Måååål. 37-årige Claudio Pizarro har brugt 566 kampe for Bayern og Bremen på at score de mange, mange mål.
Foto: Martin Meissner/AP

Måååål. 37-årige Claudio Pizarro har brugt 566 kampe for Bayern og Bremen på at score de mange, mange mål.

Sportsdøgnet: Effektiv veteran scorer for 259. gang

Følg med i nyhederne fra sportens verden i ind- og udland.

Sport

Fodbold: 259 gange har peruaneren Claudio Pizarro nu scoret i sine snart 17 år i tysk fodbold for Werder Bremen og Bayern München. Alle tiders største udenlandske målmager i Tyskland nogen sinde scorede til 2-1 på straffespark på udebane i pokalkvartfinalen mod Leverkusen kort før pausen. Målet banede vej for en 3-1-sejr og en semifinalebillet til Jannik Vestergaard og co. Danskeren spillede hele kampen på Werder Bremens defensive midtbane.

Fodbold: Ni dage før mødet med Manchester United i Europa League spillede FC Midtjyllands danske mestre næstsidste træningsmatch inden mødet med englænderne. I træningslejren i Dubai blev det til 1-1 Malmö FF med den danske træner Allan Kuhn i spidsen. Martin Pusic bragte FCM’erne foran midt i 1. halvleg, da han afsluttede et fornemt angreb med en score på en perfekt pasning fra Vaclav Kadlec. Markus Rosenberg udlignede for svenskerne efter en times spil. FCM spiller sidste træningsmatch på lørdag i Herning mod AC Horsens.

Boksning: Den planlagte WBC-titelkamp mellem Micki Nielsen og italienske Giacobbe Fragomeni 19. marts bliver alligevel ikke til noget. Giacobbe Fragomeni er skadet og kan ikke bokse i cruiservægt-klassen mod Micki Nielsen, skriver promotoren Sauerland Promotion i en pressemeddelelse. Italieneren har problemer med albuen, og nu arbejdes der på at finde en ny modstander til Micki Nielsens forsvar af bokseforbundet WBC's internationale titel.

Fodbold: Juventus er svækket til de kommende store opgaver i den hjemlige liga samt Champions League. Tirsdag meddeles, at forsvarsspilleren Giorgio Chiellini er ukampdygtig i op til 20 dage som følge af den skaden, han pådrog sig i den forgangne weekend. Dermed er han ikke med, når klubben lørdag spiller topopgør i Serie A mod Napoli. Han går også glip af den første 1/8-finale mod Bayern München i Champions League 23. februar.

Cykling: Det russiske profhold Team Katusha skal være glade for, at deres nu karantæneramte rytter Luca Paolini kun blev testet positiv for kokain under sidste års Tour de France. Var den italienske veteran blevet testet dopingpositiv for epo, steroider eller væksthormoner, så var der i kølvandet på Eduard Vorganovs positive prøve for meldonium for tre uger siden nemlig ramlet en kollektiv straf ned over danske Michael Mørkøvs mandskab. Har et hold to dopingsager indenfor 12 måneder, så skal den internationale cykelunion (UCI) således udstikke en karantæne for hele holdet lydende på 15-45 dage. Men da Luca Paolinis snifferi var af privat karakter – det var i hvert fald ikke for at køre hurtigere på cykel, har han bedyret – har UCI’s disciplinærkomité altså ladet Team Katusha-holdet slippe. I en meddelelse hedder det, at det ville »være ude af proportion« at idømme holdet en karantæne, da Paolini jo var testet positiv for et feststof.

Fodbold: 22-årige Emil Berggreen må vente lidt endnu med at få debut i den bedste tyske række. Angriberen, som Mainz har hentet i Braunschweig i 2. Bundesliga for nylig, skal nemlig opereres i knæet. »Vi kendte til skaden, da vi købte ham. Vores håb om, at han kunne undgå et indgreb, gik desværre ikke i opfyldelse«, siger Mainz' teammanager, Axel Schuster, til klubbens hjemmeside. Klubben forventer, at Emil Berggreen er tilbage på græs om tre uger.

Håndbold: Den spanske verdensklassespiller Joan Canellas skifter efter denne sæson fra tyske THW Kiel til Vardar Skopje i Makedonien.

Fodbold: Simon Kjær og resten af storklubbens Fenerbahces mandskab floppede i den første pokalkvartfinale, da det blot blev 3-3 på udebane mod Amed Sportif fra den tredjebedste tyrkiske række. Amed havde sejren indenfor rækkevidde, men indskiftede Volkan sen fik udlignet med under et kvarter tilbage. Der er returkamp om tre uger.

Annonce

Tennis: Verdensranglistens nr. 2 Andy Murray kan nu kalde sig far. Den 28-årige brites kone Kim fødte en datter i weekenden.

Håndbold: GOG Håndbold har endegyldigt droppet at indsende en protest, efter at klubbens herrehold søndag tabte til HC Midtjylland i finalen i pokalturneringen, Santander Cup. Da anden halvleg skulle begynde, opstod der problemer med det store net bag det ene mål i Arena Fyn, hvilket udskød anden halvleg i et stykke tid. De kaotiske omstændigheder skabte tvivl om, hvorvidt kampen overhovedet ville blive spillet færdig.

Håndbold: Håndboldklubben HC Odense henter markant tilgang til næste sæson. Klubben, der til sommer får tidligere landstræner Jan Pytlick som cheftræner, har sikret sig FCM Håndbolds stregspiller Susan Thorsgaard på en treårig kontrakt.

Håndbold: Den 9. marts møder Danmarks kvindelige håndboldlandshold Rusland på udebane i den tredje af seks kampe i EM-kvalifikationen. På grund af visumbehandlingstiden i Rusland har landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtaget en bruttotrup på 23 spillere. Klavs Bruun Jørgensen har valgt at se bort fra stregspilleren Mette Gravholt på grund af uenigheder mellem landstræneren og spilleren. Til gengæld er en anden stregspiller Louise Svalastog Spellerberg med igen.

Cykling: Den Internationale Cykelunion, UCI, beslutter i løbet af tirsdag, om den danske cykelrytter Michael Mørkøv må finde sig i, at hans sæsonindledning får et ufrivilligt afbræk. Mørkøvs nye russiske cykelhold Katusha risikerer nemlig en karantæne på mellem 15 og 45 dage, fordi holdet midt i januar fik sin anden dopingsag indenfor 12 måneder.

OL: De olympiske lege i Rio de Janeiro kan blive uden nogle af verdens bedste mellem- og langdistanceløbere. Kenya overvejer nemlig seriøst at blive væk fra OL i Rio på grund af frygten for udbruddet af zika-virus i Brasilien. Det siger formanden for Kenyas olympiske komité, Kipchoge Keino, tirsdag ifølge AP og Reuters.

Ishockey: Fronterne blev mandag trukket op i striden om de kommercielle rettigheder over spillerne i den danske ishockeyliga. Danske Elitesportsudøveres Forening, DEF, meldte ud i en pressemeddelelse, at Danmarks Ishockey Union, DIU, og ligaklubberne inden onsdag skal indgå overenskomst med DEF. Tirsdag trækker tre af Danmarks største klubber, Herning Blue Fox, Aalborg Pirates og Sønderjyske, striden en tand længere. Holdkaptajn Daniel Nielsen fortæller nemlig i en pressemeddelelse, at Hernings samlede spillertrup ikke vil støtte DEF's krav. Samme melding kommer fra Aalborg Pirates, hvor Daniel Madsen og Sebastian Ehlers kommer med en fælles udtalelse i en pressemeddelelse:

»Vi er forhåbningsfulde og har tillid til udvalgets arbejde, hvorfor vi på ingen måde finder DEF's ultimative udmelding gavnlig for sporten eller processen for at nå til enighed«.

Annonce

Annonce

Annonce

Fodbold: Hvis Leicester vinder Premier League, vil det være en af de største sensationer i nyere fodboldhistorie. Og det vil samtidig være et hak i tuden på bookmakerne, som alt for længe har ignoreret Leicesters bedrifter. Før sæsonen kunne Premier League-guld fås til odds 5.000. I dag er de favorit til at vinde og giver blot odds 3, skriver onlinemediet BetXpert.

  • Læs også
Foto: Nigel French/AP

Efter Leicesters meriterende 3-1 sejr ude mod Manchester City i weekenden er oddsene raslet ned, og nu er bookmakerne nødt til at tage klubben seriøst. Vinder Leicester guld, kommer det til at koste, så bookmakerne er begyndt at håbe på, at Leicester får gummiben.

Ishockey: Den danske målmand Frederik Andersen og hans hold, Anaheim Ducks, havde vundet seks kampe i træk og var inde i en god stime i verdens bedste ishockeyliga. Indtil holdet altså stødte ind i Pittsburgh mandag aften og tabte med 6-2. Frederik Andersen indledte kampen på bænken, selv om han havde været stærk, da holdet vandt over Arizona forleden, men han kom på isen med lidt mere end 13 minutter tilbage. Da førte hjemmeholdet allerede 6-2, og så var det for sent for Frederik Andersen at gøre en forskel.

Sejlads: Sidst i januar glippede første chance for at lukke kampen om en eftertragtet OL-billet for verdensmesteren i sejlsportens laser radial-klasse, 24-årige Anne-Marie Rindom. Men trods det kiksede forsøg ved World Cup-stævnet i Miami tror den unge sejler fuldt og fast på, at OL-udtagelsen nok skal blive en realitet. Rindom kan endegyldigt sikre sig en OL-billet ved VM i Mexico, som afvikles fra 14. til 20. april.

Fodbold: Lionel Messi skal holde pause i et par dage for at blive behandlet for problemer med nyrerne. Det meddeler argentinerens klub, FC Barcelona. Den 28-årige angriber måtte i december sidde ude i en kort periode under VM for klubhold, da han døjede med nyresten. På grund af de nye undersøgelser er det sandsynligt, at Lionel Messi står over, når FC Barcelona onsdag aften møder Valencia på udebane i returkampen i semifinalen i den spanske pokalturnering.

Fodbold: Rygter har i denne sæson berettet om, at sæsonen kunne blive Cristiano Ronaldos sidste i Real Madrid. Den 31-årige superstjerne forsikrer dog om, at han har tænkt sig at blive i den spanske hovedstad mindst frem til sommeren 2018, hvor hans kontrakt med Real udløber. Det siger portugiseren ifølge Sky Sports.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce