I 2013 overtog Ange Postecoglou det australske landshold, efter det var kvalificeret til VM-slutrunden med tyskeren Holger Osieck som landstræner. Nu overgiver han selv et VM-kvalificeret landshold til en efterfølger.
Foto: Moises Castillo/AP

I 2013 overtog Ange Postecoglou det australske landshold, efter det var kvalificeret til VM-slutrunden med tyskeren Holger Osieck som landstræner. Nu overgiver han selv et VM-kvalificeret landshold til en efterfølger.

Sport

Endnu en landstræner siger op efter at have kvalificeret sig til VM

Silkeborg er videre i DBU Pokalen og topholdene i både håndbold og ishockey vinder.

Sport

Fodbold: En uge efter Australien kvalificerede sig til VM-slutrunden med en sejr over Honduras har landstræneren sagt op. Efter fire år på posten meddelte græskfødte Ange Postecoglou, der er opvokset i Australien og blev landsholdsspiller som aktiv, sin beslutning på et pressemøde. »Det har været en svær beslutning, men arbejdet har taget hårdt på mig personligt og professionelt«, sagde den 52-årige Postecoglou blandt andet. Tidligere har Serbien og Saudi-Arabien taget afsked med trænerne, Slavoljub Muslin og Bert van Marwijk, der var med til at sikre kvalifikationen til næste års VM-slutrunde.

Fodbold: Selvfølgelig skulle et straffespark spille en rolle i pokalkampen mellem HIK og Silkeborg, der måtte spilles om efter en fejlagtigt gennemført straffesparks-konkurrence. Robert Skov brændte godt nok straffesparket, men han scorede på riposten fra HIK's målmand, Esben Madsen. Dermed bragte et tålmodigt og koncentreret Silkeborghold sig på 1-0 efter 62 minutter og med yderligere scoringer af Davit Skhirtladze og Mikkel Vendelbo sikrede Silkeborg en 3-0-sejr og en ottendedelsfinale ude mod Lyngby til foråret.

Håndbold: GOG forsvarede sin førsteplads i mændenes liga med en sejr på udebane over HC Midtjylland med 35-30 efter 18-16 ved pausen.

Ishockey: Herning udbyggede føringen i Metal Ligaen med en 7-1-sejr over Rungsted samtidig med at Odense blev besejret 4-1 af Esbjergs forsvarende mestre.

Håndbold: Med to gravide stregspillere må FC Midtjylland ud og finde en afløser til resten af sæsonen. Efter Line Blohms melding for halvanden måned siden, har 31-årige Sabine Pedersen nu spillet sin sidste kamp for klubben, da hun har termin i juni og næste sæson skifter til Randers HK.

Tennis: Den femdobbelte grand slam-vinder Maria Sharapova bliver af indisk politi undersøgt for mulig svindel i en sag om et luksusbolig-projekt, som er kollapset i Indien. Firmaet bag boligprojektet, Homestead Infrastructure Development, beskyldes for at have modtaget millioner af dollar af boligkøbere, inden projektet faldt sammen. Det oplyste den indiske advokat Piyush Singh ifølge nyhedsbureauet AFP tirsdag. Advokaten repræsenterer en af boligkøberne. Piyush Singh fortæller til AFP, at Sharapova er en del af politiets efterforskning, fordi hun har været med til at sætte projektet i gang. Den 30-årige russiske tennisstjerne rejste ifølge advokaten til Indien i 2012 for at søsætte boligkomplekset med navnet 'Ballet by Sharapova'.

Curling: At en ende bliver afgjort med 5 point er usædvanligt, men det skete i Danmarks EM-kamp mod Tyskland, der blandt andet derfor endte med de usædvanlige cifre 15-7 efter blot syv ender, da Daniela Jentsch sikrede den første tyske sejr ved stævnet i Schweiz ved at besejre Madeleine Duponts hold. Efter 7 af 9 runder har Danmark én sejr og er uden chance for avancement.

Fodbold: Efter via to oprykninger i træk at have ført Brommapojkarna op i Allsvenskan, stopper 40-årige Olof Mellberg som træner. Den tidligere FC København-forsvarsspiller føler sig klar til nye udfordringer, siger han til klubbens hjemmeside.

Basketball: Det danske kvindelandshold genopstår efter et års dvale, og nu har Danmarks Basketball-Forbund (DBBF) udpeget træneren, der skal stå i spidsen for holdet. Valget er faldet på Jesper Krone, som også er træner for kvindeligaens aktuelle tophold, Hørsholm 79ers. Kvindelandsholdet har i praksis været nedlagt i et år på grund af en presset økonomi i forbundet. Nu er man klar til at genopbygge holdet, og første vigtige punkt på kalenderen bliver EM for 'Small Nations', der spilles i Dublin i slutningen af juni.

Fodbold: Irske Cyrus Christie har været udsat for racisme og trusler, efter at han spillede en uheldig rolle i Irlands 1-5-nederlag til Danmark i de to landes afgørende playoffopgør i VM-kvalifikationen. Christie sendte bolden i eget net efter knap en halv times spil i andet opgør mellem Irland og Danmark. Det betød en dansk udligning til 1-1, og selv om målet officielt blev tilskrevet danske Andreas Christensen, så har Cyrus Christie siden da modtaget en række ubehagelige beskeder på internettet.

Det skriver forsvarsspilleren i et opslag på Instagram. Hans opslag er efterfølgende blevet delt af Det Irske Fodboldforbund. »Der har været en række racistiske kommentarer, som jeg er blevet opmærksom på efter VM-kvalifikationen«, skriver Cyrus Christie. »Kommentarerne repræsenterer ikke alle fodboldtilhængere. Vi er alle meget kede af ikke at nå VM-slutrunden, og vi har det lige så hårdt som alle andre«, lyder det fra Middlesbrough-spilleren.

Ishockey: Rungsted Seier Capital har sikret sig talentfuld forstærkning til de kommende kampe i den danske ishockeyliga. Klubben har skrevet kontrakt med den 19-årige forward Nikolaj Krag-Christensen, der vender tilbage til dansk ishockey efter ophold i Sverige og Finland. Foreløbig gælder aftalen kun, indtil U20-landsholdet rejser til VM midt i december, men aftalen kan blive forlænget for resten af sæsonen, hvis samarbejdet viser sig som en succes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold: Den danske landsholdsspiller Jens Stryger Larsen skal have ny cheftræner i den italienske fodboldklub Udinese. Tirsdag meddeler Serie A-klubben, at 67-årige Luigi Delneri er færdig som træner efter søndagens skuffende 0-1-nederlag på hjemmebane til Cagliari. Han afløses af 41-årige Massimo Oddo, der som spiller blev verdensmester i 2006 og hvis eneste trænerjob førte til en fyring i Pescara tidligere i år.

Fodbold: Diego Maradona vil for en kort stund blive genforenet med VM-rivalen Gary Lineker 1. december i Moskva.De to legender skal være med til at stå for lodtrækningen til næste års VM-grupper ved slutrunden i Rusland, hvor Danmark også er med i bowlen. Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, har inviteret tidligere fodboldspillere fra alle otte tidligere VM-vindende nationer til lodtrækningen. De øvrige assistenter ved Fifas lodtrækning bliver franske Laurent Blanc, brasilianske Cafu, italienske Fabio Cannavaro, uruguayanske Diego Forlán og spanske Carles Puyol. Derudover skal russiske Nikita Simonyan også trække lod, selv om Rusland aldrig har vundet VM. Det skyldes, at Rusland er VM-vært.

Ishockey: Efter to forrygende præstationer i sidste uge af Frederik Andersen kom danskeren og resten af Toronto Maple Leafs igen ned på isen i nattens runde i NHL. Her havde canadierne besøg af Arizona Coyotes, der besvarede gæstfriheden ved at tildele Toronto et nederlag på 1-4 i verdens bedste ishockeyliga. Frederik Andersen blev søndag hyldet for at have pillet pynten af modstandernes skytter i to opgør i sidste uge.

Fodbold: Førerholdet i 1. division, Vejle Boldklub, råder over to teenagebrødre, som har spillet ungdomslandskampe for Danmark, men nu vil spille for Albanien. Det drejer sig om midtbanespillerne Arbnor Mucolli og Agon Mucolli, som tilsammen har spillet 22 landskampe for Danmark. 19-årige Agon Mucolli, der har spillet syv U16-, ni U17- og to U19-landskampe for Danmark, har allerede fået debut i en testkamp for Albaniens U20-landshold tidligere i november. Og den et år yngre Arbnor Mucolli har tilkendegivet over for den albanske U21-landstræner, at han er klar til at spille for Albanien.

Fodbold: Riza Durmisi og Real Betis fik en ordentlig øretæve i Primera Division mandag aften, da Eibar hjemme vandt 5-0. Betis-spilleren Jordi Amat sørgede for 1-0 til Eibar på et selvmål, og derefter gik det slag i slag med endnu en scoring i første halvleg og tre scoringer efter pausen for hjemmeholdet. Betis spillede med en mand i undertal i 35 minutter, da Aissa Mandi fik det røde kort efter 55 minutter. Real Betis ligger på niendepladsen i ligaen med 17 point.

Cleveland Cavaliers' forward Kevin Love (0) rækker ud efter Detroit Pistons' guard Avery Bradley under kampen natten til tirsdag.
Foto: Carlos Osorio/AP

Cleveland Cavaliers' forward Kevin Love (0) rækker ud efter Detroit Pistons' guard Avery Bradley under kampen natten til tirsdag.

Basketball: I de 11 NBA-kampe, der blev spillet natten til tirsdag, var det Cleveland Cavaliers, der entede den største sejr. Det skete, da holdet besejrede Detroit Pistons 116-88, og sejren kunne endda have været større. Cavaliers første efter tredje quarter med 39 point, men slap så speederen i sidste quarter, som Pistons vandt med 11 point.

Ishockey: Avangard Omsk fra KHL-ligaen vandt sent mandag på udebane 4-3 over Ak Bars Kazan og styrkede sin position i tabellen. Her ligger holdet nu med samme pointtal som netop Kazan (nr. 4 og 5), fire point efter Jokerit, klubben med en håndfuld danske spillere i truppen. Onsdag møder Jokerit så Omsk i Helsinki.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Basketball: NBA-stjernen Kyrie Irving var helt ustyrlig for Boston Celtics, der natten til tirsdag vandt for 16. gang i træk i NBA. Irving blev noteret for 47 point, da Celtics på udebane besejrede Dallas Mavericks med 110-102 efter overtid. Kyrie Irving scorede ti af sine point i overtiden. Dallas Mavericks førte ellers med 13 point i fjerde quarter, men Boston Celtics lykkedes alligevel med at komme tilbage og tvinge kampen ud i overtid. Stimen på 16 sejre i træk er den fjerde længste i Boston Celtics' historie.

Fodbold: Det blev den unge norske midtbanespiller Gustav Wikheim, der sent mandag sørgede for, at Brøndby ikke er stukket helt af i Superligaen. Hans scoring resulterede i en 1-0-sejr til FC Midtjylland på udebane over AaB, og derfor fører Brøndby med 36 point, mens midtjyderne ånder de blågule i nakken med 35 point.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce