Søgelys. Den tidligere atletik-præsident Lamine Diack modtager sønderlemmende kritik i en ny rapport fra Wada. Rapporten konkluderer, at han var ansvarlig for at organisere korruption i atletik-verdenen.
Foto: Kin Cheung/AP

Søgelys. Den tidligere atletik-præsident Lamine Diack modtager sønderlemmende kritik i en ny rapport fra Wada. Rapporten konkluderer, at han var ansvarlig for at organisere korruption i atletik-verdenen.

Korruption bredt forankret i atletiktoppen

I Wada's nyeste rapport fastslår den uafhængige kommission, at man ikke blot kan kaste skylden på en lille flok skurke i verdensforbundet IAAF.

Sport

Der må være dage, hvor Det Internationale Atletikforbunds nyvalgte præsident, Sebastian Coe, ville ønske, at han aldrig havde stillet op til jobbet, og torsdag kunne godt være en af de dage.

Her fremlagde Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) uafhængige kommission anden halvdel af sin rapport om korruption, doping, fup og svindel i atletikverdenen, og oplysningerne tegner ikke just et kønt portræt af det gamle forbund, der blev til i de glade amatørdage i 1912 under OL i Stockholm.

Korruption har været et fast punkt på den uofficielle dagsorden, og det drejer sig ifølge kommissionsformand Dick Pound ikke kun om initiativer blandt nogle få frafaldne ledere.

»Korruptionen har været fast forankret i organisationen. Den kan ikke ignoreres eller tilskrives aktiviteter blandt enkelte ledere, som har handlet på egen hånd. Det er ikke bare et lille antal skurke, der har været med i korruptionen«, siger Dick Pound i rapporten, som i første halvdel offentliggjort i november især beskrev den statsstøttede doping i Rusland som en opfølgning på oplysninger hos tyske ARD og The Sunday Times for godt et år siden.

»IAAF-bestyrelsen kan umuligt have været uvidende om omfanget af doping inden for atletik og at antidopingreglerne ikke blev overholdt«, siger Dick Pound.

Tidligere præsident i søgelyset

Verdensatletikken er i forvejen havnet i kaos efter den første del af Wada-rapporten og på grund af de franske myndigheders undersøgelse af den tidligere IAAF-præsident Lamine Diacks indblanding i korruption og hvidvask af penge. Diacks søn Papa og to russiske atletikledere blev i sidste uge udelukket på livstid fra IAAF, ikke mindst fordi de har været med til at skjule en positiv dopingtest fra en russisk maratonløber, som de også har udsat for pengeafpresning.

Den nye rapport beskriver ifølge AP, at Lamine Diack indledte et venskab med Ruslands præsident Vladimir Putin, og at IAAF hjalp med til at skjule ni positive prøver fra russiske atleter op til atletik-VM 2013 i Moskva. Atleterne deltog ikke i mesterskaberne, men deres sager blev der til gengæld heller ikke fulgt op på, oplyser rapporten.

Det gik ganske pænt for russisk atletik på hjemmebane alligevel, da nationen for første gang siden 2001 sluttede øverst på medaljetabellen med 17 medaljer, heraf 7 af guld.

De franske anklagemyndigheder undersøger i øjeblikket Lamine Diack, hans advokat Habib Cisse, sønnen Papa Massata Diack og Gabriel Dollé, IAAF’s tidligere antidopingchef, på grund af mistanke om korruption. Og den første del af Wada-rapporten førte til IAAF’s udelukkelse af russisk atletik på ubestemt tid, indtil nationen kan dokumentere, at den opfylder alle de kriterier, som er opstilet af verdensforbundet.

Reformer har manglet

En IAAF-taskforce under ledelse af den norske antidopingekspert Rune Andersen har netop været på et første kontrolbesøg i Rusland for at sikre sig, at russerne går i gang med at reorganisere deres atletikforbund. Ifølge en fælles udtalelse fra besøget melder russerne ud, at de er villige til at imødekomme alle krav, så de atter kan deltage i international atletik og ikke mindst den kommende sommers OL i Rio.

LÆS OGSÅ:

Canadiske Dick Pound, der er uddannet advokat og tidligere præsident for Wada samt vicepræsident for Det Internationale Olympiske Komite (IOC), har sagt, at Sebastian Coe under sin årrække som IAAF-vicepræsident sammen med den anden vicepræsident Sergej Bubka kunne have presset mere på for reformer i forbundet.

Den fulde rapport fra Wada kan læses her.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden