Opskriften på sejr i kampen mod doping har været den samme i snart 50 år.

Og den er til at forstå: mere kontrol og strengere straffe. Sportens indignerede beslutningstagere har prædiket ordene år efter år, så handlekræften umuligt kunne overses. Spørgsmålet er blot, om opskriften virker.

Det er politisk ukorrekt at stille spørgsmålstegn ved opskriften eller påpege en bismag i de enkelte ingredienser. Men en række forskere vover fløjlsjakkerne og går imod dogmet om flere kontroller og strengere straffe.

Knalder forholdsvis få
Deres hovedargument er, at systemet ikke virker. De henviser til, at det procentvise antal dopingafsløringer ligger konstant uanset det stadig mere fintmaskede net om atleterne.

»Det er ikke succesfuldt. Uanset hvor meget de skærper kontrollen, er det forholdsvis få, de knalder«, siger Verner Møller, professor i idrætsteori ved Aarhus Universitet.

Han påpeger, at de største dopingafsløringer ikke kommer efter almindelige dopingkontroller fra det internationale antidopingagentur, Wada. De største skandaler kommer i kølvandet på indgriben fra politiet.

Det så man under Tour de France i 1998, hvor franske politibetjente satte en lavine i gang ved at stoppe en bil fra holdet Festina, som var spækket med EPO, anabolske steroider og kanyler.

Tilfredse sportspolitikere
Siden er kontrollerne mere end fordoblet med tilfredse udsagn fra sportspolitikerne om, at der er kommet færre dopede atleter. Men så i 2006 brød Operacion Puerto løs.

Spanske politibetjente ransagede en række klinikker og lejligheder i Madrid og fandt anabolske steroider, EPO og 100 poser frossen blod. Mere end 200 atleter viste sig at være involveret i dette ene dopingnetværk.

»Operacion Puerto afslørede en masse cykelryttere, der ikke var blevet afsløret af Wada’s system. Igen var det myndigheder, som afslørede, at dopingen var kæmpe omfattende. Op over begge ører. Retorikken lyder, at snyderne har fået det sværere. Men det er virkelig en illusion«, siger Verner Møller.

Wada forstår ikke logikken
Hvis løsningen ikke er strengere straffe og mere kontrol, hvad er så løsningen?

Den amerikanske antidopingekspert John Hoberman har en ganske radikal løsning. Fordi doping er uundgåeligt, bør man legalisere nogle præparater.

»Wada’s begrænsning er, at de kun fokuserer på kontrol og straf. Det er gammeldags. Det er traditionelt. Wada har ikke forstået logikken i elitesport. Jeg tror oprigtigt, at mange elitesportsgrene er etikfri zoner, hvor den principielle modstand mod doping nærmest ikke eksisterer«, siger John Hoberman, der er professor ved University of Texas.

Samfundet er et spejlbillede
Og hvorfor skulle atleter være modstandere af præstationsfremmende midler, når så mange almindelige mennesker fremmer deres mentale sundhed og sexliv med piller?, spørger John Hoberman.

»Hele samfundet har for længst kastet sig over præstationsfremmende præparater. Spørgsmålet er, om elitesporten kan modstå den udvikling? Det er en meget kompleks problemstilling, som ikke bliver løst med Wada’s traditionelle metoder«, siger Hoberman.

Den norske antidopingekspert Dag Vidar Hanstad fra Norges Idrettshøgskole vil ikke være med til at legalisere doping. Han insisterer på, at den bedste atlet skal kunne vinde. Men han er enig i, at dopingkampen skal opdateres til en version 2.0.

»Dopingarbejdet er på samme niveau som i 1960’erne, det handler om at jage og straffe individuelle atleter. I stedet for at øge antallet af kontroller, burde Wada mindske antallet og fokusere mere på undervisning«, siger Dag Vidar Hanstad.

Banal uddannelse
Et kig på Wadas budget fra 2008 viser, at fire procent af udgifterne gik til uddannelse. Fakta som disse får den britiske antidopingekspert Barrie Houlihan til at sige, at uddannelsen underprioriteres af Wada. Og den uddannelse, Wada tilbyder, er helt forkert, mener professoren fra Loughborough University.

»For tiden er uddannelsen meget banal a la: Doping er dårligt for dit helbred. Men der er stadig relativ lav risiko ved at tage doping. Antallet af folk, som dør af at bestige bjerge og ride heste, er langt højere«, siger Barrie Houlihan.

Og i øvrigt er dopede atleter nok dem, der kender allermest til sundhedsskader ved at gøre det, mener han.

Viden kan ændre kulturen
I stedet skal Wada bruge flere penge på forskning i, hvordan atleter begynder på doping, og hvilke kulturforskelle som findes inden for sportsgrene, køn og nationalitet. Først med den viden kan man ændre kulturen.

Barrie Houlihan mener, at Wada bør lade sig inspirere af den undervisning, der allerede findes om stofmisbrug i de fleste vestlige samfund, hvor opskriften er mere nuanceret end: Vi er efter dig. Vi straffer dig. Det er farligt.

Forvandling på ti år
Wada’s pressechef og talsmand, Frédéric Donzé, kalder diskussionen af metoderne relevant. Men han er ikke enig i kritikken. Han fremhæver det såkaldte blodpas, der kortlægger udsving i atleternes blodværdier, det øgede samarbejde med politimyndigheder og det intensiverede samarbejde med medicinalindustrien.

Og Frédéric Donze fremhæver, at Wada’s præsident har sat sig som mål at øge uddannelsesindsatsen, der allerede er ganske nuanceret. Så generelt gør Wada en stor forskel, konkluderer han.

»Over de seneste 10 år, hvor Wada har eksisteret, har kampen mod doping gennemgået en fuldstændig forvandling. Wada har opnået betydelige fremskridt i kampen mod doping i sport. Men kampen fortsætter og vil ikke stoppe i morgen. Derfor tænker vi hele tiden på nye metoder«, siger Frédéric Donze.