Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 3. aug. 2011 KL. 08.15

Michael Rasmussen er outsider i hidtil største opgave

Post Danmark Rundt har Jakob Fuglsang og Richie Porte som mest fremtrædende favoritter.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Med seks af de 18 mandskaber, der har WorldTour status og således udgør den internationale superliga, til start er det som udgangspunkt lykkedes Danmarks Cykle Union at skabe basis for at hæve den 21. udgave af den nationale rundtur, som starter i dag i Esbjerg, op på et højere niveau end tidligere.

Post Danmark Rundt, som løbet har heddet siden 1995 takket være sportsgrenens hovedsponsor, er i skrap konkurrence om holdenes gunst med flere andre arrangementer, der afvikles samtidig.

Når det gælder Polen Rundt, som har været i fuld gang siden i søndags, er kampen på forhånd tabt, fordi den syv dage lange østeuropæiske styrkeprøve er et af de 27 løb, som indgår i den internationale cykelunions, UCI’s, WorldTour, hvilket betyder, at samtlige 18 hold hjemmehørende i det fineste selskab er forpligtet til at stille op.

Bedre stillet end konkurrenter
Derimod er den danske begivenhed klart bedre stillet end Burgos Rundt, der også begynder i dag, og Portugal Rundt, som starter i morgen.

læs ogsåTour-stjerners pengefest afbrydes af alvor

Begge er placeret i samme kategori som Post Danmark Rundt i løbshierarkiet, hvilket vil sige lige under World Tour, men i Spanien medvirker kun tre af de eftertragtede mandskaber, Movistar, Euskaltel og Katusha, og kun et enkelt, Lampre, er med i Portugal.

Oscar Freire er den store stjerne
De seks, som har lagt vejen forbi Danmark er, nævnt i rækkefølge efter placeringen på verdensranglisten: Luxembourgske Leopard Trek (1), danske Saxo Bank-SunGard (6), britiske Sky (8), hollandske Rabobank (9), amerikanske Garmin-Cervélo (10) og hollandske Vacansoleil (18).

læs ogsåRiis sætter navne på sit hold til Danmark Rundt

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at startlisten strutter af verdensstjerner. Faktisk er der vel kun en enkelt af deltagerne, der har gjort sig fortjent til det prædikat – den tredobbelt spanske verdensmester Oscar Freire hos Rabobank – mens adskillige af de øvrige aktører aspirerer til med tiden at erhverve det.

Syv mand fra verdensranglistens top 100
Det giver anledning til endnu engang at fremhæve den gamle sandhed om, at det er rytternes motivation og angrebsiver, som afgør, om et cykelløb hæver sig op over den gennemsnitlige underholdningsværdi.

Og så er det sådan set ligegyldigt, hvor mange etablerede topnavne feltet ellers tæller, ligesom rutens sværhedsgrad ikke nødvendigvis spiller en definitiv rolle.

Rent konkret findes ved starten i dag i Esbjerg syv ryttere fra top 100 på den officielle verdensrangliste: Nr. 25 hollænderen Steven Kruijswik (Rabobank), 31. australieren Cameron Meyer (Garmin-Cervélo), 32. danske Jakob Fuglsang (Leopard Trek), 54. italieneren Daniele Bennati (Leopard Trek), 58. hollænderen Pieter Weening (Rabobank), 62. australieren Simon Gerrans (Sky) og 71. Oscar Freire.

Kun ryttere fra WorldTour hold kan score point
Men det skal også tages med i betragtningerne, at langt hovedparten af aktørerne i Post Danmark Rundt på grund af UCI’s mærkværdige systemer slet ikke kan score point til verdensranglisten.

Det er forbeholdt pedalatleter, der er ansat på et WorldTour hold, og eftersom 10 af de deltagende mandskaber ikke hører hjemme i den kategori, har de måttet stille deres kvaliteter til skue på anden vis.

læs ogsåMichael Rasmussen puster sig op forud for sæsonens højdepunkt

Det gælder således også den store, ubekendte danske faktor i løbet, den tidligere bjergkonge i Tour de France Michael Rasmussen, hvis Christina Watches-Onfone, der har haft en flot sæson hidtil og er det højest placerede af de fire danske hold i den internationale 3. division, i Post Danmark Rundt står overfor sin hidtil største opgave.

Michael Rasmussen fuld af optimisme
»Umiddelbart vil jeg vurdere Leopard Treks Jakob Fuglsang og Saxo Bank-SunGards Richie Porte som favoritter, men jeg tror da også på, at jeg selv kan hævde mig i det samlede klassement og måske vinde 3. etape til Vejle«, lyder det optimistisk fra den 37-årige Rasmussen.

læs ogsåMichael Rasmussen mod nye mål fire år efter Tour-skandalen

»Jeg ved i hvert fald, at jeg har forberedt mig minutiøst til denne opgave. Jeg har således arbejdet intenst med min enkeltstartscykel, fordi tempodisciplinen er min svageste side. Det har jeg kun gjort én gang tidligere i min karriere – i 2007, da jeg jo var på vej til at vinde Tour de France«.

I øvrigt er Michael Rasmussen selv langt fra den eneste, der tror på, at kan være med til at sætte et interessant præg på Post Danmark Rundt.

læs ogsåRasmussen revser amatøragtig Contador

»Jeg er ikke i tvivl som, at Michael er i rigtig god form, og jeg tror da, at han slutter til top 10 sammenlagt«, fastslår DCU’s sportschef Lars Bonde.

Lagt op til massespurt på åbningsetapen
Post Danmark Rundt indledes med 171 km, der har start og mål i Esbjerg, og umiddelbart er der lagt op til en massespurt i den vestjyske hovedby.

Feltet tæller da også en række fremragende sprintere, og det er helt tydeligt, at holdene, som har et godt kendskab til den danske styrkeprøve, har sørget for at tage mindst én skrap afslutter med.

læs ogsåSpansk stjerne kaster glans over dansk begivenhed

Specielt Rabobank er god udstyret på det punkt med Oscar Freire, hollænderen Theo Bos samt den danske VM-sølvvinder Matti Breschel.

Men også specialister som Leopard Treks Daniele Bennati, Skys Davide Appolonio og Chris Sutton, Vacansoleils Alberto Ongarato, Colnago-CSF’s Manuel Belletti og Sacha Modolo, Topsport Vlaanderens Michael Van Staeyen og Kris Boeckmans, Europcars Sébastien Chavanel og Christina Watches-Onfones Angelo Furlan vil givetvis forsøge at træne sig på.

Vejle og Helsingør bliver afgørende
I det overordnede billede må det formodes, at det ligesom de foregående år bliver fredagens etape til Vejle med klatreturen på Kiddesvej i den afsluttende fase samt lørdag aftens enkeltstart i Helsingør, der gør udslaget.

Derfor er det da heller ingen tilfældighed, at Michael Rasmussen nævner de seneste tre års sejrherre Jakob Fuglsang og australieren Richie Porte som kandidater til den samlede gevinst.

læs ogsåEvans smadrer Schleck på enkeltstarten

De besidder netop de kvaliteter, som skal til for at komme succesrigt gennem løbets væsentlige momenter.