Begge  Chelseas mål blev scoret med venstrebenet af Marcos Alons.
Foto: Alastair Grant/AP

Begge Chelseas mål blev scoret med venstrebenet af Marcos Alons.

Sport

Eksperten Eriksen får alternativ assist, men ingen point på Wembley

Oprykkeren Huddersfield er et af tre hold, der efter sæsonens første to kampe har maksimumpoint.

Sport

Hvornår er en målgivende aflevering egentlig en assist?

I dag sparkede Christian Eriksen eksempelvis bolden hen til en modstander, men han blev ikke desto mindre registreret for sin tredje assist i Tottenhams første to kampe.

Chelseas indskiftede angriber Michy Batshuayi satte hovedet på Eriksens indadskruede frisparksndlæg og dirigerede et selvmål i nettet til 1-1 efter 81 minutter, men Chelsea vandt alligevel 2-1 i Tottenhams første Premier League-kamp med Wembley som hjemmebane.

Assisteksperten Eriksen havde mange andre chancer for at kreere chancer. Han sparkede sit holds 14 hjørnespark i en livlig kamp, hvor Tottenham pressede på i perioder og begge hold ramte stolpen, Harry Kane for Tottenham og Willan for Chelsea.

Andreas Christensen var med fra start

Landsholdsspilleren Andreas Christensen var for første gang i Chelseas startopstilling, men Marcos Alonso blev den store helt ved at score begge målene. Det første med et fremragende frispark, hvor han med venstrebenet drejede bolden over Tottenhams mur og ind i det korte hjørne, det andet efter 88 minutter, da Chelsea brød Tottenhams opspil og det effektive venstreben sparkede bolden under en ikke ganske uskyldig Hugo Lloris.

Spanieren er fra en forpligtende fodboldfamilie, hvor både far og farfar har spillet på landsholdet og har været spansk mester med henholdsvis Barcelona (1985) og Real Madrid (fem gange fra 1955 til 1962). 26-årige Marcos Alonso har ’kun’ spillet på U19-landsholdet, men spillede 31 ligakampe, da han blev engelsk mester i sin første sæson i Chelsea efter tidligere at have spillet for Real Madrid (én kamp som 19-årig indskifter), Bolton, Fiorentina og Sunderland.

14 afleveringer gav Huddersfield sejren

Dermed kom Chelsea efter det chokerende 4-3-nederlag mod Burnley på sejrstavlen i en Premier League, hvor Huddersfield i dag gjorde Manchester United og West Bromwich selskab med maksimumpoint.

Mathias ’Zanka’ Jørgensen er også noteret for en assist ved at lægge op til et selvmål i den første kamp, som Huddersfield vandt 3-0 på udebane over Crystal Palace, men den danske forsvarsspiller havde også en fod - eller to - med i opspillet, da oprykkeren forlængede eventyret med endnu en sejr i den anden kamp.

Huddersfield satte nemlig sæsonrekord i Premier League med 14 afleveringer i træk, inden Aaron Mooy krøllede sejrsmålet til 1-0 over i det lange hjørne i hjemmekampen mod Newcastle. Og ’Zanka’ stod for 2 af de tidlige afleveringer i angrebet, som Mooy afsluttede ved at spille 1-2 med Elias Kachunga - der således fik den officielle assist.

»Chefen siger, at der ikke er nogle grænser, og det står vi bag«, siger den australske matchvinder om den forrygende sæsonstart, hvor Jonas Lössl leverede en superredning mod Newcastle og endnu ikke er passeret, og Philip Billing også har fået fuld spilletid i de første to kampe.

Manchester City taber sjældent til Everton

Anden spillerunde afrundes i morgen med en kamp mellem to vindere, Manchester City og Everton, men der skal knækkes nogle statistikker, hvis Ronald Koemans hold skal have noget med hjem fra den første af tre udekampe på syv dage. Torsdag skal Everton til Hajduk Split og forsvare en 2-0-føring i Europa League og på søndag gælder det Chelsea.

City har ikke tabt i de seneste syv hjemmekampe mod Everton siden december 2010, Everton fik 2 point i udekampene mod holdene fra top-6 i sidste sæson og har ikke vundet en udekamp i Premier League siden det blev 1-0 over Crystal Palace 21. januar.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce