Usain Bolt må give op med 60 meter tilbage af den korte stafet. En trist afslutning for den store jamaicaner på en helt fantastisk karriere
  .
Foto: David J. Phillip/AP

Usain Bolt må give op med 60 meter tilbage af den korte stafet. En trist afslutning for den store jamaicaner på en helt fantastisk karriere .

Atletik

Giganternes farvel ender med en skadet Bolt og en slået Farah

Usain Bolts sidste sprint endte forfærdeligt på 4x100 meter, mens Mo Farah sluttede sin banekarriere med sølv på 5.000 meter.

Atletik

Det var niende aften i træk, at verdens bedste atleter var samlet på London Stadium for at slås om VM-medaljer, men denne aften havde alligevel noget specielt.

Atletikfans skulle tage afsked med kongen af de korteste banedistancer, Usain Bolt fra Jamaica, og kongen af de længste banedistancer, briten Mo Farah.

Ikoner, der kunne regne med at få en fornem og larmende festramme på deres sidste runde i manegen, hvor de begge har skovlet medaljer sammen i imponerende bunker det seneste årti. Men fik de VM-titler i afskedsgave?

Det britiske publikum var naturligvis hundrede hundrede procent bag Mo Farahs chancer på 5.000 meter, men kunne ikke undgå at være lidt delt mht. til den korte stafet, for her var Storbritannien også kommet frem til finalen og skulle have en markant opbakning i kampen mod Bolt og hans mænd.

Der er dog så mange briter i London med jamaicansk baggrund, at den store sprinter fik rigeligt med støtte på sin sidste tur i de gyldne løbesko.

Flotte ord fra brite

»Usain Bolt er et helt fantastisk ikon for vores sport, og det er bare dejligt at kunne sige, at han virkelig er den person, han altid optræder som på stadion og ved andre begivenheder. Han har betydet meget for os alle«, fortæller OL-guldvinderen i syvkamp fra 2012, Jessica Ennis-Hill, bbc.com.

Mange smukke ting er også blevet sagt om Mo Farah, og det var den elegante langdistanceløber, der som den første af de to atletikgiganter skulle i aktion.

Ikke 'Motown', men 'Motime' er et begreb i Storbritannien, når Mo Farah sætter i gang på et af sine lange togter frem mod stregen, og han optræder ofte meget opfindsomt på det taktiske plan.

Farahs gevinst på 10.000 meter på VM's åbningsaften forrige fredag er stadig et af mesterskabernes bedste og mest spændende løb, og spørgsmålet var lørdag, om 5.000-meteren kunne leve op til det niveau.

Vinderen Muktar Edris lavede både en 'Mobot' til ære for Mo Farah, og etiopieren forsøgte også at trøste briten, da løbet var kørt.
Foto: Martin Meissner/AP

Vinderen Muktar Edris lavede både en 'Mobot' til ære for Mo Farah, og etiopieren forsøgte også at trøste briten, da løbet var kørt.

Mighty Mo besejret til sidst

Det så fra start ud som om, konkurrenterne ikke var villige til at lægge pres på Mo Farah overhovedet, hvilket ellers umiddelbart kunne ligne deres eneste chance mod briten, der har så nådesløs en finish på sidste omgang.

Den 17-årige etiopier Selemon Barega forsøgte at sætte tempoet op, men ingen var villige til at hjælpe ham. Og kort efter lå Farah i spidsen af feltet med fuld kontrol over begivenhederne.

Det er ingen undskyldning, for den bedste mand vandt i aften, men jeg må erkende, at 10.000-meteren havde taget mere ud af mig, end jeg havde regnet med

Men så let skulle det heller ikke blive. Etiopierne gik forbi Farah før sidste omgang, og Muktar Edris brugte Yomif Kejelcha som lokomotiv i et hidsigt opskruet tempo. Farah sled for at lukke hullet, men man kunne se på hans ansigt, at denne gang ville det blive mere end svært.

Edris susede forbi Kejelcha, da landsmanden stivnede en anelse, og på opløbet var Edris helt urørlig i tiden 13:32.79 min., mens Mo Farah (13:33.22) med sine sidste kræfter kæmpede sig forbi Richard Kipkemoi Chelimo fra USA (13:33.30) og tog VM-sølvet.

»Det er ingen undskyldning, for den bedste mand vandt i aften, men jeg må erkende, at 10.000-meteren havde taget mere ud af mig, end jeg havde regnet med«, sagde Mo Farah i sit baneinterview kort efter løbet. »Et kapitel er forbi, men snart åbner et nyt«.

Der var alligevel en plan

Etiopierne havde altså en plan. At spare så meget på kræfterne de første fire kilometer, at de på skift kunne give fuld gas i slutfasen. Knockoutstrategien lykkedes, og Farah lå helt knust på banen bagefter.

Under det meste af finalen råbte og skreg tilskuerne helt vildt for at bære deres britiske helt frem til en sidste global titel, men selv det kunne altså ikke lørdag aften få Farahs banekarriere til at lukke med en sejr.

Med afslutningen af 5.000-meteren har Mo Farah gennemført 300 VM-baneomgange i karrieren. De fleste atletikfans har fulgt dem med stor glæde og intens spænding.

Usain Bolt var uden tvivl bekendt med kollegaens karrierefacit, da han som sidste punkt på programmet skulle bære Jamaica og sig selv frem til et godt resultat på den korte stafet.

Jamaicas kvinder uden et par kendte navne havde forinden egentlig leveret en lovende optakt, selv om de var chanceløse over for USA, der tog guldet i 41.82 sek. foran Storbritannien i 42.12 og så Jamaica i 42.19. USA's verdensmester på 100 meter, Tori Bowie, løb sidste tur, mens Allyson Felix' deltagelse sikrede hende rekorden med en 15. VM-medalje!

Der var stor dramatik i stafetfinalen, for Usain Bolt, der som sidste mand har løbet mange guldmedaljer hjem for Jamaica, blev skadet og måtte en tur i jorden.
Foto: Matthias Schrader/AP

Der var stor dramatik i stafetfinalen, for Usain Bolt, der som sidste mand har løbet mange guldmedaljer hjem for Jamaica, blev skadet og måtte en tur i jorden.

Bolt røg til jorden

Jamaicas mænd kunne ikke følge op på den medalje, og det kunne ikke ende mere dramatisk, end det gjorde, da Usain Bolt styrtede til jorden med smerter i benet under sidsteturen for sit hold.

Stadion var i chok, men delt, for samtidig løb Storbritannien den bedste stafet nogensinde, og til et brag fra tribunerne tog briterne landets første VM-guld på 4x100 meter i den fremragende tid 37.47 sek. - den tredje bedste nogensinde - foran USA med 37.52 og Japan i 38.04.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Storbritanniens Nethaneel Mitchell-Blake (tv.) holder netop USA's Chris Coleman bag sig i finalen på 4x100 meter. Briternes første VM-titel på distancen.
Foto: Martin Meissner/AP

Storbritanniens Nethaneel Mitchell-Blake (tv.) holder netop USA's Chris Coleman bag sig i finalen på 4x100 meter. Briternes første VM-titel på distancen.

En hård afslutning på Bolts karriere, for han havde selvfølgelig drømt om, at han kunne have strålet en sidste gang. Facit ved dette VM blev altså den bronzemedalje, som Bolt tog på 100 meter.

Og allerede på VM's anden dag må han have følt, at der manglede noget form, hvis dette VM skulle ende som den helt store succes. Heldigvis for ham, så har han oplevet masser af det gennem de seneste ti år.

Jamaicas holdlæge Kevin Jones sagde efter finalen:

»Usain fik krampe i venstre ben, men meget af smerten kommer fra hans store skuffelse over at tabe løbet. De sidste tre uger har været hårde for ham. Vi håber alle på det bedste for ham«.

Gyldent navn til de anonyme

Trods al snakken om Bolt og Farah var der selvfølgelig andre topatleter til stede denne aften, der lagde ud med kvindernes finale i højdespring. Russeren Maria Lasitskene skulle forsvare sin titel fra Beijing 2015, denne gang under neutralt flag, og alt andet end guld ville være en overraskelse.

Lasitskene lagde flot og sikkert ud, men selvfølgelig er det aldrig let at stille op som storfavorit. Presset fra atleten selv kan af og til forstyrre koncentrationen. Men hurtigt forsvandt den olympiske mester, den spanske veteran Ruth Beitia, fra finalen, og den slags hjælper jo også.

Lasitskene indfriede alle forventninger og vandt med højden 2,03 meter med den 19-årige ukrainer Julia Lebtjenko som toer med 2,01 og polske Kamila Licwinko som treer med 1,99. De neutrale kravler dermed langt frem på medaljetabellen.

Eatons efterfølger er fundet

Da USA's suveræne tikæmper Ashton Eaton har pensioneret sig selv, ligger vejen til de store titler åben for hans mange rivaler de næste år. Men det har i London været klart, at franske Kévin Mayer netop nu er et lille skridt foran de andre.

VM-tikampen sluttede da også efter 1.500-meteren lørdag aften med, at Mayer erobrede sin første globale titel med i alt 8.786 point foran tyske Rico Freimuth (8.564) og dennes landsmand Kai Kazmirek (8.488).

Australske Sally Pearson er tilbage som verdens bedste, når det virkelig gælder ved et stort mesterskab. Imponerende comeback af den 30-årige sprinter.
Foto: Tim Ireland/AP

Australske Sally Pearson er tilbage som verdens bedste, når det virkelig gælder ved et stort mesterskab. Imponerende comeback af den 30-årige sprinter.

Australsk rutine slog til

Der var fire amerikanere med i 100 meter hæk-finalen, men det var 30-årige Sally Pearson fra Australien, der seks år efter sin første VM-titel igen krydsede stregen først.

Pearson vandt i 12.59 sek. foran USA's Dawn Harper i 12.63 med tyske Pamela Dutkiewicz i 12.72. Verdensrekordholderen Kendra Harrison fra USA fandt aldrig rytmen og havnede på fjerdepladsen i for hende beskedne 12.74.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

London Stadium er åbenbart stedet for Sally Pearson, der vandt olympisk guld her i 2012, men som har været igennem et par grimme skader, før hun denne sæson atter har genfundet sin fulde fitness og effektive stil over hækkene.

Mere metal til Tyskland

For Tyskland var der mere metal end i tikampen denne aften, og ikke uventet kom det i mændenes spydkast. Årets bedste, Johannes Vetter, tog guldet med 89,69 meter, og overraskende sluttede hans landsmand, den olympiske mester Thomas Röhler, uden for podiet.

I stedet tog tjekkerne Jakub Vadlejh (89,73) og Petr Frydech (88,32) sølv og bronze.

Et voldsomt program på den næstsidste VM-dag er slut. Og der venter endnu en stribe spændende finaler søndag, før alverdens topatleter spredes i alle retninger.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Få valg-overblikket i otte grafikker

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet? Hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

    Grafik: Dengang SF kollapsede og DF eksploderede

    Ved hvilket valg eksploderede SF's popularitet, og hvordan overtog DF det kommunale danmarkskort som landets tredjestørste parti? Se det og meget meget mere her

Annonce