Annonce
Annonce
Cykling

Danske mestre afklapset og kørt ud af podiet

Overraskende spansk triumf i Rotterdams seksdagesløb, hvor Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv sluttede på fjerdepladsen.

Annonce

I en knaldhård finale med en højst overraskende udgang var de danske mestre i parløb Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv en af flere topkonstellationer i Rotterdams seksdagesløb, som udsattes for en regulær afklapsning af to dominerende duoer.

Efter de afsluttende 45 minutter plus 50 omgange, som gennemførtes i et hæsblæsende tempo, kunne de spanske europamestre Albert Torres og Sebastian Mora nemlig lade sig hylde som vindere med 231 point foran det fransk-tyske par bestående af den regerende verdensmester Morgan Kneisky og veteranen Christian Grasmann, der som de eneste formåede at holde sig på omgangshøjde med spanierne, men kun havde skrabet 117 point sammen.

De seneste tre års sejrherre, den hollandske klassikerspecialist Niki Terpstra, der ved denne lejlighed kørte sammen med landsmanden Yoeri Havik, måtte på tredjepladsen se sig slået med to omgange og var således mod slutningen aldrig for alvor inde i dysten om triumfen.

Dansk sejr i næstsidste jagt

Yderligere en omgang bagude fulgte så Rasmussen og Mørkøv, som takket være en sidste øjebliks kraftanstrengelse i opgøret om point – de vandt fire af de seks spurter, som satte punktum for løbet – nåede op på den højeste score med 248 point og dermed som nr. 4 sluttede foran belgierne Kenny De Ketele-Moreno De Pauw med 231 og hollænderne Wim Stroetinga-Raymond Kreder med 221, som ligeledes havde sat tre runder til.

Inden denne sidste kappestrid tegnedes situationen sig ellers ganske anderledes lovende for Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv.

De vandt aftenens korte jagt og gik således ind til finalen på tredjepladsen på omgangshøjde med Stroetinga-Kreder og Torres-Mora, mens de øvrige par, som bejlede til podiet, var to runder bagude.

Fransk-tysk par dominerede finalen

Det blev der imidlertid vendt fuldstændig op og ned på i det ultimative, udmarvende ræs, hvor Kneisky og Grasmann tog kommandoet med spanierne som de eneste, der ikke blev knust af den effektive fransk-tyske maskine.

Kneisky, der i februar sidste år blev verdensmester på hjemmebane med landevejssprinteren Bryan Coquard, og Grasmann, som for nylig viste overvældende styrke i Ballerup Super Arena, hvor han vandt et 100 km parløb sammen med Jesper Mørkøv, vandt jagten to omgange foran Torres og Mora, som imidlertid havde tilstrækkeligt mange point til at holde skansen sammenlagt.

Det formåede derimod hverken Rasmussen-Mørkøv eller Stroetinga-Kreder, men danskerne kan i det mindste trøste sig med, at de fik pyntet på resultatet takket være de mange point, de hentede til allersidst.

Rasmussens kommende makker måtte udgå

Nu suser seksdagesshowet videre til Bremen, hvor Alex Rasmussen fra i morgen aften skal prøve at forsvare sidste års sejr sammen med Marcel Kalz – tyskeren, der ligeledes ved den firedobbelte danske verdensmesters side skal udgøre par nr. 7 i det københavnske seksdagesløb i Ballerup Super Arena fra 4. til 9. februar.

Kalz måtte sammen med landsmanden Lucas Liss opgive at komme gennem finalen i Rotterdam – det samme gjaldt i øvrigt parret med den italienske landevejsstjerne Filippo Pozzato og hollænderen Jens Mouris – men han havde inden nået at demonstrere, at han i hvert fald har hurtigheden i behold.

Med Kalz som afslutter tangerede den tyske dup nemlig banerekorden for 400 m – to omgange – med flyvende start, da tiden noteredes til 21,282. Pudsigt nok opnåede Kenny De Ketele-Moreno De Pauw ganske kort inden nøjagtig den samme tid, mens den tidligere rekord sat af den nuværende sportslige leder i Rotterdam Peter Schep og Theo Bos lød på 21,297.

Lagt op til dansk duel i Bremen

Jesper Mørkøv får i Bremen Morgan Kneisky som makker, og dermed kan det meget vel tænkes, at der er lagt op til en dansk duel om sejren på den tyske bane, for sidste år var Mørkøv-Kneisky tættest på at true Rasmussen-Kalz.

Rasmussen og Mørkøv skal danne par igen i Berlin fra 28. januar til 2. februar, mens Jesper Mørkøv på hjemmebanen i Ballerup igen er sat sammen med Christian Grasmann.

De to sluttede sidste år på andenpladsen i det københavnske seksdagesløb en omgang efter Alex Rasmussen og Michael Mørkøv.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce