AFSLØRET. Maria Savinova, der vandt OL-guld på 800 meter i London 2012 og VM-sølv i Moskva året efter (foto), er blandt de atleter, der er havnet i dopingskandalen.
Foto: Ivan Sekretarev/AP

AFSLØRET. Maria Savinova, der vandt OL-guld på 800 meter i London 2012 og VM-sølv i Moskva året efter (foto), er blandt de atleter, der er havnet i dopingskandalen.

Bjørnen skal danse, hvis den vil med til Rio

Verdensatletikforbundets inspektionsgruppe besøger nu russerne efter doping- og korruptionsskandalen. Moskva skal bevise, at man vil opfylde alle kriterier for atter at komme med til sommerlegene.

Sport

Det er ikke en rolle, Rusland har det godt med, men kæmpen må finde sig i, at der i denne weekend lander et hold inspektører fra Det Internationale Atletikforbund (IAAF), der vil kigge værten i kortene.

Hvis russerne vil satse på at opfylde kriterierne, så kan de også nå at komme med til Rio. Selvfølgelig kan de det

Det skal kontrolleres, om den store atletiknation er i gang med at opfylde de kriterier, som er blevet formuleret, efter russerne blev smidt ud af det gode selskab og ikke kan konkurrere internationalt oven på afsløringen af den statsstøttede dopingkultur.

Når IAAF’s øverste organ, Council, i slutningen af marts holder møde i Cardiff, vil der formentlig blive præsenteret en første rapport fra inspektionsgruppen, men i atletikverdenen er der tilsyneladende på forhånd delte meninger om, hvor gode chancer Rusland har for at rette ind i tide og atter stille op for at lægge hånd på sin del af OL-medaljerne.

»Nu skal de jo arbejde med at opfylde betingelserne, men jeg har svært ved at se, at de kan nå at være med i Rio. Russerne har brug for en ændring af hele kulturen i atletikmiljøet, og de skal af med alle personer fra fortiden«, siger præsidenten for Det Europæiske Atletikforbund, Svein Arne Hansen, til magasinet Athletics Weekly.

»Der er blevet stillet nogle meget strenge krav til Rusland, men vi håber selvfølgelig, at nogle af de gode, nye folk, vi har kendskab til, bliver valgt til ledende poster og forstår, at store ændringerne er nødvendige«.

FARVEL:

Dansk Atletik Forbunds direktør, Jakob Larsen, ser anderledes på Ruslands muligheder.

»Hvis russerne vil satse på at opfylde kriterierne, så kan de også nå at komme med til Rio. Selvfølgelig kan de det, for det er jo et spørgsmål om vilje og ressourcer. For eksempel kan de vælge at betale og bringe folk ind udefra til at sætte tingene i system – for eksempel fra Tyskland«, vurderer atletikchefen.

Jeg har svært ved at se, at de kan nå at være med i Rio

»Jeg tror, at Svein Arnes kommentar også skal ses som et signal om sagens alvor, så det europæiske forbund kan vise, at det tager problemerne meget alvorligt«.

Annonce

Skulle det virkelig ske, at Rusland ikke kan sende sin atletikelite til OL i Rio, vil det åbne et stort hul på medaljetavlen, som andre kan kaste sig over. Ved de tre seneste olympiske sommerlege er Rusland hver gang sluttet som nr. 2 i den konkurrence efter USA, og det er blevet til samlet 54 medaljer.

2015:

At Det Russiske Atletikforbund (ARAF) er blevet suspenderet på ubestemt tid har allerede kostet et par begivenheder på arrangørkontoen. Rusland bliver alligevel ikke vært ved dette års hold-VM i kapgang eller junior-VM i atletik, og nationen kommer heller ikke til at deltage ved inde-VM i atletik midt i marts i Portland, Oregon.

IAAF-inspektionsgruppen består af fem personer, og formand er den anerkendte norske antidopingekspert Rune Andersen, der ingen forbindelse har til IAAF. Han har selskab af fire IAAF Council-medlemmer: canadiske Abby Hoffman (Canada), Anna Riccardi (Italien), Frank Fredericks (Namibia) og Geoff Gardner (Norfolk Island).

»Vores inspektionsteam har samlet set et ekstraordinært niveau af kompetence, som skal sikre, at det russiske atletikforbund opfylder alle kriterier og kun derved atter kan få mulighed for at sende atleter til internationale konkurrencer«, sagde IAAF-præsident Sebastian Coe, da gruppen blev præsenteret i november sidste år.

PINLIGT:

Rune Andersen, der er leder af Antidoping Norges internationale afdeling og specialrådgiver, går til arbejdet med entusiasme.

»Jeg har viet mit liv til at arbejde for en ren sport, og det er på vegne af de uskyldige atleter, som er russisk atletiks fremtid, at vores gruppe påtager sig arbejdet med at skaffe fair og ærlige konkurrencer«, siger han ifølge IAAF’s hjemmeside.

Vores inspektionsteam har samlet set et ekstraordinært niveau af kompetence

Og til Politiken oplyser nordmanden via mail, at inspektionsgruppen og de russiske værter vil komme med en samlet udtalelse tirsdag aften.

Et gæt kunne her være, at formuleringerne vil skabe en atmosfære af russisk vilje til at gå hele vejen og dermed sørge for, at deres atleter igen kan indtage medaljepodiet under de olympiske ringe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden

    Onsdag 7. december

    Jakob Nielsen

    Redaktionschef

    Velkommen til det nye Politiken.

    Som du måske har bemærket, har Nobels Fredscenter givet Politikens fotograf Mads Nissen mulighed for at følge årets prismodtager, Colombias præsident Santos, på allernærmeste hold. Se mere her.

    Vi glæder os også til at vise dig flere gode historier fra Football Leaks-lækagen.

    God fornøjelse!