Tårerne pressede på i øjenkrogene og stemmen vibrerede af dyb bevægelse, da Alberto Contador beskrev forløbet af den uventet sindsoprivende etape, som indbragte ham både den første officielle sejr siden 12. juni 2010 i Critérium du Dauphiné og den røde førertrøje i Vuelta a Espana.

»Det er et helt specielt øjeblik for mig at stå her som vinder efter den svære periode, jeg har været igennem«, sagde den 29-årige spanier i dansk tjeneste med henvisning til den dopingkarantæne, som udløb for en måned siden.

Har mange at sige tak til
»Der er så mange mennesker, jeg har grund til at takke for at jeg nu er tilbage på dette niveau«.

»Først og fremmest min familie, men også hele det fantastiske hold, jeg er en del af, og som har givet mig en helt enestående opbakning«.

Djævlen opfordrede til angreb
Det øjeblik, da Contador satte sit angreb ind på den næstsidste af dagens stigninger Collado La Hoz med cirka 53 km tilbage af den 187,5 km lange 17. etape fra Santander til Fuente Dé, beskriver Team Saxo Bank-Tinkoff Banks kaptajn således:

»At det lige netop skete på det tidspunkt, kom helt impulsivt. Jeg trådte an, og det var, som om djævlen i mig opfordrede mig til at slå til, mens englen forsøgte at få mig til at bevare roen«.

LÆS ARTIKEL Riis jubler over Vuelta-føring: I cykelløb skal man aldrig give op

»Jeg valgte at lytte til djævlen, men jeg vil da gerne indrømme, at der var tale om lidt af en kamikaze aktion«.

Frygtede at konkurrenterne lyttede med
»Jeg havde tre holdkammerater i udbrud og over radioen råbte jeg bare, at de skulle give fuld gas. Mere ville jeg ikke sige, for jeg ved, at nogle af de andre mandskaber indimellem lytter med«.

»Jeg var klar over, at jeg med en offensiv så langt ude fra kunne risikere at sætte min samlede andenplads over styr. Men jeg kom her til Vueltaen for at vinde, så der var ikke så meget at betænke sig på, da jeg først så, at hullet var skabt«.

En af de største sejre i karrieren
»Vi er langt fra Madrid endnu, men jeg tog et stort skridt i dag på vejen til at nå mit mål«.

»Foreløbig kan jeg glæde mig over denne sejr, som er en af de vigtigste i hele min karriere. Over dem alle står dog etapegevinsten i Tour Down Under 2005. Den gav mig troen igen på, at jeg kunne drive det til noget, efter at jeg året inden blev slået ud af alvorlig sygdom«.