Annonce
Annonce
Cykling

Spurtkanonens OL-drøm er fuld af forhindringer

Superstjernen fra landevejene Mark Cavendish jagter succes på banen.

I en halv snes sæsoner har spurtkanonen fra Isle of Man, Mark Cavendish, udmærket sig som en af de mest succesrige aktører på den internationale cykelscene.

VM-titlen på de danske landeveje i 2011, 26 etapegevinster i Tour de France, 15 i Giro d’Italia, 3 i Vuelta a España samt triumfen i Milano-Sanremo fra 2009 udgør bemærkelsesværdige højdepunkter. 2 VM-titler på banen er det såmænd også blevet til, begge i parløb. I 2005 i Los Angeles – hvor også Alex Rasmussen erobrede sin første regnbuetrikot i scratch – med Rob Hayles og tre år senere i Manchester med Bradley Wiggins.

30-årige Cavendish er da også allerede blev hædret med OBE-ordenen i hjemlandet for sine sportslige fortjenester, men han er i modsætning til eksempelvis Wiggins endnu ikke blevet slået til ridder af dronning Elizabeth.

Måske ændrer det sig efter OL i Rio, for her nærer Cavendish brændende ambitioner om at optræde på medaljeskamlen – og det vel at mærke i en disciplin, hvor han aldrig tidligere har gjort sig gældende på højt niveau: I erkendelse af at den kuperede landevejsrute i Brasilien absolut ikke levner mulighed for, at han kan gøre sig realistiske forhåbninger om succes, har han rettet blikket mod banen.

Den forsvarede mester er dansker

»En olympisk medalje er det eneste, der mangler i den samling af sejre, som mine fysiske forudsætninger gør det realistisk muligt at komme i nærheden af, og skal den hentes, må det nødvendigvis blive på banen i Rio«, har Mark Cavendish sagt i et interview med avisen The Telegraph.

Cavendish har rettet blikket mod deltagelse i omnium – den disciplin, hvor danske Lasse Norman ventes at skulle forsvare sin titel – men inden han overhovedet kan gøre sig håb om at få udstedt billetten til Rio, skal han ud i knaldhård kamp på de indre linjer.

»Vi har flere kandidater i omnium, og Cavendish skal konkurrere på lige fod med de andre«, har Storbritanniens – og Danmarks tidligere – tyske banelandstræner Heiko Salzwedel udtalt til flere medier.

LÆS OGSÅBritisk superstjerne får værdifuld dansk hjælp i første OL-test

Kvalifikationsprocessen indledes for Cavendishs vedkommende i denne uge i Hongkong, hvor han får sit comeback på det britiske banelandshold ved sæsonens sidste World Cup.

»Jeg har i de seneste måneder arbejdet intenst sammen med landsholdet, men jeg vil gerne understrege, at jeg ikke på nogen måde endnu har sikret mig olympisk deltagelse«, siger Mark Cavendish.

»Jeg håber, at det lykkes, men samtidig er det indlysende, at mit overordnede job ligger på landevejen for min ny arbejdsgiver, Team Dimension Data«.

Skuffelse i Kina

Mark Cavendish var med ved OL i Beijing 2008, og det huede ham bestemt ikke, at han var den eneste af de britiske deltagere på banen, som ikke vendte hjem med en medalje.

Han og Bradley Wiggins stillede ellers op som regerende verdensmestre og som favoritter i parløbet – den foreløbig sidste gang, disciplinen stod på det olympiske program – men måtte tage til takke med en 9.-plads.

I 2012 var Cavendish på hjemmebane også tillagt særdeles lovende muligheder i landevejsløbet. Men alt gik ham imod, og han måtte nøjes med en placering som nr. 29.

Cavendishs værste rivaler til den britiske OL-billet i omnium er Ed Clancy, der tog bronze i London for fire år siden, og Jonathan Dibben, som synes at være fremtidens mand i disciplinen.

Redaktionen anbefaler

Sportsdøgnet: Målmandsdrop giver Jores Okore og co. første ligasejr siden august

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce