Annonce
Annonce
Cykling

Lykkelig par nr. 7-debutant: Vi har fået en ønskestart

Den reelle topstrid i det københavnske seksdagesløb indsnævredes i aftes til at omfatte tre par.

Mens rivalerne en efter en langsom bukker under og sætter terræn til, har de tre danskere, der aspirerer til podiepladserne i det københavnske seksdagesløb – Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv i par nr. 7 og Marc Hester med det belgiske supertalent Jasper De Buyst i par nr. 9 – endnu ikke vist de mindste mindste svaghedstegn.

I fredagens timejagt, der vandtes af par nr. 7 foran 9’erne, reduceredes antallet af konstellationer på omgangshøjde i spidsen for styrkeprøven i Ballerup Super Arena fra fem til tre.

Den ene af de to tabere, par nr. 11 med den 21-årige belgier Otto Vergaerde og den tre år ældre hollænder Yoeri Havik synes at være sat afgørende ud af spillet efter at være kørt tre runder agterud.

Belgisk storpar bagud på point

Hester-De Buyst og Rasmussen-Mørkøv havde i jagten også et overtag i forhold til sæsonens dobbelte seksdagesvindere belgierne Kenny De Ketele og Moreno De Pauw, der ganske vist sluttede på omgangshøjde med konkurrenterne, men satte en del til i point, hvilket kan vise sig at få definitiv betydning i den sidste ende.

SE STILLINGENStillingen i seksdagesløbet fredag aften

Den dansk-belgiske duo bevarede føringen efter timejagten med 88 point, men par nr. 7 er kun fem bagud, og de to rivaliserende par har alle muligheder for at erobre en bonusomgang ved at passere 100 point, inden natten er omme.

Det kniber mere for De Ketele-De Pauw, der foreløbig kun er nået op på 61, mens østrigerne Andreas Müller og Andreas Graf på fjerdepladsen en omgang bagude har 23 og Vergaerde-Havik tre runder efter er noteret for 27.

Plejer ikke at få kriser undervejs

»Jeg synes ikke, det kunne se bedre ud for os på dette tidspunkt af løbet, og som det er gået indtil, nu er jeg særdeles optimistisk omkring fortsættelsen«, konstaterer Jesper Mørkøv der er i gang med sin første optræden i par nr. 7.

»Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om det pres, der følger med at køre i Dannebrogstrikoten, mærker mig på et senere tidspunkt, men lige nu er det ikke noget, jeg spekulerer på, og jeg har de seneste år faktisk været stabilt kørende hele vejen gennem et seksdagesløb«.

»Det var meget vigtigt for os at vinde timejagten, fordi det gav os en god portion point, og vi vil da blive ved med at søge at holde trit med Hester og De Buyst i den retning, så det ikke bliver det punkt, der bliver afgørende for os i negativ retning«.

Hollandsk konkurrent døjer med sygdom

»Nu ser det jo altså ud til, at feltet af rivaler er snævret ind. Jeg ved, at Yoeri Havik ligesom en række andre ryttere døjer med sygdom, så det lykkes nok ikke ham at komme tilbage på det niveau, han ellers viste i åbningsjagten«.

»Müller og Graf sakker nok også stille og roligt agterud, og så tegner det altså til at blive en kamp mellem tre par om den endelige sejr«.

Ligesom den første aften måtte tyskeren Marcel Kalz neutraliseres, og det samme var tilfældet med landsmanden Lucas Liss.

Det betød, at der dannedes et midlertidigt nyt par bestående af Mathias Krigbaum og tyskeren Christian Grasmann.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce