5-0. Bayern og Guardiola fører Bundesligaen med 66 point.
Foto: Matthias Schrader/AP

5-0. Bayern og Guardiola fører Bundesligaen med 66 point.

Sportsdøgnet: Hvorfor ser Guardiola mon så glad ud?

Følg med i sportens nyheder fra indland og udland.

Sport

Fodbold: Efter to ligakampe uden sejr er Bayern München tilbage på sikker titelkurs i Bundesligaen. Lørdag aften hentede storklubben en sejr på 5-0 på hjemmebane over Werder Bremen. Det fik smilet frem hos topholdets træner Pep Guardiola, mens nederlaget fastholder Werder Bremen på en beskeden placering lige over nedrykningsstregen. Taberne havde Jannik Vestergaard med i hele kampen, og danskeren var endda anfører i dagens kamp.

Fodbold: I sidste sæson kvalificerede Borussia Mönchengladbach sig overraskende til Champions League gennem en tredjeplads i Bundesligaen, og klubben øjner fine chancer for at kile sig ind i det fine selskab endnu en gang. Lørdag vandt holdet med forsvareren Andreas Christensen på banen i hele kampen med 3-0 på hjemmebane over Eintracht Frankfurt. Dermed er holdet tilbage på fjerdepladsen, der udløser kvalifikationskampe til Champions League i næste sæson.

Fodbold: Den tidligere FC Midtjylland-forsvarer Erik Sviatchenko begik et straffespark, som dog ikke blev skæbnesvangert, da Celtic i den skotske liga vandt 2-1 ude over Partick Thistle. I løbet af den første time bragte Celtic sig foran 2-0, inden hjemmeholdet reducerede på straffesparket fem minutter før tid. Celtic fører ligaen med fire point ned til Aberdeen på andenpladsen.

Tennis: Efter et forår med skader og svigtende resultater var der opmuntring at hente for verdensranglistens nr. 5, Simona Halep. Rumæneren, der er forsvarende mester i den store Indian Wells-turnering i Californien, viste nemlig fine takter i sit 2. runde-opgør mod amerikaneren Vania King. Halep vandt så sikkert som 6-1, 6-1. Der var ligeledes avancement til favoritten Serena Williams, mens storesøster Williams, 35-årige Venus, i sin første optræden i Indian Wells i 15 år, sensationelt tabte til den japanske kvalifikationsspiller Kurumi Nara 6-4, 6-3. Danske Caroline Wozniacki spiller natten til søndag mod kineseren Shuai Zhang.

Annonce

Badminton: Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen er klar til finalen i All England-turneringen i Birmingham. I semifinalen vandt den danske mixeddouble over briterne Chris og Gabrielle Adcock med 21-13, 22-20. I andet sæt gik den danske duo amok med en slutspurt, der ændrede 15-20 til 22-20 på ganske kort tid.

Håndbold: Nykøbing Falster Håndboldklub har forlænget kontrakten med målvogterske Mette Sahlholdt, så hun også er at finde i klubben i sæsonen 2016/2017. 38-årige Sahlholdt havde ellers planlagt at stoppe på holdet i Primo Tours Ligaen og dermed indstille karrieren efter indeværende sæson, men ændrede træningstider har været en medvirkende årsag til, at hun fortsætter trods udmeldinger om det modsatte. Mette Sahlholdt har 19 ligasæsoner bag sig.

Alpint: Lara Gut måtte nøjes med femtepladsen i lørdagens super-G-løb i Lenzerheide. Schweizeren ville have sikret sig den samlede super-G-titel med en sejr, men må nu tage årets sidste World Cup-afdeling i brug for at overhale Lindsey Vonn, som har stoppet sæsonen på grund af en knæskade. Vonn har 19 points forspring til Lara Gut i super-G-stillingen. Lørdagens løb blev vundet af østrigeren Cornelia Hütter.

Atletik: Længdespringeren Andreas Trajkovski fik ved de amerikanske NCAA-mesterskaber i Birmingham, Alabama, natten til lørdag registreret et spring på 7,72 meter. Alligevel føler han, at OL-kravet på 8,15 meter er inden for rækkevidde. »I mit tredje forsøg når jeg helt ud over de otte meter (8,07 meter, red.), og det føles helt perfekt. Men på skærmen bagefter kan vi se, at jeg har overtrådt med en lilletå, så det er super bittert«, siger Andreas Trajkovski, der mener, han har 8,20 meter i sig i denne sæson.

Annonce

Annonce

Foto: Pressefoto

Tennis: Maria Sharapova afviser, at hun skulle være blevet advaret fem gange om de ændrede dopingregler, der ifølge hende selv førte til, at hun under Australian Open blev testet positiv. På sin Facebook-side skriver hun, at hun kun fik én klar advarsel i december sidste år. »Ifølge forlydender var jeg blevet advaret fem gange om det kommende forbud mod den medicin, jeg tog. Det er ikke sandt og er aldrig sket«, skriver Sharapova. Det er endnu ikke besluttet, hvilken straf den 28-årige verdensstjerne idømmes for at have brudt dopingreglerne.

Fodbold: Den forsvarende italienske mesterklub, Juventus, er godt på vej mod endnu et mesterskab, efter at klubben fra Torino fredag på hjemmebane slog Sassuolo 1-0. Kampens enlige mål blev scoret midt i første halvleg, da Juventus' argentinske spydspids Paulo Dybala flot fik krøllet bolden forbi Andrea Consigli i gæsternes mål. Med sejren har Juventus nu 67 point efter 29 kampe. Napoli ligger nummer to med 61 point efter 28 kampe.

Fodbold: Balladen i Randers FC fortsætter med uformindsket styrke. Jonas Borring fortæller til BT, at han nægter at træne eller spille kamp for klubben, så længe Christian Keller er der. Keller siger til BT, at han ikke vil sige sit job – og Randers FC-direktør Michael Gravgaard siger til Randers Amtsavis, at Kellers forhold til Borrings tidligere samlever ikke er gyldig fyringsgrund. Randers møde Brøndby på udebane i Superligaen søndag kl. 16.

Fodbold: Fem spilledages karantæne og en bøde på rundt regnet 6.500 kroner. Det er straffen til Adi Yussuf, som spiller for Mansfield i den fjerdebedste engelske række, efter han urinerede bag den ene tribune under opvarmningen i forbindelse med en indskiftning. Straffen i forbindelse med en udekamp i Portsmouth i februar skuffer Mansfield-manager Adam Murray. »Mens vi ikke synes, at det, han gjorde, var i orden, synes vi også, at det skal tages med i betragtning, at Adi siger, at han blev sendt til stedet af en vagt samt af Plymouths udskiftningsbænk«, siger manageren.

Badminton: En tydeligt frustreret Mathias Boe må konstatere, at han ikke får lov at stille op i turneringerne i Singapore og Malaysia sammen med Cai Yun. Det er Det Kinesiske Badmintonforbund, der ikke vil lade Boe spille sammen med Cai Yun, mens Boes sædvanlige makker, Carsten Mogensen, forsøger at komme til hægterne efter en dramatisk hjerneoperation i Rusland for tre uger siden. Boe ærgrer sig over, at de to ikke kan komme i kamp sammen og slår ned på, at Det Internationale Badmintonforbund (BWF) giver for meget magt til de enkelte forbund. »Hvordan kan BWF tillade et forbund at trække spillere uden spillernes accept?«, skriver Boe på Facebook. »Badminton er en individuel sportsgren«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden