i går til 2-0, da FC Köln vandt 5-0 ude over Leher, og RB Leipzig vandt ligeledes 5-0 i udekampen mod Dorfmerkingen med Yussuf Poulsen som målscorer til 4-0.

Fodbold: Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Andreas Maxsø fik debut og scorede for Osmanlispor i den tyrkiske Super Lig, men det var en reducering til 3-1 langt inde i overtiden mod Yeni Malatyaspor.

Fodbold: Nicolai Jørgensen og Feyenoord fortsatte hvor de slap sidste sæson, der endte med en topscorertitel og et hollandsk mesterskab. I sæsonens første kamp scorede Nicolai Jørgensen til 1-0, da han efter 23 minutter satte foden på et fladt indlæg fra Jean-Paul Boëtius, og Feyenoord vandt 2-1 over Twente, der havde danskeren Joachim Andersen på banen i hele kampen. Lørdag aften havde Ajax med Kasper Dolberg og Lasse Schöne på holdet tabte 2-1 på udebane til Haracles.

Fodbold: Med et hovedstødsmål til 1-1 nåede Patrick Mortensen op på 9 ligamål i denne sæson, da Sarpsborg spillede 2-2 ude mod Kristiansund og dermed er 7 point efter topholdet Rosenborg, hvis mest scorende er Nicklas Bendtner - ligeledes med 9 mål efter han lørdag aften scorede til 1-1 i 2-1-sejren over Molde.

Fodbold: Viborg fyrede træner Johnny Mølby efter nedrykning og nederlag i den første kamp, men nedturen fortsætter. Nykøbing FC vandt 4-2 over Viborg, der lige som Skive og Fremad Amager er uden point efter tre kampe i 1. division. Vejle har derimod maksimumpoint efter dagens 2-1-sejr på udebane over den anden nedrykker, Esbjerg. Rasmus Lauritsen scorede sejrsmålet midt i anden halvleg og blev udvist i 90. minut.

Golf: Ugens turnering på Challenge Tour i Nordirland blev afviklet som et udskilning med cut efter to runder, tre runder og et slutspil med 24 spillere. Jeff Winther nåede med en delt 11.-plads som eneste dansker til søndagens kampe over 6 huller, hvor han med birdies på de tre sidste huller vandt den første over franskmanden Jerome Lando Casanova, men tabte i ottendedelsfinalen til skotten  Bradley Neil.

Fodbold: Den svenske forsvarsspiller Erik Johansson beskadigede sit korsbånd i FC Københavns lørdagskamp mod AC Horsens og skal opereres. Ståle Solbakken skal derfor på jagt efter en ny forsvarsspiller, siger han til klubbens hjemmeside, men i første omgang bliver Nicolai Boilesen sat sammen med Michael Lüftner i midterforsvaret, når FCK på tirsdag spiller Champions League-kvalifikation på udebane mod Qarabag.

Golf: Thorbjørn Olesen fik sluttet sin tredje runde af med to birdies, men danskeren brugte 71 slag og er på en delt 37.-plads inden søndagens afgørelse i majorturneringen US PGA Championship. »Jeg er klart frustreret. Jeg synes egentlig, jeg har spillet meget godt. Jeg åbnede med en god runde torsdag, men selv der var der putts, som ikke var gode nok. Jeg har ikke puttet godt nok de første tre dage til at være med fremme«, siger Thorbjørn Olesen, hvis score på 3 slag over par  er 10 efter den førende amerikaner, Kevin Kisner, som Olesen delte føringen med efter første runde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Speedway: Hverken Niels-Kristian Iversen eller Peter Kildemand kom videre til semifinalerne i det svenske grandprix i Målilla, hvor polakken Bartosz Zmarzlik vandt og hans landsmand Maciej Janowski overtog førstepladsen i den samlede VM-stilling.

Tennis: Russeren Maria Sharapova har på grund af en skade meldt fra til den kommende uges WTA-turnering i Cincinatti, hvor hun ellers havde fået et wildcard, fordi hun efter sin 15 måneder lange dopingpause er langt nede på verdensranglisten. Heller ikke Victoria Azarenka udnytter det wildcard, hviderusseren ellers havde fået.

Fodbold: Efter en enkelt kamp i Superligaen for FC Helsingør er 23-årige Pierre Larsen skiftet på en lejeaftale til Viborg, som han var med til at spille ned i 1. division med den samlede sejr i forårets playoffkampe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce