Annonce
Annonce
Cykling

Bitter skæbne forvandler favorit til tikkende bombe under par nr. 7

Marc Hester er fortsat stærkt opsat på at spille en rolle i seksdagesfinalen.

Nærmest som ved et trylleslag fik par nr. 7 Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv på en næstsidste aften i det københavnske seksdagesløb præget af sygdomsbetinget tumult foræret føringen for så få timer senere at miste den igen.

Første del af denne omvæltning i styrkeprøven i Ballerup Super Arena var hjemmebanefavoritterne uden indflydelse på, da den 22-årige belgier Jasper De Buyst sluttede sig til den svulmende skare af aktører med helbredsproblemer, som begivenheden på vestegnens velodrom har været plaget af.

I supertalentets tilfælde var de så alvorlige, at han måtte rejse hjem og overlade pladsen i par nr. 9 ved siden af Marc Hester til landsmanden Otto Vergaerrde, og danskeren er dermed forvandlet fra fremtrædende sejrsaspirant til alvorlig trussel mod 7’erne.

Dobbelte sejrherrer til tops inden finaleaftenen

Den nyetablerede konstellation indkasserede ifølge reglerne nemlig en strafomgang og fik skåret i pointkontoen, og dermed havde Rasmussen og Mørkøv overtaget førstepladsen.

Fakta:Stillingen i seksdagesløbet inden finaleaftenen

Den formåede de imidlertid ikke at forsvare i handikapjagten, så når strabadserne i aften går ind i sin ultimative fase, har sæsonens dobbelte sejrherrer belgierne Kenny De Ketele og Moreno de Pauw i hvert fald midlertidigt tilkæmpet sig tronen med 213 point, fulgt af østrigerne Andreas Müller-Andreag Graf med 116.

En omgang efter følger så par nr. 7 med 275, mens Hester-Vergaerde er yderligere en runde bagud med 194.

Mangler 25 point i at få en bonusomgang

Den situation får imidlertid på ingen måde Alex Rasmussen til at frygte, at han ikke skulle indtage pladsen øverst på podiet for femte gang, når løbet skydes af ved midnatstid.

»Når den afsluttende timejagt indledes, tror jeg, at vi er tilbage som nr. 1. Så er det op til de andre at angribe os, og jeg føler, at vi dermed befinder os i en ideel position«, fastslår Alex Rasmussen.

Læs ogsåSpændingen skærpet inden finaleaftenen i seksdagesløbet

Den 31-årige firedobbelte verdensmesters forudsigelser er baseret på, at han og Mørkøv skal score de 25 point, der indbringer dem en bonusomgang, inden selve finalen går i gang, for her er muligheden for at opnå en sådan sidegevinst nemlig ikke længere til stede.

Koncentrerer sig først og fremmest om belgierne

»Det bekymrer mig ikke så meget, at vi afgav føringen efter handikapjagten. Den formede sig ikke helt så udmarvende, som jeg havde ventet og blev nærmest lidt halvkedelig. De mindre par var hele tiden i stand til at vinde omgange, og det fortæller, at der ikke blev kørt rigtigt stærkt«, konstaterer Alex Rasmussen.

»Det bliver sandsynligvis et helt andet billede, der tegner sig i aften. Hester og Vergaerde får givetvis også en bonusomgang, men så vil de stadig være en runde efter os og med langt færre point«.

Læs ogsåSygdom giver seksdageschok: Stærkeste mand er ude af løbet

»Det er først og fremmest De Ketele og De Pauw, vi skal koncentrere os om, selv om vi ikke må glemme østrigerne. Men netop den kendsgerning, at vi har løbets klart højeste pointtal stiller os i en meget gunstigt, og det skal udnyttes.

Har tabt det, der kan tabes

Lidt som en tikkende, uberegnelig bombe under Alex Rasmussens og Jesper Mørkøvs drømme lurer Marc Hester, der næsten traditionen tro har været udsat for en bitter skæbne i Ballerup. Muligheden for sejr synes at have fortonet sig i det fjerne, men viljen til at spille en rolle i løbet lever i bedste velgående.

»Jeg har tabt det, der kan tabes i det her seksdagesløb, så jeg har intet at risikere i aften«, lyder det ærgerligt, men langt fra opgivende fra Marc Heste med henvisning til, at han måtte sige farvel til sin ønskemakker Jasper De Buyst, der allerede var hjemme i Belgien for at pleje sin pludseligt opståede influenza, mens kollegerne susede rundt i handikapjagten.

»Men jeg er stadig meget opsat på at være med helt fremme, når afgørelsen i løbet træffres, og midt i alt det negative var det opmuntrende at se, hvordan Otto Vergaerde gik ind til opgaven«.

Forstår ikke 7’ernes kørsel

»Der er ingen tvivl om, at han respekterer mine ambitioner og vil gøre alt for at støtte mig. Det fik jeg et klart bevis for i aftes, og på en eller anden måde skal vi nok få sat vores præg på finalen«.

Læs ogsåRivalers skænderi lukker uventet par nr. 7 ind i topstriden igen

Hvordan Hester så har tænkt sig at gøre det, holder han for sig selv, men at han næppe agter at assistere landsmændene Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv i deres jagt på sejren, mere end antydedes af de ord, han knytter til sin vurdering af handikapjagten.

»Det var jo helt åbenlyst, at 7’erne kørte på os, og det forstår jeg ærlig talt ikke«, lyder det fra Hester - og det kan meget vel tolkes i retning af, at der er noget, der skal betales tilbage i aften.

Redaktionen anbefaler

Spændingen skærpet inden finaleaftenen i seksdagesløbet

Belgierne Kenny De Ketele og Moreno De Pauw har lagt sig i spidsen efter handikapjagten, der vandtes af dansk-hollandsk par.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce