Foto: Abbate Cesare/AP

Sport

Italiensk topbrag endte uden mål

Billetter til Danmarks VM-kamp solgt i løbet af fem minutter.

Sport

Fodbold: Der var chancer i begge ender, men det endte uden mål, da Napoli tog imod Inter. Dermed fører hjemmeholdet stadig Serie A med to point ned til netop Inter, mens Juventus og Lazio ligger yderligere fire point efter. Begge klubber er i kamp søndag og kan altså hale ind på de to tophold.

Fodbold: Barcelona havde før lørdagens sejr på 2-0 over Malaga vundet de seneste 16 hjemmekampe i den bedste spanske fodboldrække, Primera Division, og med sejren kom holdet op på 17 kampe i træk. Der stod Barcelona på det meste i kampen, men som de fleste hold, der spiller mod Barcelona, så kom Malaga også til chancer. Målene udeblev dog for gæsterne. Sejren gav lidt luft i toppen af tabellen, som Barcelona nu fører med 25 point efter ni kampe. Det er fire point mere, end Valencia har på andenpladsen.

Fodbold: Huddersfield skabte en af sæsonens største sensationer, da holdet på hjemmebane vandt 2-1 over Manchester United i Premier League. Det var Uniteds første nederlag i denne sæson, og første gang siden 1952, Huddersfield besejrede storholdet. Huddersfield med Jonas Lössl på mål og Mathias'Zanka' Jørgensen i forsvaret kom foran 2-0 på fem minutter i 1. halvleg, men efter Marcus Rashfords reducering 12 minutter før tid, kæmpede outsiderne med ryggen mod muren for at hindre yderligere United mål. Det lykkedes, og oprykkerne har nu tre sejre i denne sæson.

Motorsport: Lewis Hamilton var for tredje gang hurtigste mand, da formel 1-feltet trænede før søndagens amerikanske grandprix i Austin, Texas. Mercedes-køreren, der søndag kan sikre sig sit 4. verdensmesterskab, sluttede knap en tiendedel af et sekund foran Ferraris Sebastian Vettel. Kevin Magnussen (Haas) kørte i 16. bedste tid, mens han teamkammerat Romain Grosjean var næstsidst efter en afkørsel.

Golf: Anders Hansen, Lasse Jensen og Søren Kjeldsen er med, når finalerunden i Andalusien Masters spilles søndag. Anders Hansen er på en samlet 7. plads, mens Søren Kjeldsen ligger delt nummer 15. Turneringen føres af den lokale Sergio García.

Håndbold: BSV besejrede Skjern i ligaen med de overbevisende cifre 26-19. Det var Skjerns første nederlag i rækken i denne sæson. Jacob Lassen blev med 8 mål topscorer for BSV.

Fodbold: Irland får maksimal opbakning til VM-playoffkampen mod Danmark hjemme i Dublin 14. november. Billetterne til opgøret på Aviva Stadium blev udsolgt i løbet af fem minutter. Danmark har fået tildelt 2.585 billetter, og de er endnu ikke udsolgt.

Fodbold: Borussia Dortmund måtte for anden uge i træk gå fra banen uden sejr i Bundesligaen. Ude mod Eintracht Frankfurt blev det 2-2, og dermed skrumper Ruhr-klubbens forspring i toppen af Bundesligaen. RB Leipzig, der hjemme vandt 1-0 over VfB Stuttgart er blot ét point efter Dortmund, og senere lørdag kan Bayern München komme op på siden af topholdet. Det sker, hvis Bayern ude besejrer Hamburger SV.

Håndbold: Ajax København har det svært som nyoprykker i kvindernes bedste række. Heller ikke i 7. forsøg lykkedes det klubben at vinde, og holdet er isoleret i bunden med nul point. Det 7. nederlag blev tilføjet Randers, der på udebane vandt sikkert 28-21 og det endda uden holdets store stjerne, den tidligere landsholdsspiller Camilla Dalby. Hun er ude resten af sæsonen på grund af graviditet.

Dressur: Cathrine Dufour leverede lørdag et stort resultat ved World Cup-stævnet i Herning. Sammen med hesten Cassidy vandt hun kvalifikationen, den såkaldte Grand Prix, foran den tyske europamester og verdensetter, Isabell Werth, på hesten Don Johnson. Ved EM i august vandt Dufour tre medaljer - to individuelle af bronze og en af sølv sammen med det danske hold.

Badminton: Mathias Boe og Carsten Mogensen er færdig ved Denmark Open efter et nederlag lørdag i semifinalen til Liu Cheng og Zhang Nan fra Kina. De to kinesere, der vandt verdensmesterskabet i august, trak det længste strå med en sejr i tre sæt på 21-18, 18-21, 21-13.

Fodbold: Chelsea var tæt på et nederlag på hjemmebane mod Watford, men fik i kampens sidste 20 minutter vendt 1-2 til 4-2. I minutter omkring føringsmålet til 2-1 vadede Elton Johns gamle klub i gigantiske tilbud, og de kunne have lukket kampen. I stedet kom Chelsea stærkt igen og scorede tre mål ved Michy Batshuayi (2) og Cesar Azpilicueta.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tennis: Julia Görges fik lørdag brudt en seks år lang titeltørke. Ved WTA-turneringen Kremlin Cup vandt tyskeren finalen med i overbevisende stil i to sæt med cifrene 6-1, 6-2 over russeren Daria Kasatkina. Det var tyskerens fjerde finale i år, men altså den første triumf. Med sejren i Rusland kom Görges op på tre WTA-titler i karrieren.

Tennis: Siden hun sensationelt vandt olympisk guld sidste år i Rio de Janeiro sidste år har Monica Puig haft det meget svært, men nu er der opmuntring på vej til den 24-årige puertoricaner. Hun er nemlig i Luxembourg nået frem til sæsonens første WTA-finale. Her møder hun tyske Carina Witthöft, der endnu har sin første turneringssejr til gode. Det blev Witthöft, der vandt turneringen med en sejr i to sæt over Puig. Cifrene lød 6-3, 7-5.

Ishockey: Nikolaj Ehlers kom for 6. gang i denne sæson på scoringslisten, da hans klub Winnipeg Jets hjemme slog Minnesota Wild 4-3 i den nordamerikanske NHL-liga. Ehlers lavede målet til 2-0 i første periode.

Fodbold: Islands kvinder skabte en sensation i VM-kvalifikationen, da holdet på udebane besejrede Tysklands storfavoritter 3-2. Det var første gang nogensinde, Tyskland tabte til Island. De tidligere dobbelte verdensmestre havde inden mødet med Island vundet 26 VM-kvalifikationskampe på stribe.

Fodbold: AGF har fået afvist sin protest omkring forløbet vedrørende Dino Mikanovic' udvisning mod Lyngby, skriver AGF på sin hjemmeside. Klubben ville have spillet anden halvleg af kampen om, men det bliver ikke til noget, efter at Fodboldens Disciplinærinstans har afvist protesten.

NFL: Green Bay Packers' superstjerne Aaron Rodgers er ude af spillet med et brækket kraveben i mindst otte uger. Rodgers, der regnes for en af de bedste quarterbacks i ligaen, er blevet opereret og skal nu genoptræne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold: Ifølge José Mourinho kan Zlatan Ibrahimovic være tilbage på banen for Manchester United inden årest udgang. Den svenske angriber pådrog sig i april en korsbåndsskade, men United-manageren siger på et pressemøde, at Zlatan arbejder hårdt og formentlig snart er tilbage.

Golf: Nicole Broch Larsen spillede sig en smule frem i stillingen ved tredje runde af LPGA Tour-turneringen i Taiwan. Danskeren gik de 18 huller i ét slag under par, så hun nu samlet er i par. Det rykkede hende fra en plads som nummer 28 til en delt 16.-plads inden søndagens finalerunde. Turneringen føres suverænt af sydkoreaneren Eun-Hee Ji, som er ti slag under par. Det er seks slag bedre end nummer to.

Fodbold: Zoltán Szélesi er trådt til som midlertidig landstræner i Ungarn efter at Bernd Storck har sagt op som følge af en misset VM-kvalifikation. Szélesi var assistent under Storck og skal stå i spidsen for holdet året ud.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce