Annonce
Annonce
Annonce
Cykling

Giro-facts: Årets løb ligger til de skrappe klatrere

Historiske og nutidige fakta om den tre uger lange italienske cykelrundtur.

Gem til liste

Giro d’Italia, der indledes i morgen i Herning og slutter 27. maj i Milano, kørtes første gang i 1909, men eftersom det ikke afvikledes i krigsårene 1915, 1916, 1917, 1918, 1941, 1942, 1943, 1944 og 1945, er det den 95. udgave, der forestår.

Løbet omfatter 21 etaper og to hviledage – den første allerede tirsdag 8. maj på italiensk grund efter afstikkeren til Danmark og den anden 21. maj efter to vildt skrappe dage i Dolomitterne og inden de sidste store slag på tinderne i det nordlige Italien.

Kun 38,7 km enkeltstart i årets Giro
Løbets samlede distance er på 3.503,9 km, hvilket er længere end sidste år, da den sluttede på 3.333,2 km.

Arrangørerne har kategoriseret etaperne på denne måde: Syv appellerer til sprinterne, syv foregår i de mellemstore bjerge, og heraf slutter de tre med en stigning, fire i de høje bjerg med tre ankomster i den tynde luft, mens der køres to enkeltstarter over den stærkt begrænsede samlede distance på 38,7 km, ligesom 4. etapes holdløb i Verona strækker sig over 33,2 km.

RUTEN3.475 km fra Herning til Milano

Denne opgørelse indikerer klart, at det er en affære for de skrappe klatrere, der forestår, mens de tempostærke aktører kun tilgodeses i ringe udstrækning.

Tre topper alle tiders vinderliste
På alle tiders Giro-vinderliste deles førstepladsen af tre ryttere med hver fem sejre: Alfredo Binda, Italien (1925, 1927, 1928, 1929 og 1933), Fausto Coppi, Italien (1940,1947, 1949, 1952 og 1953) og Eddy Merckx, Belgien (1968, 1970, 1972, 1973 og 1974).

Fem ryttere har vundet løbet tre gange: Italienerne Giovanni Brunnero (1921, 1922 og 1926), Gino Bartali (1936, 1937 og 1946), Fiorenzo Magni (1948, 1951 og 1955) og Felice Gimondi (1967, 1969 og 1975) samt franskmanden Bernard Hinault (1980, 1982 og 1985).

22 firmahold til start
22 firmahold er inviteret til at deltage. Det gælder samtlige 18 med WorldTour status: RadioShack-Nissan, Orica-Green-EDGE, Ag2r, Astana, Movistar, Saxo Bank, Garmin-Barracuda, Lampre, Liquigas, Omega Pharma-Quick Step, Rabobank, Sky, Katusha, Vacansoleil, Euskaltel, BMC og FDJ.

Desuden er der uddelt wildcard til: Androni-Giocattoli, Farnese Vini, Geox-TMC, Colnago-CSF og Team NetApp.

Den danske deltagelse
Fem danskere stiller til start. Hos Team Saxo Bank er det Jonas Aaen, Anders Lund og Mads Christensen, mens Lars Bak og Alex Rasmussen er med hos henholdsvis Lotto-Belisol og Garmin-Barracuda.

Det danske mandskab, der optræder med startnumrene fra 201 til 209, består desuden af de argentinske brødre Juan José og Lucas Sebastian Haedo, ukraineren Volodymir Gustov, italienerne Matteo Tosatto og Manuele Boaro samt australieren Luke Roberts. Af disse er kun Gustov og Tosatto gengangere fra sidste år.

RYTTERLISTEN198 potentielle vindere af Giro d'Italia

Lars Bak har hos Lotto-Belisol selskab af belgierne Bart De Clercq, Francis De Greef, Olivier Kaisen, Gianni Meersman, Gaetan Bille og Dennis Vanendert, hollænderen Brian Bulgac og australieren Adam Hansen.

Garmin-Barracuda stiller foruden Alex Rasmussen med amerikanerne Tyler Farrar, Peter Stetina og Christian Vande Velde, newzealænderen Jack Bauer, canadieren Ryder Hesjedal, litaueren Ramunas Navardauskas, belgieren Sébastien Rosseler og sydafrikaneren Robert Hunter.

Kun tre verdensmestre har vundet
Kun tre regerende verdensmestre har gennem tiderne formået at vinde Giro d’Italia: Alfredo Binda (1928 og 1933), Eddy Merckx (1967 og 1972) og Giuseppe Saronni (1983). Den regerende mester, briten Mark Cavendish (Sky), er at finde i feltet, men slutter sig dog ikke til trioen.

Felice Gimondi er med ni placeringer i top tre – tre sejre, to andenpladser og fire tredjepladser – den rytter, der oftest har betrådt sejrspodiet ved slutceremonien. Gino Bartali, Fausto Coppi og Gilberto Simoni har alle præsteret det syv gange.

Ni har vundet to rundture i samme sæson
Ni ryttere har gennem tiderne vundet to af de tre store nationale rundture i samme sæson. I 1949 og 1952 sejrede Fausto Coppi både i Giro d’Italia og Tour de France, Jacques Anquetil i Vuelta a Espana og Touren i 1963 samt i Giroen og Touren året efter, Eddy Merckx i Giro og Tour i 1970 og 1972 samt i Vuelta og Tour 1973.

Bernhard Hinault har ligesom Merckx præsteret det tre gange: I 1978 Vuelta og Tour og i 1982 og 1985 Giro og Tour.

Contador hentede dobbeltsejr i 2008
Giovanni Battaglin vandt Vuelta og Giro i 1981, Stephen Roche Giro og Tour i 1987, Miguel Indurain Giro og Tour i 1992 og 1993, og den italienske bjergkonge Marco Pantani slog i 1998 til i Giro d’Italia og i Tour de France.

Den seneste, der har sluttet sig til denne eksklusive kreds, er spanieren Alberto Contador, der i 2008 strøg til tops i Giro d’Italia og Vuelta a Espana, da han på grund af sit tilhørsforhold til Astana var udelukket fra at forsvare sin sejr i Tour de France fra 2007.

Cipollini er den mest vindende
Flest etapesejre: Mario Cipollini 42 (fra 1989 til 2003), Alfredo Binda 41 (1925-1933), Learco Guerra 31 (1930-1937). Costante Girardengo 30 (1913-1926), Eddy Merckx 25 (1967-1974), Giuseppe Saronni 24 (1978-1985), Francesco Moser 23 (1973-1986), Alessandro Petacchi 22 (2003- ?), Fausto Coppi 22 (1940-1955), Roger de Vlaeminck 22 (1972-1979).

Alessandro Petacchi, der i 2003 noteredes for seks etapesejre, i 2004 for ni og i 2005 for fire, nåede i 2007 op på i alt 24, men blev på grund af doping frataget de fem, han erobrede det år. Siden vandt han to gange i 2009 og en enkelt gang sidste år og har dermed officielt 22, selv om han i egne opgørelser holder fast ved, at tallet er 27.

Fleste etapesejre i en og samme Giro: Alfredo Binda 12 ud af 15 i 1927.

Fire har ført fra start til mål
Fire ryttere har ført Giroen fra start til mål: Costante Girardengo i 1919 (10 etaper), Alfredo Binda i 1927 (15), Eddy Merckx i 1973 (21) og Gianni Bugno i 1990 (21).

Franskmanden Laurent Fignon er den eneste, der har mistet den rosa førertrøje på sidste etape. Det skete i 1984, da han blev detroniseret af Francesco Moser. Ganske som han gjorde det i Tour de France 1989 af Greg Le Mond. I 1989 lykkedes det dog Fignon at vinde Giroen, ligesom han i 1984 strøg til tops i Touren.

Contador vandt uden en etapesejr
11 ryttere har vundet Giro d’Italia uden etapesejre undervejs. Senest det skete var for Alberto Contador i 2008.

Mindste sejrsmargin: Fiorenzo Magni i 1948, 11 sek. foran Ezio Cecchi. I nyere tid: Paolo Savoldelli i 2005, 28 sek. foran Gilberto Simoni.

Største sejrsmargin: Alfonso Calzaloni i 1914, 1.57.26 time foran Pierono Albini. Efter 2. verdenskrig: Carlo Clerici i 1954, 24.16 min. foran sin schweiziske landsmand Hugo Koblet.

Ingen danskere i førertrøjen
Flest dage i førertrøjen: Eddy Merckx 77 dage, Alfredo Binda 59 , Francesco Moser 57, Gino Bartali 50, Giuseppe Saronni 49, Jacques Anquetil 42, Fausto Coppi 31, Bernard Hinault 31, Miguel Indurain 29, Roberto Visentini 27, Costante Girardengo 26.

Af de aktuelle Giro-deltagere: Ivan Basso 19 (2005, 2006, 2010), Damiano Cunego 11 (2004), Giovanni Visconti 8 (2008), Marco Scarponi 7 (2011, efter annulleringen af Contadors resultater), Marco Pinotti 5 (2007 og 2011), Mark Cavendish 3 (2009 og 2011).

Ingen danskere har endnu båret den rosa førertrøje, der holdt sit indtog i Giroen i 1931.

Flest Giro-starter: Wladimiro Panizza 18, heraf fuldførte italieneren de 16

Yngste Giro d’Italia-vinder: Fausto Coppi, 20 år og 268 dage i 1940. Damiano Cunego er med sine 22 år og 254 dage ved sejren i 2004 den sjette yngste. Ældste Giro-vinder: Fiorenzo Magni, 34 år og 180 dage i 1955.

Hurtigste etape i 1997
Hurtigste etape med samlet start registreredes i 1997, da Mario Cipollini sejrede på de 128 km, der tilbagelagdes på en rundstrækning på lidoen i Venedig. Gennemsnitshastigheden måltes til 48.521 km/t

Spurtkongen indtager også andenpladsen i denne sammenhæng, da han på den afsluttende etape i Milano 1990 slog til med 48.028 km/t.

Hurtigste prolog: 2001, Rik Verbrugghe, 7,6 km i Pescara, 58,874 km/t.

Hurtigste enkeltstart: 1998, Trieste-Trieste, 40 km, Alex Zülle, 53.771 km/t.

Hurtigste holdkørsel: 2006, Piacenza-Cremona, 35 km, Team CSC 56.860 km/t.

Indlagte konkurrencer
Pointkonkurrencen: Afvikledes første gang i 1966 med Gianni Motta som vinder. Flest sejre: Francesco Moser 4 (1976, 1977, 1978 og 1982), Giuseppe Saronni 4 (1979, 1980, 1981, 1983). Sidste år vandt Contador, men også den førsteplads er overtaget af Michele Scarponi.

Bjergkonkurrencen: Afvikledes første gang i 1933 med Alfredo Binda som vinder. Flest sejre: Gino Bartali 7 (1935, 1936, 1937, 1939, 1940, 1946, 1947), José Manuel Fuente 4 (1971, 1972, 1973, 1974). Sidste år vandt Stefano Garzelli.

Ungdomskonkurrencen: Afvikledes første gang i 1976, mens den ikke registreredes fra 1995 til 2007, da Andy Schleck erobrede den hvide førertrøje. Sidste år vandt Roman Kreuziger.

De seneste 10 år
De seneste 10 års Giro-vindere: 2002: Paolo Savoldelli, Italien. 2003: Gilberto Simoni. 2004: Damiano Cunego, Italien. 2005: Paolo Savoldelli. 2006: Ivan Basso, Italien. 2007: Danilo Di Luca, Italien, 2008: Alberto Contador, Spanien. 2009: Denis Mentjov, Rusland. 2010: Ivan Basso. 2011: Michele Scarponi, Italien

Af disse er Basso, Scarponi og Cunego med også denne gang.

Bedste danske placering de seneste 10 år: Lars Bak nr. 20 i 2009.

Sidste sæsons top 10
Sidste års Top 10 (efter at Alberto Contador er frataget sejren): 1. Michele Scarponi, 2. Vincenzo Nibali 46 sekunder. 3. John Gadret 3.54 minutter. 4. Joaquim Rodriguez 4.55. 5. Roman Kreuziger 5.18. 6. José Rujano 6.02. 7. Denis Menchov 6.08. 8. Steven Kruijswijk 7.41. 9. Kanstantin Sivtsov 8.00, 10. Mikel Nieve 9.58.

Af disse er Nibali, Menchov, Kruijswijk og Sivtsov ikke med i år.

PolitikenPlus
  • Nike 7'' Trail Kiger Short Løbeshorts med god bevægelsfrihed og pasform. Shorten er udviklet til anvendelse i terrænet som er kendetegnet ved skiftende tempo og intensitet. Derfor fungerer shorten ved både høj og lav puls.

    335 kr. Spar 115 kr. Læs mere
  • Tom Tom Runner Cardio GPS Let betjent løbeur med GPS og pulsmåling i håndleddet.

    1.900 kr. Spar 300 kr. Læs mere
  • Fusion S100 Vest Løbevest med vindtæt front, der holder dig varm på overkroppen.

    375 kr. Spar 125 kr. Læs mere
  • Kari Traa Butterfly Longsleeve Langærmet undertrøje med en blød og lækker pasform. Fremstillet ved en speciel "strikke-proces", så undertrøjen stort set er sømløs.

    300 kr. Spar 100 kr. Læs mere
  • Miiego AL3 Freedom AL3 Freedom fra MIIEGO er trådløse høretelefoner specialdesignet til sport med god/stabil pasform og lang batteritid. Fås i både en herre- og en dameversion.

    375 kr. Spar 125 kr. Læs mere