Viktor Axelsen har to Super Series-sejre på kontoen i denne sæson.
Foto: Liu jialiang/AP

Viktor Axelsen har to Super Series-sejre på kontoen i denne sæson.

Sport

Når en blodig søndag alligevel er en succes

Af de tre danske finalister var verdensmester Viktor Axelsen tættest på succes ved China Open, men han gik ned i afgørende sæt. Træner udtrykker tilfredshed trods tre nederlag på fire timer.

Sport

Der kunne være blevet skrevet et godt lille stykke dansk badmintonhistorie på finaledagen ved den prestigefyldte Super Series Premier-turnering China Open.

I Fuzhou 2.000 km syd for Beijing var der tre danske guldchancer, men hverken verdensmester Viktor Axelsen, den rutinerede herredouble Mathias Boe/Carsten Mogensen eller den spritnye mixeddouble med Christinna Pedersen/Mathias Christiansen kunne indfri de hede danske vinderdrømme.

Det endte med tre rimeligt klare nederlag i turneringen, der med 700.000 dollar i præmiepenge kun overgås af Denmark Open (750.000), Indonesian Open (1.000.000) og sæsonfinalen (1.000.000).

Jeg tabte til en bedre spiller, og sådan er det nogle gange

Skuffelsen lyste derfor også ud af Viktor Axelsen, da han som sidste dansker i aktion havde tabt i tre sæt til den erfarne kineser Chen Long i et opgør, hvor danskeren kun viste kortvarig stabilitet. Særligt i første sæt lavede Axelsen flere fejl end sædvanligt. Og i tredje sæt rullede Chen Long hele sit repertoire ud og spillede med stor tålmodighed.

»Hans defensiv sad godt, og jeg havde ikke tålmodigheden og lavede nogle dumme fejl. Det var hans fortjeneste. Jeg tabte til en bedre spiller, og sådan er det nogle gange«, lyder analysen fra verdensranglistens nummer 1 til TV2 Sport.

»Jeg følte, jeg fik andet sæt lidt foræret, og jeg kunne godt mærke, han mest brugte det til at finde ud af, hvordan han skulle spille i tredje sæt«, forklarer Axelsen, og erklærer sig »rimelig skuffet« over måden han agerede på i det sidste sæt.

Hellere dø søndag end lørdag

På lederniveau er der trods de tre finalenederlag en vis tilfredshed at spore.

»Set over hele ugen har det været en fantastisk turnering«, siger elitecentertræner Thomas Stavngaard til badminton.dk.

Det er trods alt nemlig bedre, at nå helt frem til finalerne end det er at snuble undervejs.

»Vi er skuffede nu, det skal vi være, men vi er tilfredse med ugens forløb. Vi vil hellere have en bloody Sunday end en bloody Saturday, så det skal vi stadig glæde os over«, siger Thomas Stavngaard, der allerede efter semifinalerne udtrykte enorm respekt for Christinna Pedersen/Mathias Christiansen og den fine rytme parret allerede har fundet.

»Mixen er en ny konstallation, der kun har spillet sammen i to måneder, så er det fuldstændigt outstanding, at de står i finalen. De har stort set ikke trænet sammen, fordi der har været så stor turneringsaktivitet«, lød det fra Thomas Stavngaard inden den blodige søndag.

Han griner, når man springer en ketsjer. Det er flabet og respektløst.

Hos Mathias Boe var der skuffelse at spore på flere niveauer. Mod indoneserne Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo tabte doublemanden en mental kamp til særligt Sukamuljo, der jublede vildt over et point de fik, da Boe sprang en streng i sin ketsjer.

»Jeg forstår ikke, hvorfor han skal være så arrogant. Han griner, når man springer en ketsjer. Det er flabet og respektløst. Jeg synes, han er en fantastisk spiller, men jeg forstår ikke, at han skal være så arrogant«, siger Mathias Boe til TV2 Sport efter tosætsnederlaget med makkeren Carsten Mogensen, der har været plaget af lungebetændelse og været på penicillin i over to uger.

Mathias Boe, Carsten Mogensen og co. fortsætter jagten på triumfer i den kommende uge, hvor den lidt mindre turnering i Hongkong er sidste Super Series-event, inden den store sæsonfinale i Dubai midt i december. I 2016 røg fire danskere på en blodig lørdag i sæsonfinalen, mens Viktor Axelsen med en finalesejr indledte sit ridt mod toppen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce