Annonce
Annonce
Cykling

Veloplagt Chris Anker får tildelt kaptajnrollen

Ny fransk arbejdsgiver satser på ham ved sæsondebuten i Europa.

Annonce

Knap fire uger efter at have sat punktum for sæsondebuten i det argentinske Tour de San Luis er den danske mester Chris Anker Sørensen klar til at genoptage aktiviteterne på de europæiske landeveje i denne weekends franske udfordring Tour du Haut-Var.

Og den 31-årige klatrespecialist må affinde sig med, at hans ny franske mandskab Fortuneo-Vital Concept nærer stærke forhåbninger om, at han viser dannebrogstrikoten markant frem i begivenheden, der afvikles over to etaper.

Jeg havde nogle stærke oplevelser med mine nye holdkammerater i Argentina, som rystede os godt sammen

Chris Anker Sørensen

»Det er et løb, hvor vi præsenterer en særdeles konkurrencedygtig trup, og vi satser på det samlede klassement«, fastslår Fortuneo-Vital Concepts sportsdirektør Roger Tréhin i en pressemeddelelse fra holdet.

»Chris Anker Sørensen er vores naturlige valg som kaptajn, men jeg regner også med, at andre ryttere vil kunne hævde sig, og specielt er Florian Vachon godt kørende netop nu«.

Utålmodig efter at komme i gang

Den rutinerede dansker, der efter ni sæsoner på samme mandskab er gået i fransk tjeneste, er af Danmarks Cykle Unions sportschef Lars Bonde nævnt som fremtrædende kandidat til den rød-hvide trio, som skal repræsentere nationen ved OL i Rio, og han nærer da også selv forventninger til den forestående styrkeprøve.

»Jeg er meget utålmodig efter at komme i konkurrence igen og glæder mig til min første opgave i min ny arbejdsgivers hjemland«, fastslår Chris Anker Sørensen.

»Det krævede lidt omstilling at vende tilbage til Europa efter at have kørt Tour de San Luis, men nu er jeg fuldstændig parat til at gå i gang«.

Stærke oplevelser med nye holdkammerater

»Jeg havde nogle stærke oplevelser med mine nye holdkammerater i Argentina, som rystede os godt sammen«.

Chris Anker Sørensen er vores naturlige valg som kaptajn, men jeg regner også med, at andre ryttere vil kunne hævde sig

Roger Tréhin, sportsdirektør

»Både fordi vi opnåede et særdeles godt resultat med Eduardo Sepulvedas etapesejr og samlede andenplads, men også fordi vi viste, at vi kan kæmpe sammen i modgang, for den havde vi jo en del af med flere styrt«.

»Jeg kender udmærket Tour du Haut-Var, som er et vanskeligt løb, men jeg har da flere top-10 resultater bag mig, så jeg håber på et godt resultat igen denne gang«.

Femteplads det hidtil bedste facit

Det er sjette gang, Chris Anker Sørensen prøver kræfter med det franske arrangement, og hans bedste placering er en samlet femteplads i 2009, mens han de to følgende år blev nr. 6 og 8.

I alle tilfælde var det hans evner på stigningerne, der traditionelt melder sig på 2. etape med start og mål i Draguignan, som bragte ham frem i front.

I den aktuelle udgave af Tour du Haut-Var deltagere 19 firmahold, hvoraf de otte – Ag2r med sidste års luxembourgske vinder Ben Gastauer, FDJ, Katusha, BMC, Etixx-Quick Step, Lampre-Merida, Cannondale og Movistar – hører hjemme i den internationale 1. division.

Redaktionen anbefaler

Dansk badmintonstjerne er blevet opereret i hjernen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce