Annonce
Annonce
Cykling

Rasende Lasse Norman sætter dansk rekord efter håbløs start

Den danske OL-guldvinder vandt 4 km forfølgelsesløb i omniumkonkurrencen ved World Cup i Hongkong.

Annonce

Efter en totalt mislykket start på sæsonens sidste World Cup i banecykling, hvor han måtte tage til takke med en 19.-plads blandt de 23 deltagere i den første af omniumkonkurrencens seks afdelinger, 15 km scratch, lagde den olympiske guldvinder Lasse Norman på twitter ikke skjul på, at han var rasende på sig selv over den skuffende indsats.

Men den 23-årige alsidige cykelbegavelse, der, når OL-medaljeræset om knap syv måneder indledes i Rio, har en gentagelse af bedriften fra London som sæsonens altoverskyggende mål, formåede at rejse sig og kanalisere vreden ud i en forrygende præstation, da 4 km individuelt forfølgelsesløb meldte sig som den næste opgave.

Kappede tre tusindedele af sin egen rekord

På grund af det håbløse resultat i scratch startede Lasse Norman allerede i det tredje af de 12 heat, og det skulle vise sig, at han var i stand til at disponere sine kræfter perfekt-.

Danskeren lagde forholdsvis forsigtigt ud og noteredes for 1.10.289 minut for den første km, hvilket kun var den syvende bedste tid i kappestriden.

Men Lasse Norman forcerede derefter støt og roligt, og da distancen var tilbagelagt, viste den elektroniske tidtagning 4.20.671 minutter, og det var lige netop tilstrækkeligt til at slette den bestående danske rekord med tre tusindedele af et sekund.

Norman var selv indehaver af den hidtidige rekord, som han satte på vej mod guldmedaljen i London i august 2012.

Det kneb for Cavendish i forfølgelsesløbet

Nærmest til at true danskeren i denne anden afdeling var kasahkeren Adrian Zakharov, og eftersom han vandt det indledende scratchopgør, da han som den eneste erobrede en omgang, har han lagt siug klart i spidsen for konkurrencen med 78 point.

Den britiske landevejsstjerne Mark Cavendish var hurtigst i kampen om andenpladsen i scratch, men spurtkanonen fra Isle of Man klarede sig knap så godt i forfølgelsesløbet, hvor han blev nr. 16 i 4.31.030.

Efter to afdelinger er det endnu fuldstændigt umuligt at vurdere, hvilken slutplacering Lasse Norman, der sejrede suverænt i den foregående World Cup i New Zealand, har i vente.

Men tempodisciplinen afslørede umiskendeligt, at formen er glimrende, og der er grund til at tro på, at den olympiske kvalifikation rykkere et skridt nærmere, selv om den nok først endelig kan konfirmeres ved VM i London i begyndelsen af marts.

Amalie Dideriksen rettede også op på dårlig start

For Amalie Dideriksen, der ligeledes i Hongkong er på jagt efter en OL-billet i omnium, formede konkurrencen sig på nogenlunde tilsvarende vis.

I scratch blev det kun til en 18.-plads, mens den danske teenager rettede op på det resultat ved at blive nr. 6 i 3 km forfølgelsesløb i 3.37.591 minutter.

De to storfavoritter briten Laura Trott og amerikaneren Sarah Hammer har lagt sig i spidsen med hver 70 point, mens Amalie Dideriksen har scoret 34, hvilket rækker til en placering midt i feltet.

Opmuntrende er det, at hun indtil videre holder to af sine værste konkurrenter i det olympiske kapløb spanieren Leira Olaberria og italieneren Simone Frapporti bag sig.

Senere i dag dystes der i udskilningsløb, og i morgen gælder det så de tre sidste udfordringer 1.000 m – for kvinderne 500 m – en omgang på tid med flyvende start og pointløbet, som kan skabe store omvæltninger i den samlede stilling.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce