2-0. Tottenhams Harry Kane (midt) scorer et af sine to mål mod bundholdet Aston Villa i dagens opgør.
Foto: Nick Potts/AP

2-0. Tottenhams Harry Kane (midt) scorer et af sine to mål mod bundholdet Aston Villa i dagens opgør.

Sportsdøgnet: Topscorer løfter Spurs efter svag periode

Følg med i sportens nyheder fra indland og udland.

Sport

Fodbold: AaB har længe lignet førsteudfordreren til FC København i toppen af Superligaen. Ved vinterpausen var nordjyderne blot et enkelt point efter topholdet, men nu er afstanden oppe på ti point. Det er realiteten, efter at AaB søndag aften tabte med hele 6-2 i Parken.

  • Læs også

»Vi startede ud med at give dem tre mål. Det skal man ikke herovre, slet ikke mod et hold som i perioder spillede fantastisk. Det må vi også lægge os fladt ned og sige. Vi spillede også dumdristigt. En gang imellem må man gerne gå ind og lave et frispark og vise, at vi er der. Det gjorde vi i perioder ikke, så vi blev overmatchet fysisk. En gang imellem lignede det en flok drenge mod mænd«, siger AaB-midtbanespilleren Kasper Risgård.

Fodbold: Tottenham fik søndag sat en stopper for en resultatmæssig svag periode, da det blev til en sejr ude over Aston Villa i Premier League. Topscorer Harry Kane sørgede med to scoringer for, at Christian Eriksens klub vandt 2-0 og lægger sig to point efter førerholdet, Leicester. Leicester mangler dog at spille en kamp mod Newcastle mandag aften.

Fodbold: Et dødsfald på tribunen overskyggede fuldstændig det faktum, at Borussia Dortmund søndag vandt 2-0 hjemme over Mainz i Bundesligaen. En fan faldt ifølge nyhedsbureauet dpa om under fodboldkampen og døde. En anden fan blev angiveligt også kørt på sygehuset. Dødsfaldet satte sit præg på kampen, eftersom nyheden nåede ud til hele stadion. Fansene viste deres respekt ved at synge 'You'll never walk alone'.

Badminton: Der var stor skuffelse hos Joachim Fischer og Christinna Pedersen, efter at de søndag havde tabt finalen i mixeddouble ved All England i Birmingham. Badmintonduoen var i perioder overmatchet mod indoneserne Praveen Jordan og Debby Susanto, der vandt 21-12, 21-17.

»Jeg er meget, meget skuffet. Jeg havde en dårlig dag i dag. Specielt mit første sæt var ekstremt dårligt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at komme bedre i gang, og det bliver bedre i andet sæt, men jeg er ikke der, hvor jeg skal være, så vi kan spille godt sammen«, siger Christinna Pedersen til TV 2 Sport.

Annonce

Fodbold: Det kører for fodboldklubben AS Roma i den italienske Serie A. Søndag hentede klubben den ottende ligasejr på stribe, da det blev 2-1 ude over Udinese. Med sejren ligger Roma godt til i forhold til tredjepladsen, der udløser kvalifikationskampe om at komme med i Champions League i næste sæson.

Badminton: Det blev ikke til den første danske All England-triumf i mixed double i 21 år. Søndag tabte badmintonduoen Joachim Fischer og Christinna Pedersen finalen i Birmingham med 12-21, 17-21 til indoneserne Praveen Jordan og Debby Susanto. De rutinerede danskere gik ellers ind til finalen med selvtillid, eftersom de ikke havde tabt et eneste sæt i turneringen.

Fodbold: Lyngby fik søndag en skuffende begyndelse på forårssæsonen i 1. division, Bet 25 Ligaen. Topholdet måtte nøjes med 1-1 hjemme mod bundholdet Skive, der udlignede kort før tid. Pointtabet er Lyngbys blot andet på hjemmebane i sæsonen. Trods pointtabet kom Lyngby tættere på oprykning til Superligaen. Rækkens nummer to, Vendsyssel FF, tabte nemlig 1-3 ude til FC Roskilde, der havde Bajram Fetai i rollen som dobbelt målscorer.

Foto: Jon Super (arkiv)/AP

Fodbold: Den tidligere Manchester United-manager sir Alex Ferguson, som hentede 13 mesterskaber på 26 år, er overbevist om, at sensationsholdet Leicester City med danske Kasper Schmeichel på mål går hele vejen og vinder det engelske mesterskab i fodbold. Holdet, som var tæt på nedrykning i sidste sæson, fører Premier League med ni kampe tilbage, og Alex Ferguson mener, at sensationen vil blive fuldbyrdet med bravur og i overlegen stil.

  • Læs også

»Selvfølgelig kan de det. Jeg tror, de vil vinde det med tre kampe tilbage«, siger Alex Ferguson ifølge Sunday Times.

Ferguson tilføjer, at Leicesters dynamiske midtbanespiller N'Golo Kante »med flere længder« har været Premier Leagues bedste spiller, og den aldrende skotte roser også klubbens Steve Walsh, som er assistenttræner og ansvarlig for spillerindkøb, med ordene »den mest betydningsfulde person i Premier League«.

Annonce

Annonce

Fodbold: Valencia, Liverpool, Inter, Chelsea, Napoli og Real Madrid. Rafael Benitez har gennem de seneste mange år gjort trænerkarriere i storklubber. Mange kiggede måske derfor en ekstra gang, da den populære spanier sagde ja til jobbet i Newcastle, som ligger næstsidst i Premier League og er i overhængende fare for at rykke ned. For hvorfor skulle en mand som Rafael Benitez dog risikere at skulle arbejde i The Championship?

  • Læs også

Men det risikerer han heller ikke. Den 55-årige manager bekræfter i forbindelse med sin tiltræden i jobbet, at hans kontrakt indeholder en klausul, så han kan forlade Newcastle og St. James Park i tilfælde af nedrykning.

Tennis: John McEnroe har aldrig været bange for klare udmeldinger. Nu melder tennislegenden sig på banen med udtalt mistillid til, at Maria Sharapova virkelig er så uskyldig i meldonium-sagen, som hun siger, hun er. Den yderst succesfulde tenniskvinde Maria Sharapova har forklaret, at hun ikke var bevidst om, at hun brød dopingreglerne ved at fortsætte med at indtage stoffet meldonium, i det hun ikke var opmærksom på, at stoffet var blevet gjort forbudt den 1. januar. Men den køber den tidligere verdensstjerne og mangedobbelte grand slam-vinder John McEnroe ikke.

  • Læs også

»Ville være svært at tro på, at ingen i hendes lejr, de 25 eller 30 personer, som arbejder for hende, eller Maria selv ikke havde nogen idé om, at det skete«, siger John McEnroe ifølge Reuters til The Tennis Channel.

Ishockey: Det blev ikke til et danskermøde i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL, lørdag. Winnipeg Jets, der normalt har Nikolaj Ehlers med på holdet, var uden danskeren, da klubben på hjemmebane i Canada slog Colorado Avalanche med Mikkel Bødker på isen. Den 20-årige dansker er fortsat ude af spillet, efter at han for godt en uge siden blev ramt i ansigtet med en puck affyret af Frans Nielsen. Winnipeg Jets klarede alligevel skærene med en 3-2-sejr.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden