Brasilianske Neymar, de her tryller for sin nye klub PSG, har skabt stor bitterhed i FC Barcelona-ledelsen, der gerne ville have beholdt ham i klubben.
Foto: Kamil Zihnioglu/AP

Brasilianske Neymar, de her tryller for sin nye klub PSG, har skabt stor bitterhed i FC Barcelona-ledelsen, der gerne ville have beholdt ham i klubben.

Barcelona sagsøger Neymar for mindst 63 millioner

Kimi Räikkönen bliver hos Ferrari, og Azarenka melder fra til US Open, mens norsk skistjerne misser vinter-OL.

Sport

Fodbold: Luften er mildest talt kølig mellem FC Barcelona og den brasilianske stjerne Neymar, hvis veje skiltes tidligere på måneden med Neymars skifte til franske Paris Saint-Germain. Den spanske storklub vil ifølge nyhedsbureauet AFP sagsøge Neymar for mindst 8,5 millioner euro, svarende til mere end 63 millioner kroner, for kontraktbrud. Barcelona anklager Neymar for ikke at have opfyldt vilkårene, da parterne indgik den seneste kontrakt.

For to dage siden var Neymar ude med en hård kritik af klubbens bestyrelse. »Jeg tilbragte fire år der, og i begyndelsen var jeg glad. Jeg brugte fire smukke år der, og jeg forlod klubben glad. Men for dem (klubbens ledelse, red.), nej. Det bør ikke være dem, der skal bane vejen for Barcelona. Barcelona fortjener meget mere, og hele verden ved det«, sagde Neymar.

Fodbold: AC Milan oprustede tirsdag endnu en gang i klubbens bestræbelser på igen at blive en magtfaktor i den italienske Serie A. Milano-klubben har hentet kroaten Nikola Kalinic, der kommer fra Fiorentina. Nikola Kalinic er i første omgang lejet, men aftalen indeholder et køb af angriberen på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2021.

Quick Steps Matteo Trentin jubler forståeligt, da han krydsede stregen først på 4. etape af Vuelta a Espana tirsdag.
Foto: Lizon Javier

Quick Steps Matteo Trentin jubler forståeligt, da han krydsede stregen først på 4. etape af Vuelta a Espana tirsdag.

Cykling: Det blev italiensk sejr, da 4. etape af cykelløbet Vuelta a España blev kørt tirsdag. Matteo Trentin fra Quick-Step-holdet var hurtigst i den afsluttende spurt på den 198,2 kilometer lange etape. Her bevægede rytterne med start i Andorra sig for første gang ind i Spanien i årets Vuelta. Spanske Juan José Lobato (LottoNL-Jumbo) blev nr. 2. Danske Søren Kragh Andersen (Sunweb) var med fremme og blev nr. 8. I den samlede stilling topper Chris Froome fortsat.

Skisport: Den norske langrendsstjerne Therese Johaug går glip af vinter-OL i 2018, efter at Den Internationale Sportsdomstol (Cas) tirsdag forlængede straffen fra 13 til 18 måneders karantæne. Dermed udløber karantænen i april 2018. I første omgang havde de norske antidopingmyndigheder givet hende en straf på 13 måneder, fordi hun sidste år blev testet positiv for et anabolt steroid. Havde den straf stået til troende, ville nordmanden lige præcis have haft mulighed for at deltage ved legene.

Motorsport: Finnen Kimi Räikkönen skal også køre for formel 1-holdet Ferrari i 2018. Tirsdag meddelte Ferrari, at holdet har forlænget kontrakten med Räikkönen, så den også gælder i næste sæson. Dermed skal den tidligere verdensmester for femte år i træk køre for Ferrari. I 2007 blev Räikkönen verdensmester hos Ferrari, som siden ikke er nået til tops. 37-årige Räikkönen er lige nu nr. 5 i den samlede formel 1-stilling, mens holdkammeraten Sebastian Vettel fører med 14 point ned til Lewis Hamilton fra Mercedes. Vettels kontrakt med Ferrari står til at udløbe efter denne sæson, men det forventes, at også tyskeren får forlænget sin kontrakt.

Fodbold: De tidligere VM-værter Uruguay og Argentina offentliggør efter planen i næste uge en ansøgning om at afholde fodbold-VM i 2030. Det fortæller Uruguays præsident, Tabare Vazquez, ifølge nyhedsbureauet AFP. Den officielle offentliggørelse vil ske under en ceremoni på onsdag i næste uge, hvor Vazquez mødes med Argentinas præsident, Mauricio Macris, i Montevideo. Ceremonien finder sted i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mellem de to lande torsdag 31. august. Både Uruguay og Argentina kæmper for at komme med til VM i Rusland næste år.

Tennis: Hviderusseren Victoria Azarenka må definitivt melde afbud til US Open. Det sker for at sikre sit samvær med sønnen Leo efter en separation. »Jeg er desværre ude af stand til at konkurrere i dette års US Open på grund af min familiære situation«, siger Victoria Azarenka. Den 28-årige tennisstjerne har to gange tidligere været i finalen i grand slam-turneringen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Cykling: Michael Mørkøv skal fra næste sæson køre for det belgiske hold Quick-Step. Danskeren, der til sin store skuffelse blev sorteret fra til Tour de France af sin nuværende arbejdsgiver Katusha, har skrevet en aftale på to sæsoner med Quick-Step. »Jeg har altid været interesseret i dette hold, og da Patrick (holdejer Patrick Lefevre, red.) kom med et tilbud om at køre for holdet i de næste to år, kunne jeg ikke afvise det«, siger Michael Mørkøv til holdets hjemmeside.

--------------------

Rettelse: Der stod i en tidligere version, at Therese Johaug selv havde anket dopingdommen. Det var imidlertid FIS, Det Internationale Skiforbund, der var gået til Den Internationale Sportsdomstol.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce