Annonce
Annonce
Cykling

Dansk babylandshold brager igennem med sølvmedalje

Det unge danske 4 km forfølgelseshold imponerede også på andendagen, men måtte i finalen bøje sig for Australien.

Med en forbløffende stabilitet på et exceptionelt højt internationalt niveau formåede de fire urutinerede teenagere Casper Pedersen, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen og Rasmus Lund Pedersen – de to sidstnævnte endnu kun juniorer – at skabe en af de største positive overraskelser i dansk banecykling i adskillige år, da de i dag erobrede sølv i 4 km holdforfølgelsesløb ved sæsonens sidste World Cup i Hongkong.

I finalen måtte ungersvendene ganske vist bøje sig for australierne Sam Welsford, Miles Scotson, Alexander Porter og Rohan Wight, der sejrede i 3.57.481 minutter mod danskernes 4.00.894, men at de rød-hvide himmelstormere i det hele taget formåede at kæmpe sig frem til gulddysten, overtrumfer selv de mest optimistiske forudsigelser omkring dette babylandsholds formåen i det skrappe selskab.

Nr. 5 på den olympiske kvalifikationsrangliste

Andenpladsen er den bedste, Danmark har opnået i denne vinters World Cup og efter at være blevet nr. 4 i Colombia og 8 i New Zealand med væsentligt mere erfarne mandskaber indbringer det en slutplacering sammenlagt i disse tre konkurrencer som nr. 3 efter Australien og Tyskland.

FORRYGENDE: Danske teenagetalenter sikrer OL-billet

I Hongkong blev rækkefølgen bag Australien og Danmark denne: 3. Storbritannien, 4. Tyskland, 5. Rusland, 6. Italien, 7. Kina og 8. Holland.

KLASSE:Lasse Norman sætter dansk rekord efter håbløs start

Dermed avancerede Danmark to positioner op til femtepladsen på den olympiske kvalifikationsrangliste.

Den ser nu således ud: 1. Australien 2.390 point, Storbritannien 2.310, 3. New Zealand 2.020, 4. Tyskland 1.928, 5. Danmark 1.782, 6. Rusland 1.769, 7 Schweiz 1.768, 8. Holland 1.562, 9. Colombia 1.338, 10. Frankrig 1.218, 11. Kina 1.188, 12. Italien 1.096, 13. Spanien1.080.

Seks europæiske OL-deltagere er fundet

Verdensmesterskaberne i London fra 2. til 6. marts er sidste mulighed for at score point i kampen om OL-billetterne, men de fire gutter – en på 19 år, en på 18 og to på 17 – sørgede allerede med deres præstation i gårsdagens tidskørsel for, at enhver tvivl om den danske deltagelse i Rio til sommer bortvejredes.

UDFORDRING:Babylandshold skal forsvare Danmarks position i OL-kapløb

Seks europæiske nationer er berettiget til at starte i den kollektive tempodisciplin i Brasilien, og de er nu alle fundet med Storbritannien, Tyskland, Danmark Rusland, Schweiz og Holland

En VM-hitel udløser 400 point, mens der er eksempelvis 220 point til en ottendeplads, så Franrkig forspildte reelt sin sidste chance for at kæmpe sig ind i varmen med en skuffende placering som nr. 13 i Hongkong.

Under fire minutter mod Italien

Skulle der have hersket en vis skepsis omkring, hvorvidt de fire danskere kunne leve op til bedriften fra tidskørslen, da det mindre end et døgn senere gjaldt konfrontationen mod Italien om adgangen til guldfinalen, blev den grundigt gjort til skamme.

Casper Pedersen, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg Madsen og Rasmus Lund Pedersen lagde ligesom i går hårdt ud mod italienerne, men i dag var de i væsentligt højere grad end i stand til at holde tempoet på hele distancen.

LÆS OGSÅ:Humørspreder på to hjul møder nye udfordringer

De førte ved alle mellemtider, og noteredes for 3.59.103 minutter mod 4.01.280 til Simone Consonni, Filippo Ganna, Michele Scartezzini og Francesco Lamon.

I finalen var der dansk føring til lidt over halvvejs, men så sluttede australierne stærkt af, som de også havde gjort det i deres to foregående matcher.

Danskerne i den bedste halvdel i omnium

De to danske kandidater til en OL-billet i omnium Lasse Norman og Amalie Dideriksen befinder sig i den bedste halvdel af deltagerfeltet på henholdsvis 23 og 24 rytter, efter at de i den sidste af lørdagens tre afdelinger, udskilningsløbet, begge blev nr. 6.

Hos mændene fører den tidligere franske verdensmester Thomas Boudat med 114 point foran kasahkeren Artyom Zakharov med 112 og newzealænderen Aaron Gate med 92.

Den britiske landevejsstjerne Mark Cavendish er på fjerdepladsen med 84 efter at være blevet slået i den sidste spurt i udskilningsløbet af Boidat.

Lasse Norman har som nr. 8 indkørt 74 point, og han får noget at se til i morgen, hvis han skal gentage sejren fra den foregående World Cup i New Zealand.

Hos kvinderne har Storbritanniens Laura Trott efter sejr i udskilningsløbet taget en knebene føring med 110 point mod amerikaneren Sarah Hammers 108. Amalie Dideriksen er nr. 9 med 64.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce