Annonce
Annonce
Annonce
Cykling 24. apr. 2012 KL. 09.45

Danske Giro-drømme sættes på barsk prøve

Fuglsang tager fat på en frisk, og Alex Rasmussen går efter sejr i Tour de Romandie.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Fire af de danskere, som i næste uge sætter kursen mod hjemlandet for at medvirke i den historiske Giro d’Italia start i Herning, har fra i dag til og med søndag et krævende job, der skal overstås på de schweiziske landeveje.

I den vestlige, fransktalende del af Alpelandet afvikles nemlig den 66. udgave af Tour de Romandie, og her skal Lars Bak (Lotto-Belisol), Jakob Fuglsang (RadioShack-Nissan), Alex Rasmussen (Garmin-Barracuda) og Anders Lund (Team Saxo Bank), og specielt for de førstnævnte er der tale om en ganske særlig begivenhed.

Bak og Fuglsang ude i over en måned
Bak og Fuglsang begynder nemlig stort set forfra på sæsonen efter at have været ude i lidt over en måned med knoglebrud omkring håndleddet.

Læs ogsåLars Bak får frit spil i Giro d'Italia

Og for RadioShack-Nissans dansker skal opgaven i Romandiet ikke mindst tjene til at afsløre, om der også efter den ufrivillige pause er basis for stadig at jagte de meget højtflyvende ambitioner i Giro d’Italia, som Fuglsang har næret, lige siden han overværede præsentationen af den italienske rundtur i Milano i oktober.

I højdetræningslejr og på Giro-studietur
Den 27-årige dansker, der kom uheldigt af sted i Volta a Catalunya og straks efter blev opereret i Basel, har siden midt i sidste uge kunnet træne uden den skinne, som han ellers har anvendt for at beskytte den beskadigede arm, og han har så vidt muligt gennemført det program, der var lagt til ham som forberedelse til Giro d’Italia.

Det vil sige, at han har været i højdetræningslejr i Sierra Nevada, hvor sneen indimellem drillede, og senest har han været på studietur til nogle af de skrappe bjergetaper i Giroen, men også her har det dårlige vejr haft en finger med i spillet.

Alex Rasmussen går efter to enkeltstartstriumfer
Mens Bak og Fuglsang først skal finde ind i rytmen igen, kan Anders Lund se tilbage på et forår med hårdt arbejde i den første halvdel af klassikerperioden, hvor han sammen med Michael Mørkøv var med til at vise Team Saxo Banks farver i lange udbrud, og han er nu klar til at tørne ud igen.

Læs ogsåAlex Rasmussen har en plan for Giro-succes

Alex Rasmussen stiller op med ganske særlige forventninger i både Tour de Romandie og Giro d’Italia, idet han går målrettet efter at vinde både dagens 3,3 km lange prolog i Lausanne og den enkeltstart på 8,7 km, der lørdag 5. maj i Herning indleder de tre ugers Giro-strabadser.

Opmuntring efter halvskidt forår
Den 27-årige firedobbelte verdensmester på bane fik en kærkommen opmuntring efter et ikke alt for imponerende forår, da han 12. april i Grand Prix Denain blev nr. 2 efter sin tidligere argentinske holdkammerat på Team Saxo Bank Juan José Haedo.

Siden da han Alex Rasmussen været på en smuttur til Danmark for at køre to A-løb med styrt i det ene og sejr i det andet. Den seneste uge har budt på intens træning omkring basen i Spanien, og danskeren går til dagens opgave med store forventninger.

Læs ogsåGiro-stjerner til vild eksamen før turen til Danmark

Han er imidlertid oppe mod talrige tempoeksperter og blandt dem også vinderen af sidste års prolog i løbet spanieren Jonathan Castroviejo (Movistar).

Evans får skrap konkurrence
Tour de Romandie er det 14. af sæsonens 28 WorldTour løb, og den australske Tour de France-konge Cadel Evans (BMC) skal i et meget stærkt felt søge at gentage sidste års samlede triumf.

I 2011 sejrede Evans 18 sekunder foran tyskeren Tony Martin, der som bekendt er langtidsskadet, og med yderligere et sekund til den kasakhiske veteran Alexandre Vinokourov, som i øjeblikket boltrer sig i Tyrkiet Rundt.

Læs ogsåStorhold hårdt presset af alvorlige ulykker

Blandt de øvrige topnavne i Tour de Romandie er italieneren Ivan Basso (Liquigas), russeren Denis Menchov (Katusha), tjekken Roman Kreuziger (Astana), englænderen Bradley Wiggins (Sky), tyskeren Andreas Klöden (RadioShack-Nissan), hollænderen Bauke Mollema (Rabobank), hollænderen Lieuwe Westra (Vacansoleil) og ireren Dan Martin (Garmin-Barracuda).

Cavendish i krævende terræn
Også den britiske verdensmester Marc Cavendish (Sky) er at finde i feltet, men det må hovedsagelig være for at komme igennem en skrap stroppetur inden Giro d’Italia, efter en pause hvor meget har handlet om hans nyfødte datter.

Læs ogsåBoss håber baby er hurtig som Cavendish

Cavendish får vanskeligt ved at udfolde sine sprinterkvaliteter, for efter dagens korte temporidt venter fire udfordrende etaper i krævende terræn, inden der sættes punktum med en 16,5 enkeltstart, der undervejs byder på en 1. kategori stigning.

Chris Anker sætter punktum for foråret
Team Saxo Bank stiller foruden Anders Lund med yderligere to fra truppen til Giro d’Italia, italieneren Manuele Boaro og australieren David Tanner.

Chris Anker Sørensen sætter punktum for foråret i det schweiziske arrangement, og han har fine minder fra sidste års udgave, hvor han kåredes som bjergkongen.

Læs ogsåChris Anker raser over sig selv

Desuden repræsenteres det danske mandskab af spanierne Daniel Navarro og Jesus Hernandez, portugiseren Sergio Paulinho og ukraineren Volodomyr Gustov.

Bliv ven med Politiken